Peter Flamm: Mig?

“Det er ikke mig, ærede dommere, det er en død mand, der taler gennem min mund. Det er ikke mig, der står her, ikke min arm, der bliver løftet, ikke mit hår, der er blevet hvidt, ikke min handling, ikke min handling.”

Mig? (opr. 1926, da. 2024) er tæt på at have 100-års fødselsdag, men som et psykologisk portræt af et splintret sind, traumatiseret af krigens rædsler, er bogen i dén grad stadig vedkommende. Som læser suges man ind i romanens desperat-hektiske, smerteligt-skizofrene stemning, og man er under læsningen lige så forvirret og tvivlende som protagonisten selv.

Peter Flamm var kunsternavn for den berlinske forfatter og psykiater Erich Mosse (1891-1963). Han debuterede som forfatter med den eksistentialistiske, psykologiske thriller Ich? i 1926, og udgav siden yderligere tre romaner i Tyskland, indtil han i 1933 som jøde måtte flygte til Paris og senere videre til New York med sin kone.

Ich? vakte opsigt ved udgivelsen i Tyskland i 1926, men siden er bogen og Peter Flamm vist gået næsten i glemmebogen, indtil S. Fischer Verlage fik den gode idé at genudgive bogen i Tyskland sidste år – med stor succes. Her i foråret 2024 udkom den så endeligt på dansk i Lone Østerlinds glimrende fordanskning under titlen Mig?

Romanen er skrevet på bagtæppet af Første verdenskrig, hvor forfatterens bror var en af de milllioner, der mistede livet i skyttegravene.

Den er fortalt som et vidnesbyrd fra jeg-fortælleren over for et dommerpanel. Vi ved som læsere ikke ved romanens begyndelse, hvem fortælleren står over for og under hvilken anklage. Men det er til gengæld fra bogens allerførste linjer klart, at vi her har med et plaget sind at gøre.

Protagonisten har tjent som soldat i skyttegravene ved Verdun. Ved krigens afslutning vender han hjem til sin familie og sine venner – uskadt på lemmerne, men psykisk traumatiseret.

Derhjemme modtages han med glædestårer af sin kone, Grete, af sin gamle mor og sine venner. Men selv genkender han ingen af dem, og han stiller sig igen og igen spørgsmålet: Hvem er jeg? Er dette mig?

Er han virkelig doktor Hans Stern, gift med den skønne Grete og en respektabel læge og dygtig kirurg, således som alle omkring ham synes at mene – bortset måske fra hans hund Nero, der ikke vil vide af sin hjemvendte herre?

Eller er han i virkeligheden bagersvenden Wilhelm Bettuch, som har overtaget Hans Sterns identitet ved at stjæle hans pas, mens den rigtige Hans ligger efterladt tilbage på slagmarken ved Verdun, dræbt på krigens sidste dag?

Jeg er ikke vanvittig, jeg ved det ikke. Men jeg har ligget i jorden i ti år, mine lemmer er rådnet væk, min knogler er blevet til gråt pulver, mit åndedræt – jeg har intet åndedræt længere. Alt er stumt. Alt er forbi. Jeg ligger i jorden, ved Verdun, over mig er ruinerne af Douaumont, vinden stryger over forladte grave, forladt jord, forladte døde.

Romanens protagonist og fortæller ved det ikke selv, og det gør vi som læsere heller ikke. Hverken det ene eller det andet synes at kunne passe. Og som historien i romanen folder sig ud, stadig mere forvirrende, knugende og undergangstruende, bliver tvivlen kun større.

Skriften og stemningen er hektisk, nervøs, skizofren, konspiratorisk. Som læser har man lige som fortælleren uafladeligt følelsen af, at verden er ved at ramle sammen om ørerne på ham. I det ene øjeblik er det, som om alle andre end protagonisten selv ved noget om ham, han ikke selv ved, og konspirerer imod ham. I det næste er det omvendt: Han er bedrageren, der som den eneste kender tingenes rette sammenhæng, men han magter ikke at udrede dem, hverken for sig selv eller andre.

Jeg, jeg, jeg, en anden er mig, jeg er den anden, den døde, som nu lever, ansigtet, kroppen er en anden, muskler, kød, tarme, hjerne og sjæl. Ikke mig? Ikke længere mine? Er jeg ikke længere mig selv? Det, der ser ud ad mine øjne, det, som mine hænder rører ved, mine tanker, mine egne tanker – er det ikke længere mine?

Stemningsmæssigt bevæger romanen sig fra start til slut i retning af undergang – hvis ikke fysisk, så mentalt for protagonisten. Som læser bliver man i stigende i tvivl om, hvilke af scenerne, der udspiller sig i romanens virkelige verden, og hvilke der måske kun udspiller sig i fortællerens plagede sind.

Det er mesterligt gjort, og selv om romanen – bevares – sine steder minder os om, at den ikke er skrevet i går, men har et helt århundrede på bagen, og nok kan være lidt tung her og der, så er den i højeste grad læseværdig og relevant i dag. Den fortjener en plads på klassikerhylden ved siden af Erich Maria Remarques Intet nyt fra vestfronten og andre anti-krigsromaner.

K's vurdering: