Kirgisisk science fiction – hvor tit læser du lige noget af dét? Ikke ret tit, vel? Måske skal du bare blive ved med det.

Ja, jeg ved det godt, jeg erklærede for ganske nylig, at jeg nu havde lagt sommerens science fiction-tema bag mig. Men så dumpede denne bog ned i postkassen. Jeg havde ærlig talt glemt, at jeg havde bestilt den for lang tid siden fra et eller andet obskurt antikvariat på den anden side af jorden, men nu bød den sig jo så til (og er det i øvrigt ikke fantastisk, at man kan sidde hjemme i sin sofa og finde frem til sjældne, mærkværdige bøger, der kun er tilgængelige antikvarisk, og med bare et par klik bestille dem hjem til levering på adressen i den københavnske forstad?).

Hvorom alting er: Lad mig med det samme slå fast, at When the Edelweiss Flowers Flourish af Begenas Sartov (1945-1978) kun kan anbefales, hvis du har en ganske særlig interesse i kirgisisk litteratur.

For mit eget vedkommende var jeg således kun i stand til at læse den (næsten) til ende, fordi jeg selv har besøgt Kirgisistan for et par år siden og på den baggrund var i stand til at mobilisere en vis interesse for de kirgisiske landskaber og traditioner, der fylder en del i bogen.

When the Edelweiss Flowers Flourish er en mildest talt mærkværdig bog. Historien vil på én gang gerne være en fortælling om det traditionelle liv blandt fårehyrderne i Kirgisistans bjerge, herunder traditionelle former for helbredelse ved hjælp af diverse urter, og et billede af det aktuelle Kirgisistan (i 1970’erne) under det sovjetiske, kollektivistiske regime og et stykke science fiction, inklusive besøg fra højtudviklede aliens fra det ydre rum i flyvende tallerkener, og en historie om unge, moderne digtere i hovedstaden Frunze (i dag: Bishkek) og en passioneret kærlighedshistorie.

Det er samlet set en ret ambitiøs cocktail, og resultatet er desværre ikke ret godt.

I nogle henseender er bogen dog faktisk ganske interessant. Dels naturligvis i sig selv som udtryk for litteratur begået i en af Sovjetunionens mindst udviklede regioner i slutningen af 1970’erne. Men også fordi bogen rummer mange beskrivelser af hverdagslivet i Kirgisistan, dels i hovedstaden Frunze/Bishkek, men især ude i landet, i bjergområderne, hvor fårehyrderne bor i jurter, forlader sig på traditionel urtemedicin, beruser sig i fermenteret hoppemælk og også i andre henseender er afhængige af deres heste.

Begenas Sartov (1945-1978)

Som tidligere rejsende i Kirgisistan kunne jeg finde en vis fornøjelse i at genkende steder og beskrivelser af bjergbondekulturen (som 40 år efter, at Sartov skrev sin roman, stadig er i høj grad genkendelig). Men jeg bliver også nødt til at sige, at jeg dermed har sagt det mest positive om bogen.

For det hele virkede for mig som læser altså som en temmelig rodet affære. Begenas Sartov har mange ting på hjerte og er tydeligvis ikke uden litterært talent, men for mig forblev romanen en flagrende affære, der aldrig rigtigt samlede sig.

En del af skylden kan muligvis og formentlig tilskrives oversætteren (hvem det så end er, jf, nedenfor). Den engelske udgave af bogen, jeg har læst, er ikke alene til overflod fyldt med banale korrekturfejl, men også med kluntede og klumsede formuleringer af en karakter, der får mig til at tænke, at de må skyldes oversætteren og ikke originalen. En bedre oversætter kunne formentlig have løftet bogen betydeligt.

Den engelske udgivelse af When the Edelweiss Flowers Flourish rummer udover titelromanen også seks korte noveller. Og her må jeg gå til bekendelse: Jeg læste to af dem (som jeg fandt uinteressante), skimmede et par andre og sprang de sidste over, så jeg er ikke i en position til at mene noget om dem, udover at der er tale om noveller i en mere regulær sci-fi-genre end hovedromanen.

Oplysningerne om bogen i kolofonen lader i øvrigt noget tilbage at ønske, herunder mangler oprindeligt udgivelsesår, oprindelig titel og oversætter. På grundlag af forordet antager jeg dog, at oversætteren må være forfatterens niece, Shahsanem Murray, som står som underskriver af forordet. For så vidt angår oprindeligt udgivelsestidspunkt er jeg mere i vildrede, men hovedhistorien, When the Edelweiss Flowers Flourish, afsluttes med en datering i 1978 (som også blev Begenas Sartovs sidste leveår), mens de seks efterfølgende noveller helt mangler datering. Den oprindelige titel på kirgisisk har jeg måttet google mig frem til (idet jeg forlader mig på oplysningerne hos OCA Magazine).

• Lignende indlæg

Arkadij & Boris Strugatskij: En picnic i vejkanten

Stanisław Lem: The Cyberiad

Stanisław Lem: Solaris

Kurt Vonnegut: The Sirens of Titan