Jáchym Topol: Gennem et koldt land

“ … alle vores mindesmærker blev brændt. I Hviderusland skal vi derfor bygge rædslens Jurassic Park, totalitarismens frilandsmuseum. Så kommer vi på verdenskortet takket være sække fulde af menneskeknogler, blod og materie.“

Tjekkiske Jáchym Topol (f. 1962) har begået en fremragende og alternativ roman om den europæiske erindring og bearbejdelse af Holocaust-traumet.

Med krads sarkasme udstiller Topol en sentimentaliserende Holocaust-industri omkring vesteuropæiske koncentrationslejre, in casu Theresienstadt, og sætter den i grel kontrast til det i Vesteuropa – og Østeuropa for den sags skyld – mere oversete, men endnu værre folkedrab, der foregik i det østlige Europa, her med fokus på Hviderusland.

Romanens navnløse jeg-fortæller er født i Theresienstadt, garnisonsbyen og fortet i Tjekkiet, der under 2. verdenskrig fungerede som nazistisk koncentrationslejr. Han bor i den gamle lejr, der nu er omdannet til museum, og ernærer sig som hyrde for de geder, der holder græsset på fortets volde nede.

Museet Theresienstadt tiltrækker tusinder af turister, herunder dem, de lokale kalder “slægtsjægere,” som søger noget andet end den almindelige turist:

De, der søgte, var tit unge mennesker, hvis sind var plaget af skygger fra den forfærdelige fortid, alle rædslerne fra [sic] deres forældre, bedsteforældre og venner havde oplevet, og af at noget så grusomt i det hele taget kunne ske … og kunne det ske igen? Og hvad var et menneske egentlig i stand til? Og hvordan kunne det ske for min grandtante eller min tante og ikke for mig? Og hvad ville jeg have gjort … hvis det var mig, de ville sende i døden? Og kunne det ske igen?

Sammen med en af disse unge slægtsjægere, den svenske pige Sara, og en række andre af samme slags, bliver fortælleren involveret i et projekt om at redde Theresienstadt mod forfald og nedrivning. En central person i projektet er onkel Lebo, den sidste overlevende, som faktisk er født i Theresienstadt, dengang fortet fungerede som koncentrationslejr, og som de unge slægtsjægere nu flokkes om for at mætte deres sult efter smertelig fortid med hans autentiske historier.

Slægtsjægerne får dannet en hippieagtig kult omkring Theresienstadt og projektet om at beskytte byen og fortet som kulturhistorisk arv. I romanen skildrer Topol det sarkastisk som et slags hippiekollektiv for mere eller mindre forkælede, ressourcestærke, unge vesteuropæere, der føler meget stærkt for erindringen om Holocaust og i projektet finder en mening, manifesteret i fællesdans, hashrygning, turistrundvisninger og salg af merchandise som T-shirts med et billede af Kafka overskrevet med teksten “Theresienstadt” og “Hvis Kafka havde overlevet sin død, havde de dræbt ham her.”

Apropos Vest- og Østeuropa så giver Topol os undervejs også en fin påmindelse om, at “Vesteuropa,” “Østeuropa” og for den sags skyld “Europa” i det hele taget ikke er objektive, geografiske størrelser, men først og fremmest er diskursive, politiske og kulturelle begreber.

En af hovedpersonerne rejser således gennem Europa – længere og længere mod øst – i en søgen efter “det ægte Østeuropa.” Men lige meget, hvor langt hun rejser, vil ingen vedkende sig at være østeuropæere. I Tjekkiet og Slovakiet opfatter man sig som centraleuropæere og spytter på gulvet over begrebet “Østeuropa.” Det samme gør de i Karpaterne, i Galicien, i Ukraine og i Rusland, hvor enkelte dog kan gå med til, at Østeuropa måske ligger et sted i Sibirien – men endelig fremme i Vladivostok i Sibirien bliver de lokale ligeså fornærmede: “Hvad mener du med, at dette er Østeuropa, frøken? Er du blevet sindssyg? Det her er jo Vesten, det er her Vesten i virkeligheden ender, her slutter Europa!”

Sceneskift halvvejs i bogen: Fortælleren rekrutteres ikke helt frivilligt som “konsulent” til et tilsvarende projekt i Hviderusland. Her vil en dedikeret gruppe forsøge at skabe samme opmærksomhed som i Theresienstadt om nazismens rædsler i Hviderusland ved at etablere et museum for “Djævelens værksted” i landsbyen Khatyn som symbol på de hviderussiske tab under 2. verdenskrig. Et sted, der skal fremvise det hviderussiske folkedrab i sin utilslørede gru, uden filter tilpasset følelsesmæssigt sarte, unge vesteuropæere.

I Vesteuropa er alle krigsgravpladser og alle koncentrationslejre blevet renset for længe siden, på sådan et sted som Dachau, for eksempel, er der så rent, at du kan spise af gulvet.

Krigens ofre i Hviderusland er opgjort til svimlende 2,2 millioner mennesker. Omtrent en fjerdedel af landets befolkning på det tidspunkt. Den tilsvarende andel for Tjekkoslovakiet var godt 2 procent af landets befolkning

I Tjekkiet er udslettelsen af de to landsbyer, Lidice og Ležáky, blevet symboler på krigens rædsler, som man kan læse i oversætter Lada Halounovás oplysende efterord. Landsbyernes mænd blev stort set alle skudt ned på stedet, mens alle ikke-arisk udseende kvinder og børn blev deporteret til udslettelseslejre. Det er grusomheder, der er vigtige at mindes, og som ikke kan gradbøjes. Men i sammenligning er tallene for Hviderusland ikke desto mindre rystende: 5.295 af landets i alt ca. 9.200 landsbyer brændt ned og befolkningen dræbt eller deporteret.

De historier har man ikke hørt så meget til som til historierne fra det vestlige Europa. En af forklaringerne er måske, at man i Hviderusland/Sovjetunionen selv har gjort sit til at fortrænge denne fortid, fordi drabene og nedbrændingerne ikke kun blev begået af tyske nazister, men i høj grad også af hviderussere.

Projektet for romanens hviderussiske “slægtsjægere” er at se denne fortid i øjnene og formidle den til resten af verden. Og det skal med ganske anderledes og kradse virkemidler end det, de opfatter som en selvoptaget, forkælet Holocaust-romantik i det vestlige Europa.

Det her er Hviderusland, kammerat. Her hjælper T-shirts med Kafka ikke.

Jeg skal ikke røbe mere om de virkemidler, de hviderussiske slægtsjægere tager i brug for at skabe deres mindesmærke over Djævelens værksted i Khatyn. Nok er at sige, at romanen udvikler sig til en gruelig groteske, hvor hviderusserne tager midler i brug, der om ikke i omfang, så i umenneskelig (eller alt-for-menneskelig) gru står mål med nazisternes uhyrligheder.

Den bizarre finale er vidunderligt grotesk. Samtidig udvikler den lidt stillestående handling i romanens første halvdel i Tjekkiet sig i Hviderusland til et eksplosivt aktiondrama.

Romanen er lidt langt tid om at komme i gang. I den første halvdel, der foregår omkring Theresienstadt, havde jeg lidt svært ved at indfange, hvad der egentlig var Topols fokus og hovedærinde. Først i anden del i Hviderusland bliver meningen med den første del tydelig – som kontrast til den underjordiske, mørke og kolde stemning i “Djævelens værksted” i Hviderusland.

Som roman og kritisk fortælling lever Gennem et koldt land i høj grad på disse kontraster mellem den vestlige og østlige Holocaust-erfaring og receptionen af den. Romanen er først og fremmest værd at læse for sin historisk-kritiske vinkel på disse kontraster. Som litterær fortælling har den sine mangler, men det skal ikke forhindre mig i at anbefale den varmt.

K's vurdering: