“Hvilken vidunderlig beskæftigelse at rive et ben af en edderkop, anbringe det i en konvolut, skrive Udenrigsministeren uden på den, tilføje adressen, springe ned ad trappen, sende brevet fra postkontoret nede på hjørnet.”

Dette er blot én af mange vidunderlige og underlige beskæftigelser, argentinsk-franske Julio Cortázar (1914-1984) inviterer læseren til at deltage i i tekstsamlingen Historier om kronoper og famøser (opr. 1962).

Cortázar er blandt andet kendt for at have været med til at definere genren fantastik i en latinamerikansk sammenhæng sammen med blandt andre landsmanden Jorge Luis Borges (1899-1986). Det fantastiske spiller i høj grad også en rolle i Historier om kronoper og famøser, men Cortázar demonstrerer her samtidig andre sider af forfatterskabet. Mange af teksterne – hvoraf de fleste næsten er for korte til at kunne kaldes noveller – bevæger sig således også over i surrealismen eller den rene og skære absurdisme.

Cortázar er et litterært legebarn, og i denne samling har jeg indtrykket af, at han ikke har sat nogen grænser for sig selv. Historier om kronoper og famøser er således først og fremmest præget af en legende lethed, et sprudlende, kreativt overskud og formmæssige eksperimenter, hvoraf ikke alle nødvendigvis følger strenge regler (Cortázar er ikke ligefrem nogen oulipist).

Julio Cortázar. Foto fra lithub.com (fotograf uoplyst).

I de bedste tekster genererer Cortázars legesyge smågeniale resultater, som på én gang udfordrer læserens begreber om sprog og tekst og forholdet mellem verdens beskaffenhed og den måde, vi taler om den på. Nogle af teksterne er samtidig små vellykkede parabeler over den menneskelige tilstand. Andre har mest karakter af pudseløjerligheder, små, sjove indfald, som kan underholde, men også er hurtigere glemt.

Samlingen består af fire dele, men hver sine karakteristika. De indledende Vejledninger er vejledninger til læseren i at udføre tilsyneladende dagligdags handlinger, som Cortázar med sin sans for at åbne teksten for det fantastiske, på forskellig vis imidlertid får vredet til noget mere og andet.

Der er f.eks. en minutiøs vejledning i at gå op ad en trappe, som ender med at stille spørgsmål ved, at om det egentlig er trappen eller den trappebestigende, der bevæger sig. Der er en vejledning i at trække ure op, en vejledning i hvordan man skal være bange og en vejledning i at græde (for den, der har tillagt sig “den vane at tro på den ydre verdens eksistens”):

For at græde skal De rette opmærksomheden mod Dem selv, og skulle de være ude af stand til det, fordi De har tillagt Dem den vane at tro på den ydre verdens eksistens, tænk da på en and overdækket af myrer eller på de bugter i Magellanstrædet, som ingen, nogensinde, sejler ind i.

Anden del af samlingen, Underlige beskæftigelser, rummer eksempler på, hvordan fortællerens familie “for at bekæmpe den pragmatiske holdning til tilværelsen og den forfærdelige hang til kun at forfølge nyttige formål” har det med at excellere i, ja, underlige beskæftigelser.

Det kan f.eks. være at lade et hovedhår falde ned i afløbet i køkkenvasken og iværksætte en eftersøgning efter det, som kan resultere i at brække alle rørene i ejendommen op og begive sig ud på en opdagelsesrejse i byens kloaksystmer. I en anden tekst opfører familien et skafot i forhaven til deres hus, og atter en anden beskriver, hvordan familien ynder at opsøge begravelser hos dem ellers ukendte andre familier, hvis sorg, de opfatter som hyklerisk, for så at græde dem alle sammen ud af kirkegården.

De små tekster samlet under overskriften Plastisk materiale er nok dem, der mest tydeligt dyrker det fantastiske med deres fokus på omvendinger og glidninger i teksten og verden. Titlen på en af teksterne sammenfatter meget godt, hvad der kunne tolkes som Cortázars generelle ærinde med samlingen: “En lille historie, der har til hensigt at illustrere, hvor prekær den stabilitet er, i hvilken vi tror at leve, med andre ord: Lovene kunne vige for undtagelserne, tilfældighederne eller usandsynlighederne, og det er dér, jeg vil se dig.”

Endelig er der titlens Historier om kronoper og famøser (og forhåbninger). Famøserne er ordentlige, systematiske, kontrollerede og lidt småborgerlige af natur, men også en smule distræte. Kronoperne (“disse grønne, strittende, fugtige genstande”) er mere uordentlige og spontane, der hersker en smule småkaos omkring dem, men også livsglæde og umiddelbarhed. Og så er der forhåbningerne, den tredje type væsener i Cortázars verden.

Cortazars historier om kronoperne, famøserne og forhåbningernw udgør sit eget, næsten barnligt-naive, fabellignende univers, hvor igennem siges ikke så lidt om menneskene. Nogle af teksterne er mest bare fjollede, men også søde og sjove. De bedste er ladet med vidunderlig poesi. Tag nu bare den her om kronopernes børn:

Kronoperne får næsten aldrig børn, men når de får, taber de hovedet, og der sker uhørte ting. F.eks. får en kronop et barn, og straks overvældes han af henrykkelse, og han er sikker på, at hans barn er skønhedens lynafleder, og der i dets vener rinder den komplette kemi mellem spredte øer fulde af billedkunst og poesi og urbanisme. Og så kan denne kronop ikke se sit barn uden straks at knæle dybt for det og salvelsesfuldt udtrykke sin respektfulde ærbødighed.
    Barnet hader ham naturligvis indædt.

Historier om kronoper og famøser er oversat til skønt, omstændeligt og poetisk dansk af Peter F. Bundgård og udgivet på forlaget Basilisk i 2003. Bogen er nu om stunder udsolgt fra forlaget, men kan fås på biblioteket. Så skynd dig at skrive dig op i lånerkøen.

Historier om kronoper og famøser anbefales stærkt til den, der ikke er bange for at blive væk i en tekst og er klar til at læse på samme måde, som man ifølge Cortázar skal synge:

Begynd med at knuse alle spejle i Deres hjem, lad armene hænge ned langs kroppen, se tomt ind i væggen, glem alt. Syng en enkelt tone, lyt indadtil. Hvis De hører (men dette indtræder først langt senere) noget, der minder om et landskab nedsunkeT i angst, med bål mellem stenene, med halvnøgne silhouetter siddende på hug, tror jeg, at De er godt på vej, og ligeledes, hvis De hører en flod, som gul- og sortmalede både sejler ned ad, og hvis De hører en smag af brød, et strejf af fingre, skyggen af en hest.

• Lignende indlæg
• Af Julio Cortázar
• Basilisk

Nescio: Små titaner

Carlos Fonseca: Colonel Lágrimas

Tomás González: Det vanskelige lys

César Aira: The Seamstress and the Wind

Julio Cortázar: Metro

Julio Cortázar og Carol Dunlop: Autonauterne på kosmostradaen – eller En

Julio Cortázar: Passager

Julio Cortázar: Hinkeleg

Vladimir Makanin: Mandehullet

Édouard Levé: Selvportræt

Mette Østgaard Henriksen: Heksehistorier & Lesbiske eventyr om mænd

Georg Büchner: Lenz & Woyzeck