Anne Carson: Røds selvbiografi

Er det et klassisk filologisk essay om den græske digter Stesichoros? Er det en kunstnerisk frimodig oversættelse i moderne klædedragt af fragmenterne af hans episke digt om monstret Geryon? Eller er det mest en moderne roman (på vers) om en ung mands forsøg på at finde et identitetsmæssigt ståsted?

Anne Carsons Røds selvbiografi er det hele og lidt til, men undviger samtidig alle forsøg på katalogisering efter traditionelle genrebetegnelser. Og så skriver Carson så guddommeligt godt, at man kunne mene, at det nærmer sig hybris.

Der er år, hvor én og anden har tænkt, at Nobelpriskomiteen med vilje har tildelt årets litteraturpris til en obskur forfatter primært ud fra det kriterium, at næppe nogen journalister nogensinde havde hørt om vedkommende, herunder muligvis fordi vedkommendes bøger enten var stort set ulæselige eller bare ekstremt kedelige. Sådan er det ikke i år.

Canadiske Anne Carson (f. 1950) er ganske vist ikke ligefrem allemandseje og bliver det næppe heller på trods af Nobelprisen – allerede af den grund, at hun primært skriver lyrik, og at hun som uddannet klassisk filolog derudover har for vane at referere forholdsvis indforstået til den klassiske litterære tradition.

Carson har dog længe været bredt anerkendt, selv om denne læser ikke har læst hende før nu. Men sagen er:

Anne Carson er vildt god! Og hun er helt vild!

Så tak til Det Svenske Akademi for at bringe hende helt frem på scenen. Akademiets uddybede begrundelse for tildelingen af årets nobelpris må vi vente på indtil selve prisoverrækkelsen senere på året. Foreløbigt kan man på Det Svenske Akademis hjemmeside læse, at Anne Carson er tildelt årets Nobelpris i litteratur ”för hennes djärva och infallsrika verk, som i lekfull dialog med den klassiska traditionen har skapat nya former för den samtida litteraturen.”

Røds selvbiografi (opr. 1998, da. 2001/2023) er mit første møde med Anne Carson, men værket eksemplificer åbenlyst alle elementer i den fremhævede begrundelse. Og det gør det senest til dansk oversatte af hendes værker, Den skønne ægtemand (opr. 2001, da. 2026) i høj grad også – mere om det i et andet indlæg.

Bogen består af tre (eller måske fire) dele og dertil tre såkaldte appendikser:

Den korte første del, “RØDT KØD: HVILKEN FORSKEL GJORDE STESICHOROS?” har karakter af et essay skrevet af en klassisk filolog som faglig introduktion til en græsk digter fra antikken, in casu Stesichoros (ca. 630 – ca. 555 f.Kr.). Altså bortset fra, at Carson skriver så utroligt meget bedre end din lokale filolog. For eksempel pakker hun den faglige tekst ind i vidunderlige formuleringer som følgende, der også udgør bogens første sætning:

Han kom efter Homer og før Gertrude Stein, et vanskeligt interval for en digter.

Stesichoros hører til blandt de i antikken såkaldt kanoniserede digtere. Hans værk er imidlertid kun overleveret i form af nogle meget sparsomme fragmenter. Det gælder også det værk, der er Carsons afsæt i Røds selvbiografi, det episke langdigt, der almindeligvis går under betegnelsen Geryoneis, dvs. historien om Geryon.

Geryon var i klassisk græsk mytologi et vinget, rødt monster (i nogle fremstillinger med tre sammenvoksede kroppe, i andre blot med tre hoveder), som boede på øen Eritheia, hvor han vogtede sit kvæg. I myten om Herakles’ såkaldte tolv arbejder, var et af arbejderne, at Herakles slog Geryon ihjel og stjal hasn kvæg.

Noget af det særlige ved Stesichoros’ digt er, at det ikke er endnu en hyldest af Herakles, den græske helt, men derimod tager Geryon, det bevingede monsters perspektiv.

Det er ihvertfald, hvad Carson og den klassiske filologi har fået ud af de godt og vel 84 (meget løsrevne) papyrusfragmenter og nogle få citater, som har overlevet, og hvoraf man blandt andet har ræsonneret sig frem til, at det oprindelige digt har været på omtrent 1.300 verselinjer.

Men som Carson skriver, så fremtræder fragmenterne i Geryoneis,

[…] som om Stesichoros havde komponeret et stort fortællende digt og derefter revet det i stykker og begravet stykkerne i en æske sammen med nogle sangtekster og foredragsnoter og kødstumper. Fragmenternes numre angiver løseligt, i hvilken rækkefølge stykkerne faldt ud af æsken. Du kan selvfølgelig ryste æsken endnu en gang. “Tro mig for kødets skyld og for mig selv,” som Gertrude Stein siger. Værsgo. Ryst.

Og det gør Carson så. Ryster æsken. Med sangtekster og kødstumper og hvad, hun ellers støder på. Og det kommer der et overmåde originalt værk ud af.

Det første, der triller ud af æsken, er bogens anden del, “RØDT KØD: STESICHOROS’ FRAGMENTER”. Det kan for en første betragtning fremstå som et oversat sammenstilling af de originale fragmenter. Teksten afslører dog meget hurtigt sig selv som en moderne fortolkning, der udfylder hullerne mellem fragmenterne med moderne ideer og begreber, åbenlyst anakronistiske.

XI. RET

Er der mange små drenge, som tror de er et
Monster? Men i mit tilfælde har jeg ret sagde Geryon til
Hunden de sad på klinten Hunden iagttog ham
Fornøjet

Bogens tredje og længste del, hovedparten, “RØDS SELVBIOGRAFI,” er et langt prosadigt inspireret af Stesichoros’ Geryoneis, men placeret i moderne tid. Det handler om den forsigtige dreng Geryon, der som fjortenårig forelsker sig i den to år ældre Herakles (fra landsbyen Hades). Herakles er imidlertid en egoistisk teenager, som snart dumper Geryon.

Hvor Herakles hos Stesichoros dræber Geryon, så “nøjes” han altså hos Carson med at knuse Geryons hjerte og fratage ham troen på menneskene og sig selv.

Hver morgen var det et chok at komme tilbage til den flænsede sjæl.

Historien udspiller sig i moderne tid og er overvejende fortalt i realistisk form – altså lige bortset fra, at Geryon har vinger. Små, røde vinger, som han er flov over og som regel forsøger at skjule, fordi de gør ham anderledes.

Carsons prosalangdigt om Geryon er en på én gang moderne og klassisk historie om at blive voksen, om eksistentiel angst og personlig usikkerhed, om at finde sin seksualitet, om kærlighed, om svigt og tab … det vil sige om blive og være menneske. Og om til sidst at slå sine vinger ud og flyve.

Det er en historie, vi kender, måske fordi det er dén historie, der findes, og som vi derfor er nødt til at fortælle og læse eller lytte til igen og igen.

Men det, der giver Røds selvbiografi vinger, er sproget, her i Niels Frank og Pejk Malinowskis oversættelse (som oprindeligt var fra 2001,  men i 2023 blev udgivet i en revideret version, som er den, jeg har læst) . Carson skriver sætning efter sætning, som det bare er en nydelse at læse.

Hos Carson kan en bil på vejen blive omgivet af “en knytnæve af tåge,” mens farven hvid kan blive beskidt som i “en snavset hvid morgen i Lima.” Eller hvad med denne fremstilling af vejrets rasen:

Udenfor svælgede naturens verden
i et øjeblik af ren styrke. Vinden føg som et hav hen over jorden og hamrede ind
mod hushjørnerne, den ene affaldsspand
efter den anden kom væltende ned gennem gyden på jagt efter sin sjæl.

Jeg fik under læsningen af Carson en association til en anden forfatter, som jeg er en stor fan af, bulgareren Georgi Gospodinov (f. 1968). Gospodinov er et eksempel på en moderne forfatter, der ligesom Carson ynder at blande genrer, men derudover også at række bagud til antikkens værker og mytologien, for eksempel i Melankoliens fysik (opr. 2012. da. 2017).

Forskellen er, at Gospodinovs tilgang til arven fra antikken er primært intellektuel, filosofisk og akademisk. Han bruger de antikke figurer som intellektuelle metaforer. Og gør det godt og begavet, ikke et dårligt ord om dét.

Anne Carsons nyfortolkning er til sammenligning meget mere voldsom: Carson er ikke ude efter filosofiske finurligheder, hun forsøger at række tilbage til den inderste kerne, til følelserne og smerten, til de røde farver, til blodet … Der er en kraftfuldhed i Carsons måde at genfortolke antikkens mytologi, som jeg ikke mindes at være stødt på i tilsvarende form andre steder.

Og lad dét være nok på denne plads om dette sære, litterære værk. Herunder i betragtning af, at internettet lige nu flyder over af anmeldelser og analyser af Anne Carsons værk, foranlediget af Nobelprisen.

Der er næppe brug for flere analyser. Det er bedre bare selv at kaste sig ud i at læse Anne Carson.

K's vurdering: