Ben Marcus: The Flame Alphabet

Faldt tilfældigt over denne i en lufthavn. Meget syret, for syret. En universitær, sprogfilosofisk kritik fortalt som science fiction-gyser. Det er meget ambitiøst, og det lykkes heller ikke at bære ideen igennem.

Grundideen er dog fascinerende nok: Romanen er en ekstrem mørk, apokalyptisk dystopi om en udefineret, paranoid fremtid, hvor sproget som sådan bliver dødeligt giftigt og truer med at udrydde menneskeheden.

Epidemien starter i første omgang med, at børns tale bliver fysisk giftig for voksne (i en grad hvor de vokse udvikler stærkt fysiske, dødelige, pestagtige og ret ulækre symptomer) – i første omgang giftig for børnenes forældre, siden for alle voksne. Det er her, hvor romanen fungerer bedst – hvor den læses som en metafor over degenerationen i de interne relationer i den moderne kernefamilie (og i samfundet som helhed), især når de små søde børn udvikler sig til hadefulde teenagere, og kommunikation mellem børn og forældre bryder totalt sammen. I romanen muterer sprogepidemien sig senere til at omfatte også skrift, bogstaver og enhver form for kommunikation i form af gestik mv. også mellem voksne. Og det bliver mere mærkeligt.

Den bærende idé – som jeg læser bogen – er en ekstrem og total sprogkritik – noget i retning af en tidlig Wittgenstein møder Nietzsche og bryder sammen – med den pointe, at enhver form for sproglighed i sin natur vil være en forvrængning, som kun medfører misforståelser, falskhed, magtmisbrug, idelogisk demagogi, korrumpering af følelser og “sande” relationer. Og hvis man tænker, at dét må være svært at omsætte til en roman, så er denne bog en bekræftelse…..

Og hvis ovenståede ikke skulle være nok, så bliver det hele iblandet et jødisk tema (Marcus har selv jødisk baggrund), dels i form af en gennemspilning af den klassiske, racistiske jøden-som-syndebuk-figur. Dels tilsat temaer fra jødisk mysticisme om skriften som guddommelig og som guddommeligt tabu. Deraf titlen, som refererer til den “oprindelige” flammeskrift, Herrens bogstaver skevet i ild på Moses’ tavler, og som her implicerer en idé om skriften, bogstavet, som sådan, som tabuiseret, fordi den pr. definition altid indeholder Guds Navn i sig (som jo i jødedommen er tabuiseret). Sproget som syndefald eller noget i den retning. Og måske derfor er kun børnene immune overfor den sproglige epidemi (indtil de bliver voksne, hvor de så falder for sygdommen).

Og hvis dét heller ikke skulle være nok, er der også tilsat en fiktion om en hemmelig jødisk sekt, der dyrker deres religion i ensomhed ved at gå ud i skoven og lytter til prædikener, der kommer op ad afgrundsdybe huller i jorden, hvorfra der stikker orange kabler op, som jøderne kobler sig til via skræmmende og bizarre lytteaggregater, der er fremstillet som lige dele maskiner og lige dele udefinerbart kødeligt, levende stof. Her giver det associationer til William Burroughs narkotiske, sorte mareridtsverdener (jf Naked Lunch, hvor fortælleren f.eks. på et tidspunkt bliver voldtaget af sin skrivemaskine, der forvandler sig til et stort maskemekanisk kvindeligt kønsorgan….).

Mystificeret? Det bliver kun mærkeligere undervejs i romanen. Men også meget skræmmende, foruroligende. Og Marcus skriver faktisk et ganske flot og interessant sprog – når man ser på de enkelte sætninger isoleret.

Men alt i alt: Nej, jeg vil ikke anbefale bogen. Det er bare for svært at gøre et sprogfilosofisk og litterært eksperiment til en handlingsroman. Den er også alt for lang – virker uredigeret. Og samtidig svær at læse. Men nu fik jeg den læst, det kostede en del energi, hvilket også afspejler sig i denne relativt lange kommentar (som om ikke andet hjalp mig til få bedre styr på, hvad jeg tror, jeg har læst). Den var dog interessant nok til at afføde noget aktiv tankevirksomhed, og det skal aldrig forklejnes.