Katixa Agirre: Mens vi venter på opklaring

Anbefalelsesværdig baskisk roman om personlige og nationale forsoningsprocesser i forlængelse af de endnu ikke helede sår, som den baskiske terrororganisation ETAs attentater gennem et halvt århundrede har efterladt det moderne Spanien med. Samtidig en roman om kærlighed, skyld og skam. Og om sol og regn i det baskiske sommerland.

Vi tager med andre lige en basker mere – i forlængelse af Bernardo Atxagas Huse og gravsteder. Katixa Agirre (f. 1981) er imidlertid mere min smag. Lidt sjovere, lidt vildere, lidt mere eksperimenterende end Atxaga.

Mens vi venter på opklaring er Agirres debutroman for voksne (hun har tidligere udgivet en række børnebøger). Bogen er oprindeligt skrevet og udgivet på baskisk i 2015, men den er oversat af forfatteren selv og udgivet på spansk i 2017 som Los turistas desganados. Den danske udgave er oversat fra den spanske version af altid gode Ane-Grethe Østergaard (sjovt nok ligger den danske titel dog tættere på den baskiske originaltitel, Atertu arte itxaron, som ordret oversat betyder noget i retning af “Vent, til det kommer ud.”).

Min personlige anledning til at læse bogen lige nu, er min egen sommerferie i Baskerlandet. Men da jeg pakkede bogen med i kufferten, var jeg faktisk ikke klar over, i hvor høj grad den faktisk er egnet som en sådan ferielæsning.

Romanens hovedhistorie handler således om et ungt spansk par, der kører rundt i Baskerlandet en sommer. Hun (Ulia, fortælleren) er basker, og ideen med ferien er, at hun skal vise sin hjemstavn frem for ham (madrileneren Gustavo). Det bringer dem i løbet af romanen rundt til en række baskiske destinationer – fra fortællerens fødeby, Vitoria-Gasteiz (som i parentes bemærket også er Agirres fødeby), over regionshovedstaden Bilbao og en række mindre baskiske kystbyer til San Sebastián. Og det er selvfølgelig lidt sjovt, når man selv rejser rundt nogle af de samme steder, kan genkende gader og pladser og drikkertxakoli (baskisk hvidvin) fra den samme vinproducent som romanpersonerne.

Mens vi venter på opklaring er imidlertid langt fra at være et turistpostkort. Og hvis du forbinder “ferielæsning” med let fordøjelig, sorgløs feel good-litteratur, så må jeg straks trække i land igen. Romanen kredser om hårde temaer som skyld og skam, skuffelse og kuldsejlede ambitioner, historisk betinget identitet og terrorisme.

Den er heller ikke helt nem at gå til. Ihvertfald skal man som læser have tålmodighed med romanen i starten, hvor Agirre fra hvert korte kapitel til det næste springer mellem tre forskellige fortællespor, der både adskiller sig i tid, steder og persongalleri. Det hele knyttes dog sammen til sidst – delvist.

Det er en del af romanens fortællemæssige spænding, at man ikke fra begyndelsen ved, hvordan de forskellige tråde hænger sammen, så jeg vil heller ikke røbe for meget her.

Katixa Agirre (f. 1981). Foto: Donna Salama, el Periódico de Espana).

Det går dog an at røbe, at mens hovedsporet handler om det unge par og deres kærlighed med tilhørende komplikationer, så handler et andet spor om en anden kærlighedshistorie, der tager afsæt i begivenhederne i den baskiske by Vitoria-Gasteiz den 3. marts 1976 i det spanske militærdiktaturs sidste dage, få måneder efter Francos død i 1975. Her tvang spansk politi en forsamling af 4.000 strejkende arbejdere ud af den lokale kirke med tåregas, hvorefter de beskød den flygtende mængde med gummikugler og skarp ammunition. 5 blev dræbt og mere end 150 såret.

Begge fortællespor er også tæt forbundet med den baskiske terrororganisation ETAs virke. Om ETAs mord, bortførelser og bombeattentater fra slutningen af 1960’erne og frem til den endelige våbenhvile, organisationen erklærede i 2011. Og om den spanske regerings modsvar i form atf blandt andet fængselspolitikken, som har bestået i at sprede fængslede ETA-medlemmer og bevidst placere dem i fængsler langt fra deres familier i strid med internationale konventioner.

Fortælleren Ulias historie er i den sammenhæng også historien om, hvordan hun søger at navigere i sin dobbelte nationale identitet som både spanier og basker. Og forholdet mellem hende og hendes castilianske mand fungerer i romanen som et individuelt udtryk for den bredere, historiske forsoningsproces, der endnu ikke er fuldt tilendebragt i det moderne Spanien.

Endelig består det tredje spor i romanen af historien om den britiske komponist Benjamin Britten (1913-1976), som hovedfortælleren Ulia forsøger at skrive en doktordisputats om med hovedvægt på hans pacifisme, som indbragte ham en del kritik i hjemlandet under Anden verdenskrig.

Sporet om Benjamin Britten kunne for min skyld gerne være skrevet ud af romanen. Forbindelsen til resten af historien virker fortænkt og påklistret, i bedste fald uforløst. Jeg fik det indtryk, at der her er tale om en særlig interesse for Britten hos Katixa Agirre, som hun på én eller anden måde har ønsket at skrive ind i romanen og ikke har kunnet få sig selv til at droppe (i så fald et eksempel på, at en god redaktør her burde have presset Agirre til at følge William Faulkners klassiske råd: Kill your darlings!).

Heldigvis fylder Britten-sporet ikke så meget i romanen, så det trækker kun lidt ned i helhedsindtrykket af en velskrevet og godt tænkt roman.

Agirre har noget på hjerte, hun skriver godt (her i Ane-Grethe Østergaards fordanskning), med en velplaceret og veldoseret satirisk humor og med en også veldoseret mængde litterært eksperimenterende elementer.

Samlet set en stærk anbefaling herfra. Og jeg vil gerne læse mere Agirre.

K's vurdering: