Hermann Ungar: Klassen

“Han vidste, at drengenes blikke iagttog ham fra alle sider, at enhver blottelse, han viste, kunne blive hans fordærv. I år var han stillet over for atten drenge. De sad to og to foran ham på bænkene og så på ham. Han vidste, at det ville betyde hans fordærv. Han måtte affinde sig med at virke grusom. Han vidste, at han ikke var det. Han forsvarede sit levebrød, hver eneste dag kæmpede han for udsættelse. Hans strenghed var et led i et system, der skulle forsinke afslutningen.”

Tjekkiske Herman Ungar (1893-1929) mødte jeg med begejstring for første gang for snart ti år siden i form af den danske udgave af hans debutroman, De lemlæstede (opr. 1922, da. 2016). Da forlaget Sidste Århundrede fulgte op med udgivelsen af hans anden roman, Klassen (opr. 1929, da. 2019), skyndte jeg mig derfor også at erhverve den.

Af grunde, der ikke lader sig forklare, kom bogen dog efterfølgende til at forputte sig blandt alle de andre ulæste bøger i reolen. Indtil nu. Heldigvis hører Hermann Ungars Klassen til den slags litteratur, der kan tåle at ligge lidt (og for en bog med snart 100 år på bogen gør 7 år fra eller til jo ikke det store).

Citatet i toppen af denne anmeldelse udgør romanens allerførste sætninger. Vi begynder midt i skolelærer Josef Blaus daglige mareridt, konfrontationen med eleverne i klassen.

Josef Blau er en forrygende romankarakter. En paranoid neurotiker med et plaget sind af den slags, man kunne finde hos nogle af landsmanden Kafkas figurer, men også gav mig mindelser om Dostojevskijs tragikomiske Goljádkin fra Dobbeltgængeren.

I modsætning til Dostojevskijs Goljádkin, som i bund og grund ikke virker som en særlig sympatisk person, så har Blau det meste af vejen læserens sympati med sig. Han opfører sig ganske vist forfærdeligt over for dem, der vil ham det bedst, men vi forstår, at det ikke vokser ud af  ond vilje. Blau er i bund grund et godt menneske, og han vil gerne det gode, men hans syge sind tvinger ham til noget andet.

I skolen er Blaus hele ageren styret af hans angst for at miste kontrollen, hans paranoide forestillinger om, at hans elever konstant konspirerer imod ham. Et citat mere fra den indledende scene:

Mennesket er begavet med godhed og medlidenhed, sagde man; hvis det var tilfældet, så var fjortenårige drenge ikke mennesker. Deres hjerter var grusomme.  Han vidste, at alt var forgæves, hvis disciplinens skranke faldt, om så man henviste til lærerens truede stilling eller tryglede om nåde. De ville ikke give nogen frist, hvis de bare et øjeblik følte, at de var stærkere.

Josef Blaus paranoide tvangsforestillinger omfatter ikke kun hans elever. Han bor i en lille lejlighed i en fattig del af byen (som måske er Prag, kan vi gætte på) sammen med sin kone og svigermor. Blau er sygeligt jaloux og gør sig forestiller om, at alle hankønsvæsener i byen – fra hans elever til den mistænkeligt sportstrænede og friluftslivdyrkende lærerkollega – efterstræber hans gravide kone, som han derfor så vidt muligt holder hjemme og tvinger til at gå i uformelige, lange kjoler, når hun en gang imellem skal ud.

Mens det tilsyneladende kun er i Blaus neurotiske hoved, at hans kone har øje for andre mænd, så gør hans svigermor sig til gengæld uafladeligt til over for Blaus onkel Bobek, der er en jævnlig gæst hos familien.

Denne onkel Bobek er i sig selv endnu en herlig romantype – en spradebasse og levemand i konstant pengenød, som lokker Blau til at skrive under på en veksel for sig. Den veksel skal hurtigt blive kilde til endnu flere paranoide forestillinger hos den stakkels Blau.

En anden væsentlig karakter i romanen er Blaus gamle skolekammerat, den dystre og altid sortklædte Modlizki, som nu arbejder som tjener og nærer et gammelt nag mod Blau, angiveligt fordi det var sidstnævnte, der blev udtaget til en videre uddannelse og ikke Modlizki.

Romantitlen, Klassen (ty. Die Klasse), refererer åbenlyst til protagonistens hverv som skolelærer og hans paranoide angst for elverne i klassen. Men klasse i betydningen social klasse er også et tema i romanen:

Bag Blaus paranoide forestillinger om elverne i skoleklassen ligger således også et klassebetinget mindreværdskompleks. Hovedparten af eleverne i klassen kommer fra bedrestillede hjem, og  en del af Blaus grundlæggende frygt er at blive “afsløret” som et barn af en lavere stand (“søn af en retsbetjent”), og at eleverne bringes til at indse, at Josef Blaus erhverv som skolelærer “var et erhverv for fattigfolk.”

Tilsvarende udfolder Blaus ungdomsven, Modlizki, i flere samtaler sin egen klasseteori, som ganske vist er nidkært hadefuld, men heller ikke uden humor. For eksempel her, hvor han gør klart, hvor grænsen for hans servilitet går, og samtidig giver en forklaring på, hvorfor han blev afskediget fra en tidligere stilling hos en vis Colbert:

”Jeg er til stede, når damen spiller klaver om aftenen. Jeg lytter, men jeg lytter på en måde alligevel ikke til musikken. Herskaberne lytter og sværmer hen. Jeg er tjener. Jeg frabeder mig, at man forlanger af mig, at jeg sværmer med […] Jeg afslår personlig deltagelse. Det var mig umuligt at gøre det begribeligt for hr. Colbert på anden måde, end at jeg under måltidets indtagelse gav min lukkemuskel dens frihed […] Hr. Colbert havde den rigtige fornemmelse, mener jeg, da han betegnede min opførsel som revolutionens vind.”

Efterhånden som fortællingen skrider frem, forværres Blaus personlighedsforstyrrelse. Det er som om verden i en næsten fysisk forstand trækker sig sammen omkring ham, mens han styrer mod vanviddet.

Det er en af styrkerne ved romanen, at vi som læsere hele tiden er en smule i tvivl om, hvad der findes i den ydre virkelighed, og hvad der kun eksisterer på indersiden af Blaus paranoide hoved. Vi er ikke i tvivl om hans neurotiske paranoia, men helt sikre er vi ikke på, om der alligevel er lidt om snakken:

Har Blaus sportstrænede og belevne kollega ikke et vel godt øje til Blaus kone? Kan der være  noget om, at nogle af eleverne på en eller anden måde konspirerer mod ham? Og hvad med den på overfladen servile, men af underklassens hadefulde ressentiment opfyldte Modlizki?

Romanen toner ud med en slags afklaring, som imidlertid virker noget fad, og mere skal jeg ikke røbe om dén.

Sammenlignet med debutromanen, De lemlæstede, kan Klassen på sin vis ses som et værk af en mere udviklet forfatter. Som oversætter Søren Møllerhøj Porsmose fremhæver i sit udmærkede efterord, er især det psykologiske portræt af Josef Blau således mere raffineret end portrættet af Franz Polzer i De lemlæstede. Man kan også argumentere for, at Klassen i det hele taget er mere helstøbt som roman.

Ikke desto mindre kunne jeg samlet set bedst lide De lemlæstede med dens herligt overdrevne, sorthumoristiske dyrkelse af det groteske og abjekte – som vi ganske vist også finder i Klassen, men i noget mere doceret form. Hvilket dog ikke skal afstå mig fra at anbefale Klassen som aldeles læseværdig.

K's vurdering: