K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Fjodor M. Dostojevskij

Fjodor M. Dostojevskij: Foma – Godset Stepantjikovo og dets beboere

Af ,
Skriv en kommentar

Den satiriske komedie, Foma – Godset Stepantjikovo og dets beboere hører til blandt den russiske mesters mere forglemmelige værker.

Efter fire år i sibirisk fangelejr efterfulgt af seks års soldatertjeneste vendte Dostojevskij i 1959 tilbage til forfattergerningen. Det gjorde han i første omgang med de to kortere, humoristiske romaner, Onkels drøm (opr. 1959) og Foma – Godset Stepantjikovo og dets beboere (også 1959). De to romaner deler i øvrigt flere temaer, men jeg kunne bedre lide Onkels drøm, selv om heller ikke den hører til forfatterskabets ypperste værker. Ingen af dem havde Dostojevskij i øvrigt nogen særlig succes med i sin tid. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Netotjka Nezvanova

Af ,
2 kommentarer

Dostojevskijs ufuldendte roman, Netotjka Nezvanova (opr. 1849), er fint nyoversat af Trine Søndergaard. Og er man til Dostojevskij (og hvem er ikke det?), så skal man selvfølgelig have værket med, selv om det mest er litteraturhistorisk interessant for de spor, det lægger ud i retning af hans fremtidige, helt anderledes store romaner.

Netotjka Nezvanova betragtes gerne som det sidste af Dostojevskijs ungdomsværker. Dostojevskij havde nået at skrive og få udgivet de første dele af romanen i tidsskriftsform, da han i 1849 blev arresteret for at deltage i konspirationer mod zarregimet og senere – efter at have været udsat for en fingeret henrettelse – blev sendt til en sibirsk fangelejr. Her mistede han interessen for at færdiggøre romanen. De i tidsskriftform allerede publicerede dele blev efterDostojevskijs frigivelse i 1860 udgivet i en lettere redigeret form som en samlet roman, men han skrev den aldrig færdig. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Spilleren

Af ,
1 kommentar

Engang imellem kan jeg godt få det sådan, at nu trænger jeg bare til at læse noget, jeg på forhånd ved, vil være godt. Til sådanne situationer bør man altid have noget af Dostojevskij stående i reolen.

Dostojevskijs korte roman, Spilleren (opr. 1866), havde jeg tilmed ikke læst tidligere, så det var jo rent kræs. Også selv om romanen ikke hører til det bedste, han har præsteret. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: De ydmygede og sårede

Af ,
Skriv en kommentar

 De ydmygede og sårede (1861) er ikke en af Dostojevskijs største romaner. Personerne er gennemgående unuancerede, og romanen er præget af overdreven sentimentalitet. Men den kan ikke frakendes underholdningsværdi og er også ganske rørende i det kritiske portræt af elendigheden blandt Petersborgs fattige i kontrast til den rige, magtfulde og kyniske elite.

Romanen har to spor, der undervejs forbindes på en temmelig melodramatisk facon. Hovedsporet er et trekantsdrama mellem den unge Natasja, der har forelsket sig ubehjælpeligt i fyrstesønnen Aljosja, og hertuginde(sted)datteren Katja, som Aljosjas far, den beregnende nihilist fyrst Valkovskij, forsøger at få sønnen gift med på grund af hendes penge. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Onkels drøm

Af ,
4 kommentarer

En lille bagatel af en satirisk roman fra humoristen Dostojevskijs hånd. Begavet ironiserende og vittigt underholdende – men så heller ikke så meget mere.

Onkels drøm stammer fra perioden umiddelbart efter Dostojevskijs retur fra straffelejren og eksilet i Sibiren. Det er en satirisk komedie, som giver os Dostojevskij i rollen som humorist. Set i lyset af det samlede forfatterskab er der tale om en bagatel. Til gengæld er den faktisk virkelig morsom. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Et latterligt menneskes drøm

Af ,
Skriv en kommentar

Bare fordi man er en af verdenslitteraturhistoriens største forfattere, betyder det jo ikke, at alt, hvad man har skrevet, er guld. Et latterligt menneskes drøm er mest af alt en demonstration af, at Dostojevskij ikke begik sig så godt i den forkyndende genre (hvem der så end gør det …).

I februar 2022 genudgav forlaget Batzer & co. to små fortællinger af Dostojevskij. Jeg anmeldte forleden den ene, Den sagtmodige (opr. 1876), og jeg har i den sammenhæng omtalt udgivelseshistorien. Den anden er Et latterligt menneskes drøm (opr. 1877). >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Den sagtmodige

Af ,
Skriv en kommentar

“Åh, mennesket forstår sig specielt godt på gemenheder. Men var det gement? Hvordan kan man i denne situation bedømme et menneske?”

Jeg annoncerede for nyligt en Dostojevskij-pause, men han er ikke sådan lige at slippe. Især ikke, når Batzer & co. netop har genudgivet oversættelser af to af hans såkaldte “Fantastiske fortællinger,” begge oversat af Ole Husted Jensen: Den sagtmodige (opr. 1876) og Et latterligt menneskes drøm (opr. 1877). >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Et svagt hjerte

Af ,
1 kommentar

Jeg fortsætter i sporet fra Hvide nætter med endnu et af Dostojevksijs små ungdomsværker. Ligesom førnævnte er Et svagt hjerte oprindeligt udgivet i 1848 og er også tidligere oversat til dansk, men genudgivet i en ny dansk oversættelse ved Tine Roesen i 2021 i anledning af 200-året for Dostojevskijs fødsel.

Et svagt hjerte (som nærmest bare er en lang novelle) handler om to venner, Arkadij og Vasja, to unge lavtstående embedsmænd, som deler lejlighed. En nytårsdag kommer Vasja hjem og fortæller, at han – nærmest til sin egen overraskelse – er blevet forlovet. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Hvide nætter

Af ,
4 kommentarer

Jeg er helt forvirret og i tvivl om, hvordan jeg skal læse Dostojevskijs ungdomsværk Hvide nætter. Er det en overskruet, næsten kvalmende sentimental bagatel, som i bedste fald har litteraturhistorisk interesse, for så vidt den peger frem mod senere temaer og teknikker i forfatterskabet? Eller er det en lille, subtilt tvetydig, ironisk genistreg?

Hvide nætter (opr. 1848) hører til blandt Dosotjevskijs ungdomsværker fra tiden før tugthusopholdet i Sibirien, som dannede baggrund for fængselsromanen Det døde hus (1861), jeg anmeldte forleden. Værket er nyudgivet på forlaget Batzer & co. i slutningen af 2021 i en ny dansk oversættelse ved Trine Søndergaard. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Det døde hus

Af ,
Skriv en kommentar

Dostojevskijs selvbiografiske roman, Det døde hus, baseret på de fire år, han tilbragte i en straffelejr i Sibirien i 1850’erne, er en ubestridt klassiker inden for fængselslitteraturen. Den er stadig værd at læse, både i egen ret for de levende miljø- og personskildringer, som historisk vidnesbyrd om forholdene i de sibiriske tugthuse i det 19. århundrede og som en litteraturhistorisk interessant mellemstation mellem ungdomsværkerne og de sene hovedværker.

Natten til den 23. april 1849 bliver den da 28-årige russiske forfatter Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij (1821-1881) sammen med tyve andre unge mennesker arresteret af zar Nikolaj I’s hemmelige politi for at have deltaget i revolutionære drøftelser, herunder diskuteret sprængfarlige spørgsmål om livegenskabets ophævelse, liberalisering af styreformen, reform af retsvæsenet mv. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Dobbeltgængeren

Af ,
2 kommentarer

Mere Dostojevskij: Dobbeltgængeren er for mit vedkommende en genlæsning, men min første læsning ligger så mange år tilbage, at handlingen var helt væk i min erindring. Den hektiske stemning omkring den befippede hovedpersons sammenbrud har jeg dog båret med mig i alle de 30-35 år, der er gået siden mit første møde med hr. Goljádkin og hans dobbeltgænger. Og genbesøget er ingen skuffelse, tværtimod.

Med Dobbeltgængeren (opr. 1846) er vi tilbage i den tidlige del af Dostojevskijs forfatterskab. Den sociale indignation er ikke helt så fremtrædende som i debuten, Stakkels mennesker, men den er bestemt ikke fraværende, og Dostojevskij er, som vi kender ham, på “de små menneskers” side. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Den evige ægtemand

Af ,
3 kommentarer

Yes! Det er sådan her, jeg foretrækker min Dostojevskij: Kort, stram og skarp. Men samtidig med den dybde og de nuancer, som Dostojevskij er kendt for i de store romanværker.

Den evige ægtemand stammer fra den anden periode i Dostojevskijs forfatterskab, dvs. perioden efter hans ophold i en straffelejr i Sibirien. Det er i den periode, han skriver de mest kendte værker, herunder Brødrene Karamazov, som jeg læste i sidste måned. Den evige ægtemand udmærker sig imidlertid ved at være kort, og den er langt mere stramt komponeret end de store, fortællende romaner. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Brødrene Karamazov

Af ,
1 kommentar

Brødrene Karamazov er en tragedie, en komedie, en farverig knaldroman, en kriminalintrige, et retssalsdrama, et stykke gribende socialrealisme, en samfundskritik og ikke mindst en dybt moralfilosofisk roman og et mangefacetteret studium af det menneskelige sinds krinkelkroge.

Dostojevskijs sidste, store roman er stadig en fascinerende fortælling, og den gør sig godt i Marie Tetzlaffs nye oversættelse til flydende, letlæst dansk, som samtidig klædeligt bevarer et lidt altmodisch præg i form af enkelte ældre udtryk, så vi ikke helt glemmer, at teksten immervæk er skrevet for mere end 140 år siden.

Men – og jeg er nødt til sige det, når nu ingen andre gør det – den er altså for lang. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Stakkels mennesker

Af ,
7 kommentarer

Mit læseår 2020 sluttede med en fanfare: Trænger man til at læse noget virkelig godt, så svigter Dostojevskij aldrig. Tine Roesens nyoversættelse af Dostojevskijs debutroman er slet og ret forrygende læsning.

Stakkels mennesker (opr. 1846) er medrivende skrevet, menneskeligt rørende, socialrealistisk spiddende, fuld af vid og humor og helt basalt bare topunderholdende. Min eneste anke er, at den stjal halvdelen af min nattesøvn på årets næstsidste nat, for hvor klichefyldt det end måtte lyde, så kunne jeg ikke lægge den fra mig. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrund

Af ,
Skriv en kommentar

“Jeg er et sygt menneske… Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske”, indleder Kældermennesket sin lange rablende monolog i Dostojevskijs Optegnelser fra en undergrund.

Og alt dét er han så sandelig, både syg, ondskabsfuld og utiltalende, men han er også – og især – netop menneske. Og det er dette sidste, der gør hans nedrige, frastødende, brovtende, ynkelige, på én gang selvhævdende og selvdestruerende, læserfornærmende, men også ret morsomme og i sidste ende tragiske udgydelser værd at læse den dag i dag, 150 år efter at de blev udgivet første gang.

Han kunne som en anden Jørgen Leth også have tilføjet: “Jeg er et nøgent menneske”, for han udstiller sig i disse optegnelser fuldstændig blottet som menneske med alle sine fejl og mangler. >> Læs videre