Nnedi Okorafor: Who Fears Death

Afrikansk post-apokalyptisk futurisme og fantasy om en power-trolddomskvinde i den sudanesiske ørken. Det ville måske skræmme nogle væk, men jeg syntes egentlig, at det lød helt sjovt. Det var det ikke.

Man finder ikke mange fantasy-romaner på mine boghylder. Det kommer man næppe heller til fremover. Men en sjælden gang i mellem – typisk i en feriesituation – kan jeg godt blive grebet af en lyst til at flade ud med en eller anden helt uforpligtende, letbenet ramasjangroman.

Det var nok i en sådan sindstilstand, at Nnedi Okorafors Who Fears Death (opr. 2010) smuttede ned i indkøbskurven i en lufthavnsboghandel for nogle år siden. Samtidig lød afrikansk futurisme og fantasy i mine ører som sjove genrer at stifte bekendtskab med. Siden fik bogen lov at stå i reolen med de ulæste derhjemme i nogle år, men nu kom den så med i kufferten her på nytårsferien.

Og jeg skal da love for, at man får ramasjang for pengene hos Nnedi Okorafor. Man får desværre ikke så meget læseværdig litteratur for de samme penge. Heller ikke selv om bogen i vidt omfang er drevet af sympatiske ambitioner om at formidle væsentlige politiske budskaber.

Nnedi Okorafor (f. 1974) er en nigeriansk-amerikansk forfatter, som både skriver voksen- og børnebøger. Hun skriver i en gerne, hun selv har døbt africanfuturism eller africanjujuism.

Juju er et folkeligt magisk trossystem, som især er kendt fra Vestafrika. Betegnelsen africanjujuism (ja, i ét ord) er Okorafors bud på at navngive en særlig subgenre inden for fantasy, der tager afsæt i specifikt afrikanske trossystemer, kosmologier, mytologier og hverdagserfaringer.

Tilsvarende bruger Okorafor begrebet africanfuturism som betegnelse for en subgerne inden for science fiction, der tager afsæt i afrikanske historier, kulturer og hverdagsperspektiver som alternativ til det almindeligvis privilegerede, vestlige perspektiv i genren.

Nnedi Okorafor (f. 1974). Foto: Mark Peterman, Chicago Magazine.

Who Fears Death er et eksempel på begge genrer. Romanen udspiller sig i en ikke nærmere tidsangivet post-apokalyptisk fremtid i et geografisk område, der kunne være det nuværende Sudan eller deromkring. Vi støder i romanen ind imellem på levn fra forne tider i form af for eksempel gamle, kasserede computere. Hvad der har bevirket den gamle verdens undergang, hører vi ikke noget om (jeg fangede det i hvert fald ikke, men jeg kan have haft en absence eller to undervejs, hvilket jeg skal komme tilbage til).

Romanens nutid er en dystopisk verden, hvor den dominerende religion foreskriver et rangordnet forhold mellem Okeke- og Nuru-folkeslagene med nuruerne som herrer og okeke’erne som slaver. Nuruerne er lyse i huden med lige næser og glat, sort hår (og lyder mest som arabere), mens okeke’erne beskrives som mørke med kruset hår, flade næser og fyldige læber (og kunne svare til for eksempel nubiske folkeslag).

I romanens univers har nuruerne i årevis arbejdet på et folkedrab på okeke’erne i en endeløs krig, hvor blandt andet systematisk voldtægt af okeke-kvinder benyttes som strategisk våben i krigen.

Med andre ord minder romanens dystoptiske fremtidsvision uhyggelig meget om vor tids Sudan i de sidste tyve år eller mere. I et kort efterord oplyser Okorafor da også selv, at hun er direkte inspireret af en artikel (Emily Wax, “We want to make a light baby” , AP 2004) om netop brugen af systematisk voldtægt som våben i krigen i Darfur i Sudan, anvendt af såvel regeringstropper som oprørere.

Hovedpersonen og jeg-fortælleren, Onyesonwu, er af en – af alle andre foragtet – “blandingsrace,” som i romanen kaldes ewu, resultatet af en nuru-mands voldtægt af en okeke-kvinde.

Onyesonwu er på grund af sin herkomst fra starten en udstødt, som kun lige akkurat tolereres. Allerede som barn opdager hun imidlertid, at hun har anlæg for magi og blandt andet ejer evne til at skifte form (hendes favoritform er gribben). En stor del af romanen er fortællingen om, hvordan hun gradvis opdager, lærer at kontrollere og videreudvikler disse evner frem mod at blive en kraftfuld troldkvinde i kontakt med åndeverdenen.

Et andet dominerende tema i romanen er brugen af såkaldt kvindelig omskæring, som stadig praktiseres i en del særligt afrikanske og mellemøstlige lande. Kvindelig “omskæring” er i virkeligheden en upassende eufemisme for det, der retteligt må beskrives som systematisk lemlæstelse som led i en patriarkalsk magtstrategi med det formål at kontrollere piger og kvinders kroppe og seksualitet.

Romanen rummer en lang og stærkt ubehagelig scene, hvor hovedpersonen og hendes elleveårige veninder udsættes for en sådan omskæring med en skalpel uden bedøvelse. Det er næsten ikke til at holde ud at læse. Det samme gælder en udpenslet voldtægtsscene i starten af bogen, som Okorafor vender tilbage til igen og igen.

Den udpenslede vold har dog et formål i denne sammenhæng. De fleste af os oplever i det daglige en eller anden form for forråelse, eller måske er det en slags ubevidst, mental beskyttelsesmekanisme, som gør det muligt for os at undlade for alvor at forholde os til de daglige nyhedsreportager i aviser og tv om den tilsyneladende endeløse række af menneskeskabte overgreb rundt omkring i verden. Noget af det, litteratur også kan, er at tvinge vore blikke i retning af det ubærlige, fordi det er vigtigt.

Who Fears Death er, som jeg læser den, således først og fremmest en kritisk roman om mænds strategier for at undertrykke kvinder i en specifik afrikansk kontekst med et særligt fokus på systematisk voldtægt og kvindelig omskæring som nogle af de mest direkte voldelige redskaber. Og det er hverken science fiction eller fantasy eller noget, der kun fandtes i en fjern fortid. Det er desværre alt for virkelig nutid.

Dette i bund og grund politiske ærinde er i romanen så pakket ind i en ramme af futuristisk fantasy og i øvrigt fortalt i en stil, der mest minder om en ungdomsroman med et persongalleri, hvis relationer mestendels hører til i kategorierne interne teenagerskærmydsler eller teenagere versus forældre.

Denne samlede pakke fungerede ikke for mig. Slet ikke.

Jeg kan acceptere meget inden for rammerne af science fiction- og fantasy-genrerne. Jeg er helt okay med formskiftende magikere og parallelle åndeverdener, så længe de bor i en fantasiverden, der er internt konsistent.

Men jeg har meget lav tolerance over for kedeligt sprog, tåkrummende flade dialoger, éndimensionelle persontegninger og generelt overskrevne romaner fyldt med unødvendige gentagelser, der blot medvirker til at trække fortællingen i kedsommelige langdrag. Og dette gælder desværre alt sammen Who Fears Death.

Personerne er éndimensionelle og fladt karakteriserede. Okorafor har tydeligvis gjort sig umage for at samle en gruppe centrale karakterer, der også repræsenterer forskellige typer af temperamenter, men ingen af dem er egentlig interessante, de er bare karikerede og ligegydige.

Ikke engang jeg-fortælleren, troldkvinden in spe, lykkes det nogensinde at gøre til en egentlig vedkommende karakter. Romanen er ellers lagt an som en coming of age-fortælling, som følger Onyesonwus personlige udvikling i takt med, at hun erkender sine magiske evner og lærer at bruge dem. Et oplagt potentiale for en udviklingsroman, men heller ikke Onyesonwus udvikling bliver vedkommende, fordi den slet og ret er for dårligt fortalt.

Sidste forhåbning til en interessant karakter knytter sig så til skurken, men han er så gennemført über-ond i alle henseender, at også han som romankarakter forbliver aldeles kedelig og ligegyldig, uagtet at romanen efterhånden udvikler sig til et personligt opgør mellem skurken og Onyesonwu.

Nnedi Okorafor fortjener anerkendelse for viljen til at rette et politisk-kritisk blik mod i høj grad virkelige og nutidige, menneskeskabte rædsler og uden at blinke at forsøge at formidle dem i en form, der kan ramme et bredt publikum. Det er bare udførelsen, der halter.

Opdatering 30.12.2024: I forlængelse af ovenstående anmeldelse er jeg blevet opmærksom på, at romanen af en eller anden grund også er oversat til dansk under titlen “Hvem frygter døden” (Forlaget Silhuet 2018). Den, der måtte have interesse heri, kan selv google videre.

K's vurdering: