Stanisław Lems psykologiske og filosofiske science fiction-gyser fra 1961, klassikeren Solaris, holder stadig, selv om Lem gør hvad han kan for at afbryde den ellers elementært spændende handling med lange og tunge teoretiske kapitler.

Solaris (opr. 1961) af polske Stanisław Lem (1921-2006) fremhæves ofte som en milepæl i det 20. århundredes science fiction-litteratur.

Vi er i den “hårde” ende af genren, hvor man også finder f.eks. Arthur C. Clarkes senere Rumrejsen år 2001 (1968) og Agustín de Rojas’ A Legend of the Future (1985), som jeg omtalte tidligere på måneden.

Lem er optaget af mulighederne for kontakt og kommunikation med andre mulige, men radikalt anderledes livsformer. Hans fokus er psykologisk og filosofisk mere end teknologisk, selv om både teknologi og reflektioner over livets grundlæggende, fysiske byggesten også spiller en væsentlig rolle i Solaris.

Romanens handling er henlagt til en fjern fremtid. Menneskene har i århundreder været i gang med at udforske rummet i jagten på intelligent liv i rummet. I mere end hundrede år har især planeten Solaris i en fjern galakse været genstand for utallige forskningsekspeditioner.

Solaris drejer som eneste planet rundt om to sole, en blå og en rød, i sit eget solsystem. Planetens overflade er domineret af et enormt ocean, som ikke består af vand, men af en anden, udefinerlig væske. Mange årtiers forskning har efterhånden fastslået, at oceanet er en livsform, som besidder en eller anden form for intelligens, som imidlertid ikke på nogen definerbar måde ligner menneskelig intelligens eller rationalitet.

Stanisław Lem (1921-2006). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Stort set hele handlingen udspiller sig på en forskningsrumstation, der svæver over oceanet på Solaris, på et tidspunkt, hvor menneskeheden er tæt på at opgive at løse mysteriet om Solaris og forsøgene på at opnå intelligibel kontakt med oceanet.

Ved romanens begyndelse ankommer hovedpersonen og jeg-fortælleren, psykologen Kris Kelvin, til rumstationen. Kelvins mission er at hjælpe de kun tre tilbageværende forskere med et sidste forsøg på at etablere kontakt – eller alternativt endegyldigt afslutte Solaris-missionerne.

Ved Kelvins ankomst viser den ene af de tre forskere sig imidlertid at have begået selvmord samme morgen. Og de to andre virker til at være på randen af at miste forstanden.

Baggrunden herfor får Kelvin en fornemmelse af, da han efter sin første nats søvn på rumstationen vågner op og finder sin tidligere kone, Rheya, siddende i fodenden af hans seng. Rheya er tilsyneladende af kød og blod og hendes personlighed fuldstændig, som han husker den.

Der er bare det ved det, at Rheya begik selvmord på Jorden ti år tidligere som tyveårig. Og det er hendes tyveårige jeg, der nu befinder sig på stationen. De andre forskere på rumstationen har tilsvarende oplevelser af at blive opsøgt af personer fra deres fortid, og det er dét, der har bragt dem til grænsen for vanvid og drevet den ene i døden for egen hånd.

Ret tidligt i romanen forstår Kelvin og læseren, at der er tale om, at “oceanet” på Solaris tilgår forskernes dybeste ubevidste og ud fra deres mere eller mindre fortrængte erindringer genskaber deres største savn.

Solaris-Rheya er skabt som og opfører sig fuldstændig som den ægte, afdøde Rheya – men vel at mærke kun som hun eksisterer i Kelvins erindring. Der er lakuner i hendes bevidsthed, og hun er ikke er i stand til bevæge sig fysisk ret langt væk fra Kelvin selv. Konsekvenserne, hvis det sker, er voldsomme.

Stemningen i romanen er mesterligt uheldssvanger. Den er elementært spændende som psykologisk gyser. Samtidig rejses en række filosofisk-psykologiske spørgsmål til blandt andet karakteren af intelligens og muligheden for kommunikation. Og i sidste ende viser ekspeditionen til Solaris sig for Kelvin vigtigst af alt at blive en rejse ned i ubevidste afkroge af hans eget sind.

Man has gone out to explore other worlds and other civilizations without having explored his own labyrinth of dark passages and secret chambers, and without finding what lies behind doorways that he himself has sealed.

Romanen er imidlertid også i meget lange passager en temmelig tung affære. Stanisław Lem har konstrueret en hel forskningshistorie knyttet til udforskningen af planeten Solaris af “oceanet” som livsform og intelligens. Og handlingen afbrydes jævnligt af lange kapitler, der er skrevet som referater af forskellige videnskabelige værker om forskellige faser i Solarisforskningen.

Jeg må indrømme, at disse “videnskabelige” kapitler var ved at tage pusten fra mig flere gange, og jeg kunne godt have ønsket mig, at de var blevet skåret væsentligt ned for at lade den psykologiske gyserhistorie stå mere rent – det ville den nemlig sagtens have kunnet.

Jeg har læst Solaris i en engelsk oversættelse fra 1970 af Joanna Kilmartin og Steve Cox – af ikke anden grund, end det nu engang var den version, jeg faldt over i en boghandel. Romanen er imidlertid også oversat til dansk ved Rose-Marie Tvermoes i 1973 og gengivet i 2003. Den danske udgave er også i genudgivelsen dog forlængst gået ud af tryk, men den kan fås på biblioteket og givetvis også antikvarisk.

Stanisław Lem skrev science fiction i mange genrer. Solaris hører med sine lange, teoretiske udredninger og psykologiske dybde til i den “seriøse,” tungere ende af skalaen. Men nu, hvor jeg har fat i ham, så giver jeg også en chance til et af hans lettere og humoristiske værker. Hold øje med opdateringer på bloggen for en anmeldelse af hans The Cyberiad en af de kommende dage.

Opdatering 02/08/2019: Jeg er blevet gjort opmærksom på, at den engelske udgave, jeg har læst, ikke er oversat direkte fra polsk, men via en fransk oversættelse. Det fremgår der imidlertid intet om af kolofonen i min genoptrykte paperbackversion. Der er således ikke nogen kreditering af hverken den oprindelige franske oversætter eller forlag. Skam få Faber&Faber! Jeg har ikke noget sammenligningsgrundlag og kan derfor ikke udtale mig om, hvad det betyder for teksten, men alt andet lige må en direkte oversættelse fra originalsproget dog være at foretrække. Og i det konkrete tilfælde har jeg ovenikøbet efterfølgende læst mig frem til, at at Lem selv i sin tid betegnede den pågældende franske oversættelse som “ringe.” Jeg må derfor anbefale andre læsere at finde frem til den danske udgave, alternativt måske den senere engelske oversættelse fra 2011 direkte fra polsk ved Bill Johnston.

K's vurdering: