Agustín de Rojas: A Legend of the Future

Mere cubansk science fiction. Agustín de Rojas, der er blevet kaldt cubansk science fictions fader, lægger i det stemningsfulde rumepos, A Legend of the Future, en overbevisende billet ind som arvtager til Arthur C. Clarke.

Forlaget Restless Books udgiver en serie med oversat cubansk science fiction. Som eksponent for Cubas yngre generation af science fiction-forfattere læste jeg i den serie forleden Yoss’ gakkede Super Extra Grande (opr. 2014).

Med den ældre Agustín de Rojas (1949-2011) bevæger vi os en generation tilbage og over i den mere seriøse og klassiske afdeling af genren. Faktisk er de to så forskellige, at det egentlig er misvisende at tale om samme genre – de har således ikke meget andet tilfælles end netop det futuristiske element.

A Legend of the Future (opr. 1985, oversat til engelsk af Nick Caistor i 2014) sammenlignes i bogens bagsidetekst med Arthur C. Clarkes klassiske Rumrejsen år 2001 (1968). Det er en helt oplagt sammenligning og i øvrigt fuldt fortjent.

Ligesom Clarke i Rumrejsen år 2001 er de Rojas optaget af muligheden for rejser i rummet, udviklingen af kunstig intelligens, forholdet mellem mennesker og maskiner og ikke mindst den psykologiske udforskning af, hvad det gør ved mennesket at være alene eller næsten alene i det tomme rum langt fra jorden.

Som cubansk forfatter i Fidel Castros Cuba i 1980’erne er Agustín de Rojas imidlertid også, og måske først og fremmest, optaget af at udforske “det kommunistiske menneske” og de centrale forestillinger om individet versus kollektivet i det futuristiske, kommunistiske idealsamfund.

Det er således ikke svært at indlæse en krads kritik af det kommunistiske regimes kollektivisme i de Rojas’ fremstilling af, hvordan astronauterne i romanen fra barnsben er opdraget til at føle foragt for al slags individualisme for i stedet helt og aldeles at hengive sig til kollektivet og ofre alt for de dikterede mål, herunder egen personlighed og i sidste ende livet.

Kritikken er imidlertid tiltrækkelig implicit til, at romanen må have kunnet gå gennem censuren i sin tid, og på overfladen finder man i romanen ikke andet end lovprisninger af de kommunistiske idealer.

Agustín de Rojas selv stoppede med at skrive efter Sovjetunionens fald, og ifølge den korte biografi på forlagets hjemmeside tilbragte han sine sidste leveår i en overbevisning – og i forsøget på at overbevise andre – om, at Fidel Castro ikke eksisterede.

Romanens hovedhandling udspiller sig på rumskibet Sviatagor over nogle dage omkring årsskiftet 2038/2048. Rumskibet og dets besætning er ved fortællingens begyndelse på vej hjem til Jorden fra en banebrydende mission til Titan, en af Saturns måner. Men rumskibet rammes af en meteor, bliver alvorligt beskadiget og flere af besætningsmedlemmerne dræbt.

Det primære handlingspor følger nu de overlevende, selv stærkt tilskadekomne, besætningsmedlemmers kamp for at bringe rumskibet sikkert tilbage til Jorden.

Scenerne ombord på rumskibet Sviatagor er knugende og hele tiden latent faretruende – ikke ulig stemningen i scenerne ombord på Discovery One i Clarkes Rumrejsen år 2001. Jeg vil ikke røbe mere om handlingen på rumskibet, for romanens spænding er i høj grad at finde i uvisheden om, hvordan forholdet mellem besætningsmedlemmerne udvikler sig.

I en serie tilbageblik får vi dog også forhistorien med i form af en fortælling i glimtvise enkeltscener fra besætningens træning og årelange opdragelse til at blive et ubrydeligt samarbejdende team i Den Kommunistiske Verdensføderations tjeneste, alt sammen med denne rumrejse som mål.

Romanen er ikke altid helt let at læse: Det er ikke altid umiddelbart nemt at følge, hvornår passager i citationstegn markerer dialog eller de enkelte personers indre tanker. Og romanens nutid på rumskibet veksler ofte – nogle gange uden markeringer i opsætningen af teksten – med tilbageblik i tid via de forskellige personers drømme og erindringsstumper.

Når man som læser finder ind i rytmen, fungerer det dog ganske godt. Og der er en gennemtænkt pointe med den på overfladen lidt forvirrende komposition.

A Legend of the Future tilhører afdelingen for hardcore science fiction med dens fokus på futuristisk rumteknologi og optagetheden af, hvad fremtidige teknologier, herunder psykologiske og psykosociologiske teknologier kan gøre ved mennesket.

Man skal nok have en vis veneration for denne genre for at sætte pris på romanen for alvor. En sådan kan jeg godt mobilisere, selv om det er mange år siden, at jeg har gjort det i Arthur C. Clarke, Ray Bradbury, Philip K. Dick og Isaac Asimov, som var nogle af de navne, jeg associerede til under læsningen.

Men kan man være med her, så er A Legend of the Future et fascinerende bekendtskab, og de Rojas står ikke tilbage for de nævnte herrer.

K's vurdering: