En roman eksploderet til atomer, men fyldt med østeuropæisk, galgenhumoristisk ghettotristesse, sproglig kant og universel menneskekundskab.
Seeing People Off af slovakiske Jana Beňová (f. 1974) er en af den slags bøger, som minder mig om, hvordan dét at skrive anmeldelser på denne blog ikke alene er sjovt i sig selv, men også bidrager til at forøge og uddybe min egen læseoplevelse. >> Læs videre
Det postsovjetiske Ukraine i 2010’erne er i Sergij Zjadans gestaltning et på mange måder trøstesløst samfund præget af arbejdsløshed, forfald, korruption, kriminalitet og håbløshed. Men midt i det hele er der samtidig masser af liv – vildt, råt, hårdt og brutalt liv, men også liv drevet af tro, håb og kærlighed.
Zjadans Mesopotamien (opr. 2014) er en roman om en by i Ukraine, men det er især en roman om mennesker, som kunne være fra mange forskellige steder i verden. Det er mennesker med håb og drømme om et bedre liv og især om kærlighed – også selv om de ofte selv forveksler hurtig sex med den kærlighed, det venskab, den nærhed, som de i virkelighed søger. >> Læs videre
Stanisław Lems Kyberiade er for dig, der har hang til humor á la Monty Python, kan lade dig fascinere af gakkede sci-fi-fantasterier, er nørdet nok til gnægge over filosofiske og matematisk-fysiske finurligheder og ikke mindst ynder at nyde fabulerende, humoristiske, sproglige neologismer.
I sidste uge læste jeg Stanisław Lems (1921-2006) Solaris. Jeg vidste på forhånd, at det var en klassiker og læste den med den forventning, der hører sig til. Jeg blev indfanget af romanens gyserhistorie og for så vidt også benovet over og fascineret af Lems poetiske og i særklasse fantasifulde udfoldelse af en mulig verden i en anden galakse. Men Solaris er også en noget tung sag, der kræver et særligt, klassisk sci-fi-gen hos læseren. >> Læs videre
Stanisław Lems psykologiske og filosofiske science fiction-gyser fra 1961, klassikeren Solaris, holder stadig, selv om Lem gør hvad han kan for at afbryde den ellers elementært spændende handling med lange og tunge teoretiske kapitler.
Solaris (opr. 1961) af polske Stanisław Lem (1921-2006) fremhæves ofte som en milepæl i det 20. århundredes science fiction-litteratur. >> Læs videre
Permafrost. Is. Jord. Sten. Mørke. Død. Tavshed. Især tavshed. Men også tindrende smukt sprog. Ved glemslens rand er en tung og dyster, men umanerlig flot skrevet roman om en del af Ruslands fortiede fortid.
Russiske Sergej Lebedevs (f. 1981) debutroman fra 2011, som udkom på dansk for et halvt års tid siden, er ikke ligefrem en feel good-roman. Men den er pokkerme god. Selv om den er tung. Og selv om den fortaber sig lidt i sig selv og sine mange ord ind i mellem. >> Læs videre
Finsk-kosovoalbanske Pajtim Statovcis debut fra 2014 om en ung kosovalbansk immigrant i Finland i skyggen af krigen i eks-Jugoslavien udviser lovende takter, men romanen vil lidt for meget på en gang og lykkes måske derfor ikke fuldt ud med det.
Romanen er fortalt i to spor, som historien springer frem og tilbage imellem. I det ene følger vi jeg-fortælleren Bekim. I det andet hans mor, som hun vokser op i en landsby i Kosovo og senere som voksen kvinde og mor i Finland, hvortil familien flygter fra krigen i Kosovo i 1990’erne. >> Læs videre
Den fremragende albanske forfatter Ismail Kadarés elegier for Kosovo er også en generel, symbolsk klagesang over drømmen om Europa, som forliste, allerede inden den blev undfanget. Og med budskaber også til vores lille del af Europa i dag.
På Solsortesletten i Kosovo tørnede to store hære sammen den 28. juni 1389. En kristen hær bestående af serbiske, albanske, bosniske og rumænske styrker under ledelse af den serbiske prins Lazar var stillet op for at stoppe de fremtrængende osmannerne under sultan Murad I. >> Læs videre
Gregor von Rezzoris erindringsroman med den ubehagelige titel, En antisemits erindringer, er en fremragende skildring fra det splittede Østrig-Ungarn efter Første verdenskrig. Om den farlige melankolske drøm om “verden af i går.” Og ikke mindst om antisemitismen som et dybt indgroet træk i Europa.
Gregor von Rezzori (1914-1998) blev født som østriger i det daværende øsrig-ungarnske kejserrige. Da hans hjemegn Bukovina efter Østrig-Ungarns opløsning i forlængelse af Første verdenskrig blev indlemmet i dels Ukraine, dels Rumænien, blev han rumænsk statsborger. Siden sovjetborger, så statsløs, indtil han døde som igen østrisk statsborger. >> Læs videre
Min kusine Emilija er makedonsk, magisk realisme af fineste slags. En særdeles velskrevet, poetisk fremstilling af to børns oplevelse af den forandrede virkelighed i Skopje under 2. verdenskrig.
Bogen foregår i 1940’erne i Skopje, dengang en del af Serbien, senere Jugoslavien og i dag Makedonien. Den er fortalt i førsteperson i tilbageblik af en dengang stor dreng og handler om hans og hans jævnaldrende kusine Emilijas oplevelser i Skopje under 2. Verdenskrig og årene umiddelbart efter. >> Læs videre
En pudsig og overraskende humoristisk vandretur gennem Budapest anno 1935 – med en veloplagt og ualmindeligt velskrivende guide. Ideel som rejselekture under et besøg i den ungarnske hovedstad.
Antal Szerb (1901-1944) hører til blandt Ungarns mest anerkendte, nyklassiske forfattere. Hvis du aldrig har hørt om ham før, så fortvivl ikke – det havde jeg heller ikke før i sidste weekend, hvor han blev ved med at dukke op på hylderne i de boghandeler, jeg besøgte i Budapest … >> Læs videre
Fremragende lettisk roman fra 2015, netop udkommet i engelsk oversættelse. Gennem tre lettiske kvinder i tre generationer fortælles historien om Letland under Sovjetunionen. En politisk historie, men især en historie om moderkærlighed og datterkærlighed.
Lettiske Nora Ikstena (f. 1969) er et nyt navn for mig, men hun har siden debuten i 1989 udgivet mere end tyve bøger. Soviet Milk (Mātes piens på lettisk) er hendes seneste roman.
Romanen er fortalt på skift i korte afsnit (hver på typisk kun 2-3 sider) i jeg-form af to lettiske kvinder, en mor og hendes datter. Endvidere spiller mormoren i familien også en central rolle, selv om hun ikke er givet en selvstændig stemme. >> Læs videre
Litauisk, psykologisk gyser og familiedrama har stærke elementer og evner at berøre undervejs. Romanen taber imidlertid på et lidt for anstrengt og selvbevidst forsøg på at skrive finlitterært.
Litauiske Laura Sintija Černiauskaitė (f. 1976) vandt EUs litteraturpris i 2009 for romanen Breathing into Marble (opr. 2006, på engelsk i 2010 ved Marija Marcinkute). Det er en roman om en kvindes følelsesmæssige opløsning, om familiebånd, kærlighed, svigt og tab. >> Læs videre
Surrealistisk, psykologisk gyser om sindets krinkelkroge, grænserne mellem drømme og virkelighed og en drengs traumatiske seksuelle fødsel som et psykologisk overgreb og et mentalt sammenbrud. Sær og udfordrende, men også læseværdig slovensk roman.
Den slovenske romanforfatter og dramatiker Evald Flisar (f. 1945) havde jeg aldrig hørt om, før jeg stødte på My Fathers Dreams i min søgen efter litteratur fra Slovenien. Efterfølgende har jeg dog fundet ud af, at han har et ganske stort og tilsyneladende varieret forfatterskab bag sig, hvoraf en del er oversat til engelsk (men ikke, så vidt jeg har kunnet afdække, til dansk). My Fathers Dreams (opr. 2001, eng. 2015) er oversat af forfatteren selv og Alan McConnell-Duff. >> Læs videre
En småt begavet, autistisk, racistisk, hårløs dværgs bekendelser som prisme for en social kritik af Slovakiet i tiden før og efter kommunismen. Romanen er stilmæssigt velgennemført og skarp i sin kritik, om end den også lider under visse udfordringer.
Romanens hovedperson og fortæller, Samko Tále, er født og opvokset i (og har aldrig været uden for) den lille slovakiske by Komárno. Han lider af en sygdom, der hæmmer hans nyrefunktion, krops- og hårvækst, men er derudover i egen selvforståelse en helt almindelig mand, hårdtarbejdende og godt begavet (“because I’ve got I.Q.”).
For læseren af Samkos “kirkegårdsbog” står det dog tydeligt, at Samko udover at have tydelige autistiske træk også halter noget bagefter, for så vidt angår almindelig begavelse. >> Læs videre
Sort satire fra Moldova. Et ironisk-sarkastisk – men ikke aldeles ukærligt – portræt af længslen efter Europa og et bedre liv blandt beboerne i en landsby i Moldova i begyndelsen af det 21. århundrede.
Vladimir Lorchenkovs (f. 1979) The Good Life Elsewhere (opr. 2008, eng. 2014) er en tragikomisk og sorthumoristisk satire over en gruppe moldovanske landsbybeboeres opfindsomme, men samtidig latterligt håbløse forsøg på at emigrere fra Europas fattigste land til Italien. Italien har for det meste af landsbyen (ja, for hele Moldova ifølge romanen) antaget karakter af et mytologisk sted, der flyder med mælk og honning eller ihvertfald med arbejde. >> Læs videre
Apokalyptisk krimi-noir fra Montenegro. Ganske god læsning, selv om den korte roman med sine relativt lange strejftog i den europæiske millenarismes historie vil lidt mere, end den magter at indløse.
Montenegrinske krimier er ikke dét, jeg har gjort mest i, men Andrej Nikolaidis kortroman fra 2009 (her i engelsk oversættelse af Will Firth fra 2016) er faktisk et helt interessant bekendtskab i den på én gang lettere og tungere genre. >> Læs videre
“Hvorfor give sig af med Platon, når en saxofon kan give et glimt af en anden verden?”
Det relativt nye mikroforlag Sidste Århundrede har slået sig op på at udgive glemte klassikere, danske såvel som udenlandske i ny oversættelse. Hidtil har udgivelserne fra forlaget budt på romaner, noveller og lyrik, men med oversættelsen af E. M. Cioran bevæger forlaget sig et skridt i retning af filosofien – omend der ikke ligefrem er tale om systematisk filosofi, tværtimod. >> Læs videre
Bruno Schulz er en slags vild og voldsom, ekspressionistisk og surrealistisk version af Kafka og dog helt sin egen. Schulz’ noveller har deres fortjente plads i verdenslitteraturen.
Bruno Schulz (1892-1942) nåede kun at udgive to novellesamlinger, før han blev myrdet i 1942 i sin fødeby Drohobycz, skudt ned på åben gade af en tysk officer som led i dennes interne rivaliseren med en anden officer, som Schulz udførte malerier for. Det meste af Schulz’ øvrige produktion gik tabt under Holocaust, men en række breve og enkelte noveller har overlevet (en af dem er udgivet særskilt på dansk som Kometen på Forlaget Virkelig). >> Læs videre
Kender du dét, at du læser en bog, som er en nydelse at læse fra første til sidste side? Måske på grund af et finurligt og omhyggeligt sprog? Måske på grund af en følelse af, at der er noget afgørende vigtigt på spil i teksten? Måske på grund af en påtrængende, vibrerende intensitet i hovedpersonernes mulige motivationer? Men ikke desto mindre har du undervejs i læsningen svært ved at få greb om, hvad bogen egentlig handler om, og hvad meningen i det hele taget er?
Sådan havde jeg det lidt med Imre Kertész’ Likvidation. Det var mit første møde med den ungarnske nobelpristagers værk, men jeg tør godt love, at det ikke bliver det sidste. Selv om jeg ikke tør kloge mig autoritativt på fortolkningen ar romanen. >> Læs videre
Bemærkelsesværdig bosnisk roman i lyrisk erindringsform om krigen i Bosnien i 1990’erne, og hvad krigen gør ved menneskenes sind.
Quiet Flows the Una er skrevet som en selvbiografisk roman af en bosnisk krigsveteran og digter, i romanen kaldet Mustafa Husar. Romanfortælleren deler flere biografiske træk med forfatteren, og man får den tanke, at bogen i vidt omfang også låner elementer fra forfatteren Faruk Šehić’ eget liv og egne erindringer.
Faruk Šehić er født i 1970 i Bihać i det daværende Jugoslavien. Da krigen i Jugoslavien brød ud i 1992, droppede han sine veterinærmedicinstudier i Zagreb og meldte sig i stedet frivilligt til Bosnien-Hercegovinas hær, hvor han blev anfører for en deling på 130 mand. Efter krigen kastede han sig over litteraturen og arbejder i dag som journalist og debattør i Sarajevo. >> Læs videre
Ukrainsk satire over paranoia i det sovjetiske og post-sovjetiske samfund forklædt som konspirationsthriller.
Plottet i ukrainske Alexei Nikitins korte roman Y.T. lovede godt, som det var beskrevet i bagsideteksten, syntes jeg: En gruppe rastløse studerende ved universitetet i Kiev opfinder for deres egen fornøjelses skyld i 1984 et strategi- og rollespil, en slags Civilization før computertidsalderen, hvor delvist fiktive europæiske stormagter kæmper om verdensherredømmet. Spillet bliver bragt til en brat afslutning, da KGB fatter interesse for drengenes leg og arresterer dem. De bliver løsladt, men finder aldrig rigtig ud af, hvad der egentlig skete, og hvorfor de blev arresteret. >> Læs videre
Bohumil Hrabals nyklassiker Closely Observed Trains (Skarpt bevogtede tog på dansk) fra 1965 er et lille satirisk mesterværk om krig, bureaukrati, snobberi og sex.
Romanen er centreret omkring livet på en jernbanestation i en lille böhmisk landsby tæt på grænsen til Tyskland. Året er 1945 i de sidste måneder af Anden Verdenskrig, og tyskerne er ved at have mistet kontrollen over Tjekkoslovakiet. Men landet er stadig besat, og nazikollaboratørerne er fortsat ved magten, mens modstandskampen bliver mere og mere indædt. >> Læs videre
Et melankolsk, ironisk-kærligt og rastløst strejftog gennem de labyrintiske kældergange i menneskesindet og det 20. århundredes historie.
Hvad er opskriften på Georgi Gospodinovs Melankoliens fysik? Bland lige dele W. G. Sebald og Günther Grass, tilsæt et par knips Jorge Luis Borges, ryst godt sammen med en sækfuld brokker fra Bulgariens historie i det 20. århundrede, en god portion personlige erindringsstumper fra et levet liv og et skvæt antik mytologi. Servér i små glas og indtag i store mængder.
Resultatet er en skæv, berusende, fabulerende og uhyre velskrevet fest af en roman. Det er dog også en noget blandet affære, som man godt kan blive træt i hovedet af hen på aftenen. >> Læs videre
Forfærdende, grumme, brutale, forvtvivlende, maveknugende sørgelige – men også stolte, rørende, smukke og håbefulde. Sådan er de mange sovjetiske kvindestemmer, som Svetlana Aleksijevitj hjælper til at give krigen et kvindeligt ansigt i denne bog, der blev årets stærkeste læseoplevelse for mit vedkommende.
Hviderussiske Svetlana Aleksijevitj (f. 1948) modtog nobelprisen i litteratur i 2015 for sine dokumentarromaner om det sovjetiske menneske. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt blev den første bog af Aleksijevitj, der udkom på dansk umiddelbart offentliggørelsen af Aleksijevitjs nobelprishæder i efteråret 2015 – godt timet af mikroforlaget Palomar. >> Læs videre
Hvis Ivana Bodrožić’ intention med Hotel Intetsteds har været at demonstrere, hvor kedsommeligt og ensformigt det er at leve i et limbo som flygtning, midlertidigt indkvarteret og uden konkrete udsigter til noget bedre, så er det lykkedes. Måske til overflod. Ihvertfald er det en utrolig kedsommelig affære at kæmpe sig igennem romanen, som synes at stå stille fra start til slut, uagtet den ydre handling.
Ivana Bodrožić er født i Vukovar i Kroatien i 1982 ligesom den navnløse hovedperson i hendes debutroman, Hotel Intetsteds.
Romanen har den blodige jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne som sit bagtæppe, men grundlæggende er det en traditionel ung-pige-bliver-voksen-histoire. Vi følger i romanen den navnløse jeg-fortællere fra hun som niårig sammen med sin mor og ældre bror i 1991 må flygte fra den kroatiske by Vukovar, som står for at falde til serberne. >> Læs videre
Interessant, surrealistisk roman, udgivet første gang på russisk i Sovjetunionens sidste undergangsår, som her i efterreflektionen kan læses som en slags psykologisk svanesang over det kommunistiske regimes forfald.
Vladimir Makanin (f.1937) har et langt forfatterskab bag sig, men er kun i begrænset omfang blevet oversat til dansk. Mandehullet (opr. fra 1991, udgivet på dansk i 2016) er en mareridtsagtig, surrealistisk dystopi om et samfund i forfald. >> Læs videre
At folk, der ikke læser bøger, ender i Helvede, har mange af os længe anet. Men måske var du ikke klar over, at i det moderne, reformerede Helvede, hvor straf er erstattet af terapi, bliver disse syndere dømt til i al evighed… at læse. En passende, opbyggelig straf.
Det kan man lære i Helvedes bibliotek, som er en af de seks skæve noveller i Biblioteket af den serbiske forfatter Zoran Živković (f. 1948).
Også de fem øvrige noveller i samlingen handler på hver deres måde om forunderlige biblioteker i forskellig afskygning. >> Læs videre
At rejse er at leve, som bekendt. Og med Olga Tokarczuk kan man både rejse og leve, mens man læser i lænestolen. At være rejsende med Tokarczuk er både sjovt, tankevækkende, bevægende, lærerigt og horisontudvidende – og i det hele taget en udsøgt fornøjelse.
Jeg kom lidt skævt ind på bogen, måske forledt af påskriften ‘roman.’ Rejsende er både en roman og ikke en roman. Den er ihvertfald på ingen måde en traditionel roman forstået som én lang, sammenhængende fortælling.
Rejsende er derimod et spøjst konglomerat af en stor mængde små og større tekster. I omfang spænder bogens kapitler fra helt korte prosastykker på 10-12 linjer til egentlige noveller på 30-40 sider. Tematisk og genremæssigt er spændet endnu større: Fra punktnedslag i videnskabshistorien med detaljerede redegørelser for eksempelvis typer af konserveringsprocesser over semihistoriske biografiske noveller, frit spundet over faktiske historiske personer og begivenheder, over korte personlige rejseessays til den rene fiktion. >> Læs videre
“Denne Hermann Ungar har en frygtelig forkærlighed for – ja, hvad skal man sige – for dårlig luft, for sjælens miasmer, for det hengemte, svedige og urene, og hans hensynsløshed mod svage eller sentimentale nerver grænser til det perverse.”
Sådan skrev Stefan Zweig i en omtale af Hermann Ungars (1893-1929) debutroman De lemlæstede (Die Verstümmelten) fra 1922, som nu foreligger første gang på dansk. Thomas Mann toppede op ved at kalde den “… en frygtelig bog, et seksualhelvede, fuld af smuds, forbrydelser og den dybeste melankoli – en monoman vildfarelse, om man vil …” >> Læs videre
Albanske Elvira Dones har skrevet en uhyre interessant roman fra de fattige bjergegne i det nordlige Albanien om fænomenet “edsvorne jomfruer.” Romanen kommer omkring temaer som socialt vs. biologisk og seksuelt køn, tradition vs. modernitet, øst vs. vest, land vs. by og mere til. Og så er den samtidig underholdende og letlæst.
I de nordlige bjergegne i Albanien overlever den dag i dag det gamle sædvaneretssystem Kanun som et parallelt sæt af moralske og retslige regler i konkurrence med den officielle retsorden. Det kommunistiske regime forsøgte officielt at få bugt med Kanun – men så i praksis igennem fingre med den, så længe den ikke kolliderede alt for åbenlyst med regimet. >> Læs videre
