Bohumil Hrabal: Mr. Kafka and Other Tales

“It’s not easy being a decent communist these days.”

Sådan siger en stenhugger, der arbejder på restaureringen af en helgenstatue på en katolsk kirke et sted i Tjekkoslovakiet, mens lastbiler aflæsser nedrevne statuer og relieffer af “the generalissimo” (læs: Josef Stalin) i skrotcontainere, som efterfølgende fyldes yderligere op med slagteraffald for at fuldende billedet.

Det sker i novellen “A Betrayal of Mirrors” i Bohumil Hrabals novellesamling Mr. Kafka and Other Tales (opr. 1965, eng. 2015). En novelle, der i øvrigt hører til mine favoritter i bogen med dens ret forrygende, næsten slapstick-agtige satire over, hvordan opgøret med stalinismens personkult i datidens Tjekkoslovakiet blot fører til, at kunstverdenen lader sig spænde for en ny politisk-ideologisk vogn, nu bare læsset med nationalromantisk folklore.

Tjekkiske Bohumil Hrabal (1914-1997) har tidligere optjent en høj stjerne hos mig med især kortromanerne Too Loud a Solitude (opr. 1976) og Closely Observed Trains (opr. 1965). Mr. Kafka and Other Tales ændrer ikke på den stjernestatus.

At kalde bogen en novellesamling er egentlig lidt misvisende, for den fremstår netop ikke som en “samling” af forskellige, selvstændige noveller. De syv historier i bogen kan ganske vist snildt stå alene, men de hænger tematisk sammen.

Et centralt omdrejningspunkt for historierne i bogen er et tjekkisk stålværk, kaldet Poldi Klano, hvor Hrabal selv arbejdede som såkaldt “frivillig” i 1949-1954. Det var i tiden kort efter, at kommunisterne med sovjetisk opbakning havde taget magten i Tjekkoslovakiet i 1948.

I denne periode blev kapitalister og bogligt uddannede af alle slags, dommere og advokater, filosofiprofessorer og digtere, forretningsfolk og købmænd, men også politibetjente og militærofficerer, i titusindvis udpeget som “frivillige” til at arbejde i miner, fabrikker og kollektivlandbrug, hvor de sammen med kriminelle og politiske fanger kunne lære at være rigtige arbejdere.

Ifølge oversætter Paul Wilsons efterord fra 1965 gik Hrabal åbensindet til arbejdet, og historierne i Mr. Kafka er et bevis for, at han om ikke andet fik en masse litterær inspiration med fra disse år.

Ikke mindst flyder historierne over af sjove og i nogle tilfælde også rørende, i andre tilfælde frastødende, portrætter af den mangfoldighed af typer, Hrabal kunne være stødt på i løbet af de lange arbejdsdage på Poldi Klano.

Nogle af karaktererne i historierne er “skæve typer” af den slags, Hrabal er kendt for at portrættere – men historierne fremviser også det jo egentligt selvindlysende, at ethvert menneske, der placeres i en uvant kontekst, dér bliver til en “skæv type.” Som for eksempel den juridiske dommer, der i historien “Strange People” skal introduceres til arbejdet på stålværket og gør en ret latterlig figur, fordi han åbenlyst er decideret livsfarligt ukvalificeret til jobbet.

I flere af historierne benytter Hrabal den teknik at skifte mellem to parallelle historier, der udfolder sig samtidig i nærheden af hinanden. Nogle gange bliver det lidt anstrengende, men i andre tilfælde er det ret effektfuldt.

For eksempel i historien “Ingots,” hvor vi i ét spor overhører skurvognssnakken mellem nogle af de “frivillige” arbejdere (en købmand, en læge, en filosofiprofessor), hvor filosofiprofessoren på et tidspunkt blandt andet deklamerer: “I believe in people who are capable of wrestling with their fate.” Et aldeles abstrakt og fuldstændig gratis udsagn, som Hrabal udstiller som sådan ved at klippe frem og tilbage mellem dette spor og et andet, hvor en kvinde udsættes for en brutal gruppevoldtægt (som heldigvis ikke udpensles, og det er heller ikke nødvendigt for at slå pointen fast, men scenen er så rigeligt ubehagelig alligevel).

Den indledende historie, “Mr. Kafka,” og den afsluttende, “Beautiful Poldi,” skiller sig lidt ud fra de øvrige i kraft af deres mere lyriske karakter. Ifølge oversætter Paul Wilsons nyttige efterord var Hrabals første udkast til begge historier egentlig skrevet som digte, men han bestemte sig senere for at skrive dem om til prosa.

Man fornemmer tilblivelseshistorien, især i “Beautiful Poldi,” som i nogle passager er skrevet i inciterende lyrisk prosa, og i det hele taget er hele bogen værd i sig selv. Her folder Hrabal sig ud med hele arsenalet af satirisk humor, intense stemningsbeskrivelser, levende menneskekundskab og poetisk skønhed.

At the Poldi steelworks, hopeless people hold their muddied hopes aloft. Life, strangely enough, is constantly being reinvented, and loved, even though a tinfoil brain will bring forth crumbled images, and a trampled torso will ooze misery. And yet, it is still a beautiful thing when a man abandons his three square meals a day and his adding machine and his family and goes off to follow a beautiful star. Life is still magnificent as long as one maintains the illusion that an entire world can be conjured from a tiny patch of earth.

Men også den indledende “Mr. Kafka” er en fin historie, hvor jeg-fortælleren (og nej, det er ikke dén Kafka, han deler kun navn med ham) bevæger sig rundt i byen, som vi får et flimrende, men levende indtryk af.

Alt i alt er Mr. Kafka and Other Tales så afgjort anbefalelsesværdig. Som indgang til Bohumil Hrabal vil jeg dog snarere anbefale de to ovennævnte kortromaner. Og så vil jeg som noget helt ekstraordinært – jeg, der ellers plejer at anbefale at vente med at læse forord til sidst, for ikke at få frataget fornøjelsen ved at gå åbent til en bog uden forudfabrikerede fortolkninger – faktisk anbefale, at man som læser starter med Paul Wilsons efterord (hvis man har fat i bogen i denne version). Dette, fordi Hrabal – som skrivende i 1965 – forudsætter, at læseren har en ret præsent forforståelse af den konkrete og historiske kontekst. Det havde jeg ikke i tilstrækkelig grad, så der var mange pråse, der først gik op for mig ved læsningen af efterordet, må jeg indrømme.

K's vurdering: