Karel Čapeks klassiker fremstår her 85 år efter sin første udgivelse stadig overraskende original og underholdende, og den er desværre også fortsat højaktuel, selv om den globale kontekst er en helt anden.

Krigen med salamandrene (opr. 1936) har jeg læst for mange år siden som dreng på et tidspunkt, hvor jeg helt sikkert ikke har forstået, hvad den egentlig handlede om (en af de bøger, jeg fandt i mine forældres bogreol, og hvis titel formentlig har virket tillokkende for en læsebegærlig, men meget ung teenager).

Dengang må jeg have læst den i den første danske oversættelse af Else Westh Neuhard under den danske titel Krigen mod salamandrene. Men i 2019 udgav det lille forlag Æther en nyoversættelse ved Peter Bugge. En udgivelse, som udmærker sig ved at søge at gengive den originale tjekkiske versions grafiske udtryk, som blandt andet omfatter en stor mængde indsatte “avisudklip” i særskilt typografi.

Jeg faldt over bogen på Lille Bogdag i København i sidste måned og købte den i et anfald af nostalgi. Det var en god idé.

I Niels Dalgaards forord til den nye udgave skrives Krigen med salamandrene ind i den dystopiske genre sammen med blandt andre Jevgenij Zamjatins Vi (1924) og Aldous Huxleys Fagre Nye verden (1932), der går forud, og Karin Boyes senere Kallocain (1940) og George Orwells 1984 (1949).

Krigen med salamandrene kan bestemt læses med dystopiske briller. Mest byder den sig dog til som en satirisk allegori over Čapeks samtid, og den indeholder i satirisk form en advarsel om verdens undergang i en verdenskrig mellem stormagterne.

Romanen er således oprindeligt udgivet i 1936 – på en baggrund af den hastigt voksende fascisme i Vest- og Centraleuropa, bolsjevismen i Sovjetunionen og en generel stemning i Europa præget af frygten for en ny stor krig på vej.

Handlingen i romanen tager udgangspunkt i den tilfældige opdagelse af en særlig art af store havsalamandre, der tilsyneladende har udviklet sig i et isoleret miljø i en lagune på en lille stillehavsø. Disse salamandre udmærker sig ved en for en padde exceptionel høj intelligens. Den hollandske skibskaptajn, der opdager dem, kan meget hurtigt lære dem at bruge redskaber og sågar at tale.

Inden længe er salamandrene en verdenssensation. Først drevet af underholdningsindustriens almindelige fascination af det nye og eksotiske. Siden af økonomiske og politiske interesser, da pengemænd i flere brancher får øjnene op for, hvordan de lærenemme salamandre kan udnyttes i industriel produktion. Salamandrene viser sig meget tilpasningsdygtige, og de formerer sig tilmed ekstremt hurtigt – inden for få år er de vokset i et antal, der langt overstiger menneskenes på verdensplan.

Karel Čapek (1890-1938). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Bevares, man mærker, at romanen har nogle år på bagen. I passager er den lidt til den tunge og omstændelige side, og er ikke ligefrem handlingsdrevet. Den handling, der er, kan læst her i 2021 også forekomme en smule skabelonagtig og forudsigelig. Men det er strengt taget uretfærdigt at dømme dens originalitet på bagtæppet af de sidste 85 års efterfølgende litteratur.

Formen er til gengæld – også målt efter aktuelle standarder – på ingen måde skabelonagtig. Store dele af bogen er fortalt gennem fiktive videnskabelige artikler, udskrifter fra debatter i handelsselskaber, avisudklip mv., og bogen er fyldt med noter, der skal illudere en karakter af videnskabeligt værk.

Der er for eksempel uddrag af debatter om salamandrenes natur og kultur, om hvordan de kan udnyttes i produktionen og i krigsøjemed, om salamandrene har en sjæl, om i hvilket omfang salamandrene har krav på f.eks. skolegang og sociale og politiske rettigheder og meget andet. “Salamanderspørgsmålet” bliver et tidens store temaer.

Denne form kan måske lyde lidt tung. Og ja, det er lidt irriterende at skulle læse i to spor, som tilfældet er i de store dele af bogen, der er fyldt med fodnoter (man må dog ikke lade sig friste til at springe fodnoterne over, for en stor del af bogens centrale pointer finder man her). Men derudover er bogen faktisk overraskende underholdende at læse. Jeg kom ihvertfald hurtigt igennem den, mestendels fornøjet – også selv om dele af den kan have et lidt støvet præg i dag.

Bogen flyder over af åbenlyse, satiriske referencer til Čapeks politiske samtid. Blandt de tidsbundne indslag er for eksempel et opråb fra Den Kommunistiske Internationale underskrevet af en vis “kammerat Molokov” og rettet til “alle undertrykte og revolutionære salamandre i hele verden” under overskriften “Kammerater salamandre!”

Andre referencer til bogens samtid er de europæiske stormagters våbenkapløb, nu beriget med forskellige slags soldatersalamandre. Ligeledes kan man muntre sig med at finde mere eller mindre slet skjulte parodier på samtidens politikere.

Når Kampen med salamandrene er værd at læse i dag som mere end et litteraturhistorisk kuriosum, skyldes det dog især, at mange af dens budskaber desværre er universelle og således også har bud til vores tid.

Bogens udredninger om salamandrenes interne, kulturelle stridigheder kunne lige så godt være skrevet om ideologiske kløfter verden over i dag:

[…] vi ved ganske vist usædvanlig lidt om salamandrenes interne anliggender, men efter visse tegn at dømme […] ser det ud til, at der under havets overflade i længere tid rasede en langtrukken og lidenskabelig ideologisk strid mellem gammelsalamandre og ungsalamandre. Ungsalamandrene var åbenbart tilhængere af fremskridt uden forbehold og begrænsninger, og de forkyndte, at man også under vandet skulle indhente al landjordens kultur med alt, hvad dertil hører, inklusive fodbold, flirt, fascisme og seksuel inversion; derimod holdt gammelsalamandrene tilsyneladende konservativt fast i det naturlige salamandervæsen og ville ikke give afkald på gode, gamle dyrevaner og instinkter; de fordømte utvivlsomt det febrile begær efter nyt og så det som et forfaldsfænomen og et forræderi mod nedarvede salamanderidealer […]. Vi kan forestille os, at der blev lanceret slagord som Tilbage til miocæn! Ud med alt, som vil menneskeliggøre os! Til kamp for en ufordærvet salamanderhed!

Det samme kunne man sige om nogle af de udfordringer, man støder på med integration (selv om ordet “integration” ikke bruges) af de salamandre, der først blev importeret som billig arbejdskraft, men siden bliver en del af menneskesamfundene.

Det var ganske vist forholdsvis let at indplacere salamandrene i det, man kalder produktionsprocessen, men langt vanskeligere og sværere viste det sig at få dem tilknyttet den eksisterende sociale orden.

Som allerede romanens titel afslører, bevæger hele denne salamanderhistorie sig uafvendeligt mod en katastrofe, efterhånden som salamandrene bliver flere og flere og tilegner sig flere og flere af menneskenes færdigheder, dyder og laster.

Selve krigen mellem menneskene og salamandrene, som bogens titel refererer til, fylder kun ganske lidt hen mod bogens slutning. Čapeks ærinde er således ikke at fortælle en actionmættet sci-fi-historie.

Krigen med salamandrene er først og fremmest et stykke satirisk samtids- og kulturanalyse af den (europæiske) modernitet og omfatter blandt andet en kritik af europæisk kolonialisme og imperialisme, racisme, køn, kapitalisme og socialisme, underholdningsindustrien, socialvidenskaberne og ganske meget mere.

Så der skal herfra lyde tak til forlaget Æther for at støve Karel Čapek af. Herunder også for at genskabe ideen med originalens grafiske og typografiske udtryk, hvor de fiktive avisudklip, videnskabelige artikler og transskriptioner af debatter m.m. skiller sig ud fra den fortællende brødtekst i kraft af en særegen typografi.

Det gør ganske vist ikke bogen specielt tillokkende, rent æstetisk. Jeg har ikke haft lejlighed til at sammenligne med den tjekkiske original, så jeg skal ikke kunne sige, hvor tæt den danske udgive er på originalens udtryk. Men havde jeg selv haft en finger med i layoutet, havde jeg nok blandt andet valgt nogle andre typografier end de aktuelle, som giver et lidt rodet udtryk. Og jeg ville helt have undladt de fire helsides farvelagte tegninger af fire forskellige danske illustratorer, som er indlagt i bogen uden rigtig at gøre noget godt for den – andet end at give den udtryk af at være en børnebog, hvilket den jo så langt fra er.

Det skal dog bestemt ikke afholde mig fra at anbefale bogen, både for dens karakter af litteraturhistorisk klassiker og for dens aktualitet og underholdningsværdi.

K's vurdering: