Yoss: Super Extra Grande

Og nu til noget helt andet, som man siger: José Miguel Sánchez Gómez. Uddannet biolog. Forsanger i det cubanske heavy metal-band Tenaz. Med en fysisk fremtoning, der matcher. Og ikke mindst: Science fiction-forfatter under navnet YOSS. Med en rablende fantasi og en grovkornet humor uden hæmninger. Men også med vid og begavet satirisk kant.

Jeg har ikke lige haft lejlighed til at tjekke Yoss’ metalband, Tenaz, så jeg kan udtale mig om hans evner som rocksanger. Men lad der ikke være tvivl: Han rocker som forfatter.

Jeg fandt bogen i min reol, jeg kan faktisk ikke huske i hvilken sammenhæng, jeg har købt den. Men jeg har nok tænkt, at cubansk science fiction af en heavy metal-musiker lød for sjovt til ikke at blive afprøvet. Og så kom den med i feriekufferten (i selskab med yderligere en cubansk sci-fi-forfatter i øvrigt – men ham kommer jeg tilbage til i et senere indlæg). Og det var et godt indfald.

Yoss skriver science fiction i Douglas Adams’ stil (for dem, der har dén reference). Det er helt sikkert ikke en stil for alle. Heller ikke ubetinget for mig. F.eks. er det aldrig lykkedes mig af færdiglæse netop Adams’ A Hitchhiker’s Guide to the Galaxy, fordi jeg i sin tid fandt den for fjollet (men måske skulle jeg gøre et forsøg igen).

Yoss’ legesyge, respektløse, fuld-fart-derudad, intergalakstiske rumopera, Super Extra Grande, med lige så mange fantasifulde rummonstre og andre galaktiske racer som George Lucas kan mobilisere i Star Wars, er i dén grad også fjollet.

På en feriedag i solen ved stranden og med en stor, kold fadøl inden for rækkevidde – og måske også på baggrund af nogle sublimt gode, men også noget tunge, japanske klassiske forfattere (Tanizaki og Kawabata) – var det imidlertid lige, hvad jeg havde brug for.

Handlingen er så gakket, at den næsten ikke er til at beskrive:

Vi er i en fjern fremtid, hvor en ecuadoriansk, jesuitisk præst for længst har opfundet en metode til at rejse i rummet med mere end lysets hastighed. Et gigantisk videnskabeligt skridt fremad for videnskaben – og ikke mindst en sejr for den latinamerikanske verden. Resten af verden blev således taget med bukserne nede under det første forsøg med en rumrejse efter latinamerikanerens principper, hvor en lille ecuadoriansk testsatellit landede på planten Mars og kunne udfolde et enormt banner med teksten:

SUCK ON THIS, DUMB-ASS GRINGOS!

Med opdagelsen fulgte muligheden for at rejse på tværs af galakser, og i romanens tid er galaksen domineret af syv racer, heraf tre oxygenåndende, som opretholder en nogenlunde fredelig, men prekær balance imellem sig. Det vil føre for vidt at beskrive alle racerne, men de er ret sjovt konciperet, de fleste. Tænk Star Wars og lidt til.

Romanen lægger fra midt i en scene, hvor hovedpersonen og jeg-fortælleren, dr. Jan Amos Sangan Dongo, dyrlæge med speciale i at håndtere galaksens gigantiske væsener, befinder sig inde i indvoldene på en såkaldt tsunami, et ca. to kilometer langt havdyr. Hans mission er at genfinde en kostbar halskæde, som konen til en en eller anden big-ass VIP har tabt ned i gabet på monstret under et cruise på den planet, hvor de holder til.

Dr. Sangan Dongo kaster sig ind i gabet på monstret iført sit “ultraprotective suit” og bevæger sig hele vejen gennem dets fordøjelsessystem efter halskæden for til sidst at blive skudt ud i den anden ende, da dyret vågner fra bedøvelsen i et anfald af diarré …

Shit.

Ja, man skal kunne kapere en hel del latrinær drengerøvshumor.

Samtidig er det en fordel, hvis man kan et par spanske gloser. Fortællerstemmen er oversat af David Frye fra spansk til engelsk, men alt dialogen er holdt i spanglish (altså den blanding af spansk og engelsk, som måske ikke helt urealistisk faktisk kan gå hen og blive fremtidens sprog i USA og Las Americas).

Et af romanens sjove greb er således, at det fælles intergalaktiske sprog har udviklet sig til at blive spanglish. Ikke fordi menneskeheden i sin overlegenhed har formået at sætte et af sine sprog igennem som det dominerende, men simpelthen fordi menneskeracen har vist sig at have det suverænt ringeste sprogøre i universet. De andre galaktiske racer har bare nøgternt konkluderet, at hvis vi skal kommunikere fælles på noget sprog, som menneskene også kan forstå, så er det nødt til at være spanglish …

Her et eksempel på dialogen (mellem dr. Sangan Dongo og hans assistent, den reptillignende laggoruvianer, Narbuk-Alr-Quamal-Tahlir-Norgai):

“Seek y encuentra, hunt and captura. That’s what la vida is all about. Has it occurred alguna vez to you, mi esteemed colega Narbuk-Alr-Quamal-Tahlir-Norgai, that when tú vas hunting por algo o looking por alguin, you have todo tipo of dissapointments, you take lots of decisiones equivocadas – but al verdadero joy of discovery solamente comes once? The hunt is therefore más importante than the result.”

Det kræver lidt tilvænning at læse, men selv med mit meget begrænsede spanske ordforråd gik det nu forholdsvis nemt.

Hovedhandlingen i romanen behøver ikke nogen nærmere omtale, men det involverer en mission på universets største planet, om naturligvis hedder Brobdingnag (som er den eneste planet i solsystemet omkring den røde dværg Swift-3 – for nu at fuldende referencen til Jonathan Swifts historie om Gullivers rejse til kæmpernes land).

Her lever universets største væsener, de amøbelignende laketoner (den største er mere end 200 kilometer bred), hvoraf en af dem har slugt en organisk rumkapsel med to intergalaktiske ambassadører fra to forskellige galaktiske racer, mennesker og cetianerne (og som begge to tilfældigvis er vores helts tidligere assistenter og amourøse forbindelser).

Vores helt får til opgave at redde de to ambassadører ud af kæmpeamøben, inden de bliver opløst, for derved at hindre en intergalaktisk krig mellem mennesker og cetianere, der strides om en lille planet i et set-up, der minder ikke så lidt om Israel-Palæstina-konflikten (menneskene kalder således den eftertragtede planet i grænsezonen for Canaan, mens cetianerne kalder den Urgh-Yhaly-Mhan, som på deres sprog betyder “we deserve this because we are who we are” …)

Og så går det derudad.

For min personlige smag bevæger Yoss sig måske nok for ofte lige lovlig langt over i den lige akkurat lidt for latrinære og sexfikserede afdeling af drengerøvshumoren. Men langt det meste af vejen er jeg med ham i hans afvæbnende, grovkornede, (selv)ironiske stil med en fortællerstemme, der karikerer den klassiske noir-stil á la Marlowe.

Og bag ved alle de fantasifulde galaktiske fjollerier gemmer der sig faktisk også en ikke helt ubegavet kritisk samfundssatire, jf. for eksempel den implicitte reference til striden om Vestbredden nævnt ovenfor, men det er ikke den eneste.

Alt i alt anbefalelsesværdig som et frisk pust og nogle timers god underholdning, hvis du ellers tror, at du kan kapere stilen. Hvis du på den anden side på baggrund af ovenstående tænker, at det nok ikke lige er dig, så går der trods alt ikke alvorlige skår af din litterære dannelse ved at springe Super Extra Grande over ..

K's vurdering: