Georg Büchner: Lenz & Woyzeck

Georg Büchner (1813-1837) er klassiker med stort K, ihvertfald i den tysksprogede del af verden. Herhjemme er han måske ikke så meget læst, selv om flere af hans værker har været oversat tidligere. Men nu har det fine forlag Basilisk udgivet en nyoversættelse af to af Büchners centrale tekster, novellen Lenz og skuespillet Woyzeck, begge efterladte, ufuldendte værker.

Begge tekster er flot nyoversat af den danske forfatter og performancekunstner Nielsen (tidligere kendt som Claus Beck-Nielsen, Helge Bille Nielsen, Das Beckwerk, Madame Nielsen og sikkert også noget mere). Nielsen har også forsynet teksterne med et skarpt forord, der i sig selv er en læseværdig tekst, der fortolker og perspektiverer Büchners værk.

Lenz
Büchner skrev mest skuespil (og en enkelt naturvidenskabelig afhandling), og Lenz (skrevet i 1835, første gang udgivet i 1839) er Büchners eneste novelle (eller prosafragment, som den også gerne omtales, da teksten anses for ufuldendt).

Büchner bygger sin figur Lenz over den knap 100 år ældre, virkelige tyske digter Jakob Michael Reinhold Lenz (1751-1792), som under et ophold i bjergene hos præsten Oberlin gennemlevede en alvorlig mental krise, dokumenteret i den virkelige Lenz’ egne notater og breve.

I Büchners hånd bliver det til en vild og vildt strittende tekst om et menneskes totale mentale sammenbrud i en stil, der sine steder peger frem mod f.eks. en Kafka. Det er som om, den stadigt mere psykotiske Lenz ikke kan være i hverken sin egen krop eller sit eget sprog – og som om Büchners tekst næsten heller ikke kan rumme Lenz.

Og undervejs spiller naturen med, Lenz bevæger sig rundt i bjergene, og naturen afspejler hans sindsstemninger. Som heri novellens første sætninger, hvor det endnu ikke er rablet helt for Lenz:

Den 20. gik Lenz gennem bjergene. Tinderne og de stejle bjergsider dækket af sne, nede i dalene grå stenmasser, grønne flader, klipper og graner. Det var råkoldt, vandet rislede ned ad klipperne og sprang over vejen. Granernes grene hang tungt ned i den fugtige luft. Grå skyer trak over himlen, men alt var så tæt, og tågen steg dampende op og strøg tung og fugtig gennem krattet så træg, så plump. Han gik ligegyldigt videre, vejen sagde ham intet, snart gik det opad, snart ned. Han følte ingen træthed, kun fandt han det af og til ubehageligt, at han ikke kunne gå på hovedet.

Büchners Lenz er sjov at læse, den gamle tekst rummer en meget moderne spændstighed og ustabilitet. Sprogligt er det fænomenalt godt. Men alligevel den er nok mest interessant i et litteraturhistorisk perspektiv, og mindre interessant i sig selv, hvis man læser den forudsætningsløst her i 2015 – udover altså det rent sproglige.

Her falder Nielsens glimrende forord på et tørt sted. Han formår at sætte den litteraturhistoriske ramme, der skal til for, at også vi Büchner-novicer kan være med. Og så rabler Nielsen begejstret i næsten samme hektiske hast, som præger Büchners tekster. Læs blot med her fra forordet:

Büchner er det første eksempel på en moderne politisk kunstner, havltreds år før “det moderne gennembrud” og firs år før det tyvende århundredes første avantgarde. I Büchner er kunst og liv og politik (og kærlighed) ligeværdige elementer i én og samme revolutionære praksis […].Büchner er alle idealerne, inden de blev moderne og korrumperede og reduceret til varer på Markedet. Han er Lenin før Lenin, Che før Che, Havel før Havel, Strunge før Strunge, den politiske flygtning, avantgardekunstneren og sågar en af de unge døde, længe før den første af disse blev født.

Woyzeck
Büchners efterladte og ufuldendte drama Woyzeck menes skrevet i 1836, men er første gang udgivet i 1879.

Handlingen i skuespillet følger den fattige, menige soldat, Franz Woyzeck. Han er kastebold mellem systemer, han ikke kan gennemskue, endsige kontrollere – statsmagten, militæret og medicinske eksperimenter, som han underkaster sig for at tjene lidt håndører. Woyzeck har et barn i dølgsmål med pigen Marie, som – træt af at vente på, at Woyzeck får hold på sig selv – kaster sine øjne på den flotte tamburmajor med tragisk udgang til følge.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Woyzeck på Betty Nansen Teatret i 2000 i instruktøren Robert Wilsons opsætning med musik af Tom Waits. Det husker jeg som en syret og især visuelt imponerende oplevelse.

På den baggrund kan det godt være en lidt tam omgang at læse det ufuldendte drama som tekst. Der er for mig ikke tvivl om, at stykket er bedst egnet til fortolkning i en dramatisk opførelse – som det jo givetvis også er tænkt. Dog er ‘tamt’ er måske ikke det mest velvalgte udtryk til at beskrive Woyzeck. For det er ret beset ligesom Lenz en temmelig vild tekst – ikke mindst læst i lyset af, at den har små 180 år på bagen.

Scener og replikker springer vildt i abrupte skift, dialogen er sine steder helt gakket og gennemgående karakteriseret ved, at alle karakterer – lægen, kaptajnen, markskrigeren, tamburmajoren, Woyzecks kæreste Marie og den stakkels Woyzeck selv – taler med hver sin stemme, uforståelige for hinanden. Og stakkels Woyzeck haster gennem verden, endnu mere hektisk end Lenz, uden mål og med, uden at kunne finde et sprog, han kan begå sig med i de forskellige systemers logikker, herunder kærlighedens.

Som kaptajnen udbryder på et tidspunkt:

Ha Woyzeck, hvorfor farer han sådan forbi mig? Så bliv dog her Woyzeck, han løber jo som en åben barberkniv gennem verden, man skærer sig på ham.

Der er ingen tvivl om, at Büchner er langt forud for litteraturhistorien og ekstremt moderne, både i temaer og i stil. Som sådan rigtig interessant. Men som nævnt ovenfor skal man nok have denne litteraturhistoriske interesse med sig for at blive fanget for alvor.

Ikke desto mindre stor ros til Nielsen og forlaget Basilisk for genoversættelsen og genudgivelsen – tilmed i et lækkert lille format med et smukt, blodrødt omslag.

Titel: Lenz & Woyzeck
Forfatter: Georg Büchner
Udgiver: Basilisk
Udgivet: 31.10.2014
Originaltitel: Lenz & Woyzeck
Opr. udgivelsesår: 1839 & 1879
Originalsprog: Tysk
Oversætter: Nielsen
Sider: 94
Læst: Januar 2015
K's vurdering: