Jorge Luis Borges: Fiktioner og andre fiktioner

“Du, som læser mig, er du sikker på, du forstår mit sprog?” Når det er Jorge Luis Borges (1899-1986), der spørger, som han gør i historien om Biblioteket i Babel (1944), kan læserens svar kun være: Nej, ikke umiddelbart. Og ved nærmere eftertanke: Nej, helt sikkert ikke.

For Borges er mester ud i at spinde labyrintiske fortællinger, der uafladeligt underminerer sproget og identiteten, forholdet mellem fiktion og virkelighed, mellem tekst, forfatter og læser. Det er en krævende, men dybt fascinerende oplevelse at dykke ned i Borges’ univers. Men vær advaret: Bevæger man sig først ind i Borges’ mentale labyrinter, kan det være svært at komme ud igen.

Fiktioner og andre fiktioner er fire bøger i én, en samlet udgivelse i ét bind af fire af Borges’ novellesamlinger i dansk oversættelse: Nederdrægtighedens verdenshistorie (1935), Fiktioner (1944), Aleffen (1949) og Bogen af Sand (1975). I alt rummer samlingen omkring 60 fortællinger, hvoraf de fleste er meget korte – ikke mere end 5-6 sider – men samtidig tilsvarende ekstremt kompakte.

Borges’ prosa klassificeres ofte som fantastisk litteratur, men selv om fantastikken er en gennemgående og dominerende tråd i ihvertfald de tre seneste af disse samlinger, så er et af de markante træk ved Borges, at han trækker på en mængde forskellige genrer som litteraturanalyse, filosofisk kritik, historisk fiktion, naturvidenskabelig fremstilling, essayistik, krimi, science fiction og sågar kærlighedsdrama. Og i mange af fortællingerne får han på de få sider forenet det hele.

Borges fremstår for læseren som en veritabel polyhistor, der i sine historier med ubesværet autoritet trækker på matematik, grammatik, filosofi, religion, litteratur og politisk verdenshistorie.

Borges’ ironiske epistemologier
Borges er velbevandret i filosofiens og matematikkens verden, og mange af hans fiktioner udforsker klassiske filosofiske paradokser og grundtemaer.

Meget tydeligt er det for eksempel i novellen Tlön, Uqbar, Orbis Tertius (fra Fiktioner), der kan læses som en ironisk og finurlig kommentar til filosofiens klassiske erkendelsesteoretiske modstilling mellem idealisme og empirisme.

Borges “løser” problemet ved ad absurdum at forfølge Humes empiricistiske psykologisme kombineret med tysk idealisme á la Schopenhauer, idet han lader et hemmeligt encyklopædisk selskab af idealistiske fantaster på tværs af kontinenter og generationer opfinde og minutiøst systematisk dokumentere en hel verden, planeten Tlön, hvis indbyggere alle er genetiske idealister. For folkene på Tlön eksisterer verden ikke som materielle objekter i en rumlig dimension, men kun som en serie af uafhængige handlinger, psykologiske sanseindtryk, der ikke findes i rummet, men kun i tiden.

Borges lader det hemmelige selskab digte en komplet idealistisk verden, hvor matematikken, litteraturen, religionen, alt, er grundlagt på idealismen. Det gælder også helt grundlæggende sproget, der ikke indeholder substantiver, men kun upersonlige verber og adjektiver. Et eksempel, der samtidig giver et indtryk af Borges’ stil (når han er i det tunge, videnskabeligt docerende hjørne):

Der er ikke et ord, som svarer til ordet måne, men der er et verbum, som kunne oversættes med at måne eller at månere. Månen steg op over floden hedder hlör u fang axaxaxas mlö eller ordret: mod op (upward) bag evigtstrømmende månerede. (Xul Solar oversætter kort og godt: op, bag det evigtstrømmende, månede det. Upward, behind the onstreaming, it mooned).

Ovenstående gælder den sydlige halvkugles tungemål. I den nordlige halvkugles (hvis Ursprache er sparsomt omtalt i Bind Elleve) er kernen ikke verbet, men enstavelsesadjektivet. Substantivet dannes ved en akkumulation af adjektiver. Man siger ikke måne: man siger luftig-klar over mørk-rund eller orange-fin i himmelsk-blå eller en hvilken som helst anden sammensætning.

Det er langt fra alle Borges’ fortællinger, der er lige så tunge i stilen som i ovenstående citat, men det er ikke desto mindre symptomatisk for hans forkærlighed for at flette den rene fiktion og fantastik ind i dét, der i sin form minder om en tør og nøgtern videnskablig diskurs.

Borges’ monadologier
Borges’ noveller er fyldt med direkte og indirekte henvisninger til en mængde klassiske og moderne filosoffer. Blandt gengangerne er den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716) og hans mærkelige idé om monaderne som universets mindste dele, der hver især spejler hele universet.

Monaden som idé og tema forfølger Borges igen og igen i forskellige variationer. Mest direkte i titelhistorien til samlingen Aleffen, hvor fortælleren ligger på gulvet i kælderen under sin afdøde elskedes enkemands hus, hvor han under det 19. trin på trappen pludselig ser ind i en “alef”, hvor han i ét glimt skuer hele universet og hele verdenshistorien i alle dets små og store tildragelser.

Temaet går igen i andre former: Som erindringen hos den lammede Funes i Funes med den gode hukommelse (fra Fiktioner), som efter en ulykke er fordømt og velsignet med evnen til med uvisnelig klarhed at huske alle sanseindtryk, følelser, tanker og handlinger sekund for sekund. Som forestillingen om en verdenskongres i Kongressen (fra Bogen af sand), der skal repræsentere alle mennesker fra alle nationer og ender med at opløses i alt og intet i ambitionen om at være altomfattende. Som religiøs skuen af den guddommelige skrift (i Gudens skrift fra Aleffen), som også den menneskelige skrift deler egenskaber med:

Hvad slags sentens (spurgte jeg mig selv) vil en absolut sjæl udtænke? Jeg tænkte, at selv i de menneskelige sprog er der intet udsagn, som ikke implicerer hele universet; at sige tigeren er at sige de tigre, som avlede den, de hjorte og de skildpadder, den har ædt, det græs, som hjortene har levet af, den jord, som var mor til græsset, den himmel, som kastede lys over jorden.

I en af mine favoritfortællinger, Biblioteket i Babel (fra Fiktioner), er uendeligheden konkretiseret ved billedet af et bibliotek, som svævende i et uendeligt tomrum strækker sig endeløst i alle retninger via symmetriske, forbundne rum, der alle indeholder det samme antal reolhylder fyldt med bøger i samme format og med samme sidetal, men alle forskellige, uden sigende titler på rygbindet, opstillet i en ikke-begribelig orden.

Fortælleren er ligesom alle andre mennesker fanget i biblioteket, der er hans hele verden og liv, der leves som en aldrig afsluttelig og stedvis desperat stræben efter at finde Den Ene Bog. Fortælleren udkaster den tanke, at biblioteket ikke er principielt, men kun de facto uendeligt, idet det kan tænkes at bestå af en samling af alle de bøger, der kan skrives, forstået som alle mulige tegnsammensætninger på det givne antal sider. Tænkt til ende må et sådant bibliotek rumme alle de bøger, der nogensinde er skrevet og nogensinde kan skrives, men gemt blandt de mange gange flere meningsløse og uintelligble tilfældige tegnsammensætninger.

En svimlende tanke. En slags afart af den gamle vittighed om, at hvis man sætter en abe ved skrivemaskine, så vil den efter et ikke givet antal milliarder år på et tidspunkt tilfældigvis have skrevet Shakespeares samlede værker. Men hos Borges fremstillet i en karakteristisk tør, videnskabelig tone, som samtidig på én gang er fuld af poesi, håb, desperation og sørgmodighed over at være dømt til denne med nødvendighed aldrig afsluttede og håbløse stræben efter at begribe verden og finde meningen i universets velordnede kaos.

Og sådan kunne man blive ved. Samlingen af disse fire Borges-udgivelser er en guldgrube af fortættede, forunderlige og foruroligende fortællinger, som er fantastiske i alle ordets betydninger.

Borgesk
Ud over nydelsen ved at læse Borges i sig selv, så er det for en Borges-debutant som mig også sjovt endelig for alvor at forstå, hvad litteraturkritikere egentlig mener med begrebet “borgesk”, som jeg jo igennem mange år er stødt på her og dér. Og samtidig pludselig at kunne se linjer tilbage til Borges i stil og temaer hos andre forfattere, jeg tidligere har læst.

For eksempel er der er tydelige sammenfald i stil og temaer mellem Borges og landsmanden Julio Cortázars fantastiske noveller og leg med forholdet mellem fiktion og virkelighed, og det samme gør sig gældende for italieneren Italo Calvino. En anden latinamerikaner, men helt anden slags forfatter, Roberto Bolaño, synes i sin form at låne meget fra Borges særegne blanding af den på overfladen lidt tørre, tilsyneladende nøgternt refererende stil med den rene fiktion. På den hjemlige litterære scene kan man finde mange borgesiske træk i Svend Åge Madsens fantastiske univers.

Fra Nederdrægtighedens verdenshistorie til Bogen af sand
Naturligvis holder ikke alle fortællinger samme niveau, og der er også mellem de fire bøger en tydelig forskel i tematikker og tone:

Den tidligste samling, Nederdrægtighedens verdenshistorie (1935) skiller sig ud fra de øvrige ved kun i mindre grad at indeholde fantastiske temaer. Den vidunderlige titel dækker over en række fiktive, kondenserede miniportrætter af mere eller mindre kendte personer, nederdrægtige skurke af forskellig karakter, som har eksisteret i virkeligheden (i den historiske virkelighed eller den fiktive litteraturs virkelighed – Borges skelner ikke så nøje) – fra Billy the Kid til Mohammeds stedfortræder i Himlen. I forordet til en genudgivelse i 1954 beskriver Borges selv disse små fortællinger som barokke:

De er en genert ung mands uansvarlige lege, der ikke selv turde skrive historier, og som morede sig med at forfalske og fordreje andres historier (i visse tilfælde uden nogen æstetisk begrundelse).

Fortællingerne er hver især velkomponerede og underholdende læsning, men de har ikke samme foruroligende fascinationskraft og filosofiske kant som de senere.

Min klare favorit blandt de fire bøger er Fiktioner (1944), hvorfra de fleste af de ovenfor omtalte historier stammer. Her udfolder Borges for alvor sin kringlede, labyrintiske form og sin optagethed af forholdene mellem endelighed og uendelighed, fiktion og virkelighed, tid og rum. Det gør han blandt andet i korte referater af bøger, der ikke er skrevet, hvilket dog ikke er nogen hindring for eksistens i Borges’ univers:

Det er nok, at en bog er mulig, for at eksistere.

Samme tematikker kan findes i samlingen Aleffen (1949), omend med en højere vægtning af døden og udødelighed som tema. Den indledende fortælling Den udødelige er for eksempel en fremragende udforskning af ideen om udødelighed som en anden slags død.

Også i den fjerde samling, Bogen af sand (1975), går det fantastiske og det filosofisk finurlige igennem som en tråd, men stilen er en lidt anden end i de foregående: knap så tung og snørklet, lidt mere umiddelbart letlæselig. Jeg bilder mig ind, at det kan have at gøre med, at Borges på det tidspunkt havde været blind i 20 år, og at han ikke med pen i hånd har skrevet, men har dikteret disse fortællinger.

Der er fine historier også i Bogen af sand, men de gjorde gennemgående mindre indtryk på mig end historierne i Fiktioner og Aleffen. Jeg kan dog ikke udelukke, at det kan have at gøre med, at der for mit vedkommende trods alt satte en begyndende træthed af stilen og genren ind, da jeg var nået et stykke ind i denne fjerde Borges-novellesamling i træk. Jeg vil nok anbefale andre ikke at læse de fire bøger i ét stræk, som jeg gjorde, men variere med at læse noget andet ind i mellem – for at sikre, at Borges noveller kommer til deres fulde ret.

Fiktioner og andre fiktioner er forsynet med et forord af Morten Søndergaard, som for så vidt er udmærket, omend det virker lidt vilkårligt i sine nedslag i forfatterskabet og gerne kunne have været lidt længere.

K's vurdering: