“Jeg er et sygt menneske… Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske”, indleder Kældermennesket sin lange rablende monolog i Dostojevskijs Optegnelser fra en undergrund.

Og alt dét er han så sandelig, både syg, ondskabsfuld og utiltalende, men han er også – og især – netop menneske. Og det er dette sidste, der gør hans nedrige, frastødende, brovtende, ynkelige, på én gang selvhævdende og selvdestruerende, læserfornærmende, men også ret morsomme og i sidste ende tragiske udgydelser værd at læse den dag i dag, 150 år efter at de blev udgivet første gang.

Han kunne som en anden Jørgen Leth også have tilføjet: “Jeg er et nøgent menneske”, for han udstiller sig i disse optegnelser fuldstændig blottet som menneske med alle sine fejl og mangler.

Kældermennesket skælder og smælder og hidser sig op. Han er vidunderligt kolerisk. Han sviner alt og alle til, herunder læserne, som han løbende henvender sig direkte til med et nedgørende “Mine herrer!” i en slags forvrænget og vrængende sokratisk dialog, der ganske vist har sandheden som mål – men sandheden er for kældermennesket alt andet end skøn og god, den er grim og ondskabsfuld.

Kældermenneskets forbandelse er i hans egen selvforståelse således, at han er alt for intelligent, han erkender for meget, han gennemskuer menneskene, herunder de ubegavede læsere, forstås. Værst af alt gennemskuer han dog sig selv:

At være alt for bevidst er en sygdom, en reel og alvorlig sygdom. […] ikke blot overdreven megen bevidsthed, men enhver erkendelse er en sygdom.

Kældermenneskets selverkendelse fører til selvhad – han magter ikke at leve op til de idealer, han i praksis stiller op for sig selv (idealer, som han ganske vist i sin selvreflektion straks forkaster som foragtelige, men som han ikke desto mindre ikke kan unddrage sig, og som måske også snarere er at karakterisere som tvangsforestillinger).

Kan et erkendende menneske overhovedet andet end foragte sig selv?

Kældermennesket er en lille bog, men samtidig en ganske indholdstung bog. Den er dog ikke tung at læse, faktisk er den i lange passager kosteligt morsom, og man må tage sig i at sidde og gnægge højlydt over kældermenneskets ondsindede sarkasme. Men det er ikke bare for sjov, det er tværtimod dødelig alvor. Som vort kældermenneske selv gør opmærksom på i et af de mange tilfælde, hvor han henvender sig direkte og hånligt polemiserende til læserne:

Jeg spøger naturligvis, mine herrer, og jeg ved godt at jeg ikke er særlig heldig med mine spøgefuldheder, men man skal jo heller ikke tage det hele for spøg. Måske spøger jeg under tænderskæren.

Og der er sandelig meget tænderskæren! Der er ikke mange af tidens ideologiske strømninger, der ikke får med grovfilen, hvad enten det er Darwins lære (“abeteorien”), den filosofiske utilitarisme, positivismen, nationaløkonomien, individualismen og socialismen (de sidste to i ét eller andet omfang forenet i den russiske nihilisme, som Dostojevskij kommer til at tordne endnu mere imod i de senere store romaner, Raskolnikov, Idioten, Brødrene Karamasov og ikke mindst De besatte).

Mest af alt håner han den ynkelige menneskehed for at underkaste sig “naturlovene”, som også kan forstås som den gryende samfundsvidenskabs tro på sociale og historiske lovmæssigheder, der i kældermenneskets tolkning i sidste instans fratager mennesket den fri vilje og det moralske ansvar ved at reducere det til en blot og bar “valsestift”, en “klavertangent” som “anslås egenhændigt af naturlovene, men risikerer at blive spillet så kraftigt på, at det ikke bliver muligt at ønske sig andet end tabellen”.

Tag f.eks. dette vidunderlige udfald mod den økonomiske teoris egoistiske menneske:

Når man for eksempel beviser at en enkelt dråbe af dit eget fedt egentlig bør være dig mere dyrebar end hundredtusinder af dine medskabninger, og at dette forskningsresultat i sidste ende vil være løsningen på spørgsmålet om alle såkaldte dyder, pligter og anden tågesnak og fordomme, så har du også bare at acceptere dette, der er ikke noget at gøre, for to gange to – det er jo matematik. Prøv at modbevise det.

En anden læsning af kældermenneskets udfald mod “naturlovene” kunne i øvrigt være at tolke dem som en implicit kritik af de politiske lovmæssigheder i Dostojevskijs autokratiske zaristiske Rusland (som Villy Sørensen foreslår det i sit udmærkede forord til den udgave af Kældermennesket, jeg har læst). Det kan sikkert have noget for sig, men i bund og grund interesserer Dostojevskij sig ikke primært for politik, men derimod for det enkelte erkendende og moralsk ansvarlige menneske.

Forudsætningen for det moralsk handlende menneske er menneskets fri vilje, herunder den fri vilje til at hævde sig som et selvberoende væsen – og den vilje har selv kældermennesket trods alt ikke opgivet, og heri ligger måske kimen til håb, selv om det kommer ud af kældermenneskets mund i en svært vrængende, perverteret form. Hør bare her om det stædige, egensindige, honningkagespisende menneskes behov for at udvirke bare én eller anden for for selvstændig vilje, selv om det så måtte betyde at handle mod egen ‘objektive interesse’:

Overøs mennesket med alle mulige jordiske goder, dyp det i lykke så hele hovedet er under og kun små bobler brister på lykkens overflade som på et vandspejl; skænk det så rigelig økonomisk velstand at det ikke længere behøver at bestille noget som helst andet end at sove, spise honningkager og bekymre sig om verdenshistoriens fortsatte beståen, – så vil det, mennesket altså, af lutter utaknemmelighed, af lutter obsternasighed foretage sig et eller andet afskyeligt. Det vil endda sætte sine honningkager på spil og bevidst ønske sig det mest elendige bras, den mest uøkonomiske meningsløshed, udelukkende for at kunne indføre sit eget skadelige, fantastiske element i al denne positive fornuft.

At mennesket har en trang til at udfolde en selvstændig vilje, er imidlertid så langt fra det samme som, at det ved, hvad det vil, eller at det ikke tværtimod “ville være endnu værre for os hvis vore enfoldige ønsker blev indfriet”.

Prøv for eksempel blot at give os mere selvstændighed, løs de bundne hænder på hvem som helst af os, giv os større handlefrihed, slæk på formynderiet, og vi vil … ja, jeg forsikrer Dem: Vi vil straks ønske os tilbage til formynderiet igen.

Mennesket er i bund og grund af “en fej slavenatur” – dette gælder for øvrigt også kældermennesket selv, kun er han i modsætning til de fleste så åndeligt udviklet, at han indser det og bekender det uden blusel.

Ethvert anstændigt menneske er og må i vor tid være en kujon og en slavenatur. Det er menneskets normale tilstand. […] Det er en naturlov der gælder for alle anstændige mennesker på jorden. Skulle det ske at nogen kom til at udvise lidt tapperhed i en eller anden anledning, skal vedkommende ikke føle trøst eller begejstring herover: Man vil alligevel snart komme til at tabe modet over for noget andet.

Det reflekterende, erkendende menneske – i modsætning til det umiddelbare “handlingsmenneske” – plages i særlig grad af en bestandig hævnfølelse, som var det en lille mus, der mener at have oplevet en eller anden krænkelse, og i hvem “det modbydelige, vulgære ønske om at tilbagebetale krænkeren med lige så meget ondt” bestandigt gnaver hæsligt – samtidig med, at den “som følge af sin skærpede bevidsthed, afviser nogen retfærdighed heri”. I sin uformåenhed formår musen imidlertid aldrig at handle på krænkelsen, og den ender uvægerligt med at krybe forsmædeligt ned i sit musehul.

Dernede i sit ækle, stinkende rum under gulvet hengiver vores krænkede, mishandlede og udleede mus sig til et koldt, giftigt og, frem for alt, evigtvarende had. […] Den vil selv skamme sig over sine fantasifostre, men alligevel huske alt, endevende alt, udtænke ting, som ikke er sket, under påskud af at de godt kunne være sket, og intet vil den tilgive.

Og her har vi så altså kældermennesket i sin selvskabte undergrund af selvdestruktivt nid og nag.

Har man læst Nietzsche, er det svært at undgå at drage en parallel til hans begreb om ressentimentmenneskets hævngerrige slavemoral, som det især udfoldes i Moralens Genealogi fra 1887, men som altså er skrevet mere end 20 år efter, at Dostojevskij udgav sine Optegnelser fra undergrunden første gang i 1864.

Men jeg fortabte mig vist, mine herrer, i citater (dette er en bog, jeg nærmest kunne have lyst til at citere i sin helhed) og fik slet ikke skrevet noget om den handling, der faktisk også er i Kældermennesket:

Bogen er opdelt i to: Den første del, Undergrunden, er en slags fortale, kældermennesket filosoferende “dialog” med de læsere, han ikke har en tøddel respekt for. Anden del, Om tøsne, er en beretning om en række episoder fra hans ynkelige liv, som tjener til illustration og understregning af pointerne (den stedvis direkte henvendelse til læserne og metareflektion over historien fortsætter dog også her).

Her udstiller kældermennesket ved konkrete episoder for alvor sig selv og sine foragtelige, latterlige og ynkelige – men også medynkvækkende, i bund og grund tragiske – og katastrofalt mislykkede forsøg på at hævde sig: Overfor en officer, han bilder sig ind at være blevet krænket af, men som end ikke opdager kældermenneskets forsøg på give igen med en krænkelse af samme format (at støde tilfældigt ind i ham på gaden). Overfor tre gamle skolekammerater, som kun har foragt tilovers for ham. Selv over for sin egen hustjener taber han bestandigt de tilbagevendende nidstirringsdyster. Og så det ultimative nederlag: I et desperat forsøg på dog at hævde sig over for nogen forsøger han at ydmyge en ung prostitueret; det mest sårbare og skrøbelige væsen, han støder på; men hun ender med at påføre ham det værste og endegyldige nederlag ved at gennemskue hans natur.

Jeg kan mærke, at jeg kunne blive ved med at skrive om denne lille, store fortælling af mesteren fra Petersborg. Men jeg fornemmer nok, at I, mine herrer og damer, allerede er ved at være utålmodige og trætte, så jeg må heller slutte her. Men se nu at få læst Kældermennesket – den er vitterligt fremragende, og den har meget, skræmmende meget, at sige mennesket også i dag.

K's vurdering: