Danilo Kiš: The Encyclopedia of the Dead

“History is written by the victors. Legends are woven by the people. Writers fantasize. Only death is certain.”

Serbiske Danilo Kiš (1935-1989) er blevet mig anbefalet af en af de mest inspirerende læsere, jeg er stødt på i mit læseliv, nemlig den fiktive 72-årige Aaliya i Rabih Alameddines roman Den overflødige kvinde (2014, da. 2015). Det er snart ti år siden, jeg læste dén anbefaling, men jeg husker og samler op efterhånden … (og ja, de anbefalinger, nogle af jer derude har været så venlige at give mig over årene, også endnu længere tilbage i tiden, står stadig på listen, men det er jo en lang liste, som hele tiden forstyrres af skvulp udefra …).

Danilo Kiš var i øvrigt også indstillet til Nobels litteraturpris i 1989, og i mange omtaler af ham kan man læse, at han ville have fået den, hvis han ikke var afgået ved døden i oktober samme år (hvor fra disse biografer, som man i øvrigt må mistænke for at citere hinanden i selvrefererende cirkler, har denne kontrafaktiske viden, henstår ganske vist lidt i tågerne, men lad det nu ligge).

Når man dertil lægger, at Danilo Kiš ofte er blevet sammenlignet med en af mine litterære helte,  José Luis Borges, så var der bygget pænt store forventninger op hos mig før mit første møde med Kiš, her i form af hans sidste bog, The Encyclopedia of the Dead (opr. 1983, eng. 1989).

Måske var forventningerne for store, ihvertfald blev jeg lidt skuffet. Danilo Kiš er uden tvivl en raffineret forfatter på sjældent højt niveau. Han skriver også godt, rent sprogligt (her i oversættelse til engelsk ved Michael Henry Heim). Der er masser af finurlige, mere eller mindre skjulte pointer at hente i hans tekster.

Men de fleste af teksterne i The Encyclopedia of the Dead er også lidt tunge, og de finurlige pointer er ikke altid helt finurlige nok til redde bogen fra, at der hos denne læser undervejs indtræffer en vis kedsomhed. Selv om det muligvis går imod konsensus på parnasset, kan jeg derfor ikke trække flere end tre stjerner af stalden for The Encyclopedia of the Dead som helhed.

Men bogen er en novellesamling, og der er stor forskel på teksterne, herunder er nogle af dem virkelig gode og værd at læse. Jeg gennemgår ikke dem alle, men laver et par  nedslag i nogle stykker i det følgende.

The Encyclopedia of the Dead
Titelhistorien er nok den bedste – og også den meste “borgesiske” i samlingen. Her støder fortælleren ved et tilfælde på en sagnomspundet bog, De Dødes Encyklopædi, som fylder et helt bibliotek, og som rummer katalogiserede og helt konkrete beskrivelser af alle menneskers liv i alle (alle!) disse livs detaljer.

Det eneste kriterium for optagelse af en persons hele liv i De Dødes Encyklopædi synes at være, at personens navn ikke er nævnt i nogen anden encyklopædi. Et meget demokratisk princip.

Ideen om en sådan encyklopædi har åbenlyse referencer til en af Borges’ mest berømte historier, Biblioteket i Babel. Kiš har dog ikke Borges’ mod til at kigge dybt ind i de mulige filosofiske følger af ideen om en bog, der rummer alt.

Hos Kiš forbliver pointen den – ikke desto mindre stærke – at livet er lige vigtigt i alle dets former og singulariteter, og det er en stærk og fin pointe, og Kiš får den frem med sin novelle. Men det er som om, han stopper, før han kommer ud til den kant, som den argentinske mester gerne tager et skridt ud over.

Omvendt er Kiš noget lettere at læse end Borges (og dét kan faktisk også noget), og han formår at komme frem til nogle af de samme pointer på en mindre akademisk måde. For eksempel den pointe i The Encyclopedia of the Dead, at fortællerens ellers helt anonyme fars liv har været lige så fuldt og vigtigt som en hvilken som helst kendis’ liv. Det kan virke som en banal pointe, men Kiš konkretiserer den med sin historie.

Vi får for eksempel at vide, at et afsnit i encyklopædien på kun 5-6 sider rummer alle detaljer i farens liv i Beograd gennem 50 år. Hvorefter fortælleren hævder i det følgende kun at give et helt kort referat heraf, som imidlertid i sig selv kommer til at fylde langt mere end 5-6 sider. Pointen kan være, at et liv – et hvilket som helst liv, alle liv – måske nok kan summeres op på en side eller fem, men at en fuld og retfærdig beskrivelse af dette liv i dets helhed og fylde fordrer en næsten uendelig lang tekst.

Historien har klare borgesiske kvaliteter og referencer. Samtidig kommer Kiš’ egen stil til udtryk ved, at det enkelte menneske i fortællingen ikke bare er en filosofisk idé, men manifesterer sig som en konkret og virkelig fortælling.

Simon Magus
Jeg var også ret glad for samlingens indledende historie om Simon Magus eller Simon Mageren, som han gange kaldes på dansk.

Simon Mager er en karakter i den kristne bibel, hvor han optræder i en kort passage i Apostelenes Gerninger (ApG 8,4-25). Denne Simon havde ifølge Bibelen skabt sig lidt af et navn i Samaria i kraft af sine magiske evner. I Apostlenes Gerninger tørner Simon sammen med apostlen Peter i en konfrontation, der angiveligt ender med, at Simon lader sig overbevise og tilbyder penge for, at han også selv kan få del i Helligånden (og her fra stammer den kristne kirkes begreb om simoni).

Danilo Kiš udfolder med dette afsæt en fiktiv fortælling – i to varianter – om, hvordan denne duel mellem Simon Mager og Peter kunne have udspillet sig. Det er en i sig selv ret underholdende historie, ikke uden sorthumoristisk islæt, og samtidig en satirisk religionskritik. Her er som eksempel et lille uddrag af Simon Magers voldsomme, men også stærkt underholdende tirader mod disse tidlige kristnes (og jødernes) Gudsforestilling:

The things you hear from Peter and Paul, the white lies and the black lies of his disciples – they are all one big, dreadful hoax! Whence: thou shalt not kill! Killing is what he does, their One and Only, All-Powerful, and Righteous God! He is the one who smites infants in their cradles and mothers in childbirth and toothless old men! Killing is his vocation. Whence: thou shalt not kill! Leave the killing to him and his! They are the only ones called to it!

Jeg skal ikke afsløre de to forskellige meget spektakulære afslutninger på historien (men budskabet er samlet set noget i retning af: flyv så højt, du vil; tro, hvad du vil; tro, lige så gakket du vil; vi dør alligevel alle sammen til sidst).

En fortolkning af denne historie, som taget for pålydende er lidt pudsig, kunne også være, at den skal læses som en skjult kritik af kommunistisk/stalinistisk ideologi og praksis, jf. at samlingen er udgivet første gang i det daværende Jugoslavien i 1983. Hvis man tænker i de baner, får et citat fra den fiktive Simone Mager som det følgende pludselig en meget aktuel mening, som omhandlende noget helt andet og mere end datidens jøder og tidlige kristne:

Their chosen land is a lie, their God is a lie, their miracles false; they lie incessantly and, having thus entered into a great maelstrom of lies, no longer even realize they are lying. Where everyone lies, no one lies; where everything is a lie, nothing is a lie.

“Where everything is a lie, nothing is a lie:” En fiktiv religionskritik fra det første århundrede i vor tidsregning, en skjult samfundskritik af det jugoslaviske kommunistparti og den sovjetiske statsideologi i tekstens samtid, eller en (uafvidende) profeti om sandhedens vilkår i Trumps, internettroldenes og techgiganternes tidsalder?

The Book of Kings and Fools
Samlingens længste tekst, The Book of Kings and Fools, er en fiktionaliseret fremstilling af, hvordan det berygtede, antisemitiske smædeskrift, “Zions Vises Protokoller,” kunne være kommet til verden. Protokollerne blev formentlig fremstillet af den russiske efterretningstjeneste i slutningen af det 19. århundrede og første gang offentliggjort i et russiske tidsskrift i 1903.

Selv om Protokollerne allerede i starten af 1920’erne blev afsløret som et falsum, fik det formentlig en stor virkningshistorie, herunder som inspiration for en vis østrigsk amatørmaler (som vi kunne kalde Adolf H.) og – antyder Kiš – for en vis anonym, georgisk præsteseminarist “who was yet to be heard from,” som det hedder (og som vi kunne kalde Josef S.).

Kiš skriver selv i bogens efterord omThe Book of Kings and Fools, at teksten egentlig startede som et ikke-fiktivt essay om Protokollerne, men at han – for at kunne udfylde de mange ikke-dokumenterede huller i historien om smædeskriftets tilblivelse – på et tidspunkt valgte i stedet at gøre det til en fiktionshistorie for dermed mere frit at kunne give et skønlitterært bud på, hvordan en sådan tekst kunne være være blevet til.

Jeg ville personligt nok hellere have læst det fagligt funderede essay frem for den fiktive tekst, som ikke fangede mig (og som jeg rimeligvis må indrømme også at have læst ret hurtigt henover).

De andre historier
Og så er der de andre historier i samlingen, hvoraf jeg kun skal nævne nogle få:

I The Legend of the Sleepers genfortæller Kis en gammel katolsk myte om syv kristne brødre, der under kejser Decius’ kristenforfølgelser i omkring år 250 søgte tilflugt i en hule i nærheden af Efesus, hvor de blev muret inde, men blevet genfundet 200 år senere i live og sovende. Myten har også fundet vej ind i Koranen, hvor den udfoldes ret omfattende, idet antallet af sovende hellige dog her er eksplicit mere tvetydigt (Kiš går med én af Koranens varianter: De var tre og en hund). Og ja, den er god nok; Vores begreb om en “syvsover” stammer etymologisk fra denne myte.

I Last Respects får en prostitueret en begravelse med flere blomster end de fleste, da alle de sømænd m.fl., hun har kendt i tidens løb, samlet blomster fra byen og kirkegården for at dænge hendes grav til med dem.

Red Stamps with Lenin’s Picture rummer måske fortolkningsmuligheder, jeg ikke er opmærksom på, men jeg nød at læse den som en slet og ret meget fin kærlighedshistorie.

Bogen udgøres med andre ord af en broget samling ret forskellige noveller. Der er dog en gennemgående tråd i form af en optagethed af døden, og hvad den giver anledning til, og novellerne virker faktisk mere sammenhængende, når man læser bogen, end de formentlig gør i referat.

K's vurdering: