Fjodor M. Dostojevskij: De ydmygede og sårede

 De ydmygede og sårede (1861) er ikke en af Dostojevskijs største romaner. Personerne er gennemgående unuancerede, og romanen er præget af overdreven sentimentalitet. Men den kan ikke frakendes underholdningsværdi og er også ganske rørende i det kritiske portræt af elendigheden blandt Petersborgs fattige i kontrast til den rige, magtfulde og kyniske elite.

Romanen har to spor, der undervejs forbindes på en temmelig melodramatisk facon. Hovedsporet er et trekantsdrama mellem den unge Natasja, der har forelsket sig ubehjælpeligt i fyrstesønnen Aljosja, og hertuginde(sted)datteren Katja, som Aljosjas far, den beregnende nihilist fyrst Valkovskij, forsøger at få sønnen gift med på grund af hendes penge.

I sin hovedløse forelskelse har Natasja forladt sine forældre og er af den unge Aljosja blevet indlogeret i en beskeden lejlighed i håbet om giftermål. Aljosja portrætteres som ren og godhjertet, men også som et håbløst fjols, helt uden karakter og egenvilje, et let offer for sin kyniske fars intriger.

Det andet spor handler om den forældreløse, kronisk syge, trettenårige pige Nelly (Helene), som romanens jeg-fortæller – en fattig forfatter – ved skæbnens tildragelse har taget til sig. Portrættet af Nelly er romanens stærkeste kort, og det er her, man i særlig grad mærker Dostojevskijs optagethed af samfundets mindste og svageste, som for eksempel også er så tydelig i hans debutroman, Stakkels mennesker.

De to spor i romanen er umiddelbart koblet sammen af romanens fortæller, Ivan Petrovitj. Han har siden barndommen har været forelsket i Natasja og er nu hendes nærmeste ven. Han er samtidig hendes forbindelse til hendes forældre, der har slået hånden af hende og af samme grund lever i bundløs ulykkelighed. Undervejs udfoldes dog også andre forbindelser mellem pigen Nelly og den øvrige historie – desværre på alt for forudsigelig og triviallitterær vis.

Fortælleren Ivan Petrovitj er en ludfattig og syg forfatter, som deler ikke så få fællestræk med den unge Dostojevskij selv. Vi hører f.eks. om Ivan Petrovitjs første roman, som har haft en vis succes og minder påfaldende meget om netop Dostojevskijs nævnte egen debutroman, Stakkels mennesker.

Derudover er jeg-fortælleren i romanen imidlertid en ganske uinteressant person, ja, han er næsten helt irrelevant for fortællingen. Det er igennem ham, at hele handlingen erfares og fortælles, men hans egne handlinger er kun i uhyre begrænset omfang af betydning for fortællingens fremdrift og for de øvrige, egentlige romankarakterer. Dostojevskij kunne lige så vel have valgt at fortælle romanen i tredjeperson, og det havde måske været en bedre disposition.

I det hele tager er personkarakteristikkerne romanens problem – sammenlignet med store dele af Dostojevskijs øvrige værk. Først og fremmest mangler personerne gennemgående den nuancerede sammensathed, der ellers er så karakteristisk for Dostojevskij, når han er bedst. I De ydmygede og sårede er alle personerne stort set enten entydigt gode eller onde – eller gode, naive fjolser som Aljosja. Som læser bliver man ikke for alvor overrasket over nogen af personerne undervejs.

Dertil kommer, at romanen har det med at kamme over i overdreven sentimentalitet. Til gengæld er fortællingen ganske medrivende, og det er svært ikke at blive berørt. Angiveligt skal selveste Nietzsche have udtalt, at han var rørt til tårer, da han læste den. Men han var selvfølgelig også et følelsesmenneske af rang.

Den eneste egentlig interessante karakter i romanen er den beregnende, intrigante, kyniske, ja, decideret diabolske fyrst Valkovskij. Romanens højdepunkt er en scene, hvor fyrsten har inviteret fortælleren på en svirefuld middag i byen, hvor han bevidst kaster sine masker – i beregnende overbevisning om sin sejr i spillet om at få sin naive søn gift med pengene. Her udfolder Dostojevskij en storartet skurk af en karakter, vi genkender fra nogle af de senere, store værker. Det er imidlertid ikke nok til at redde den samlede roman.

Jeg har lyttet til De ydmygede og sårede i Karsten Pharaos altid gode oplæsning. Jeg ville ikke normalt anbefale at lytte til Dostojevskij frem for at læse ham, men i kraft af fraværet af de raffinementer, vi ellers er vant til at forbinde med Dostojevskij, går det fint i netop denne romans tilfælde.

K's vurdering: