Spansk nyklassiker, som skal læses for sit portræt af en degenereret familie i efterdønningerne af Den spanske borgerkrig. Set fra nutiden bærer den dog præg af at være en debutants første roman og er lidt for usandsynligt melodramatisk for denne læsers smag.
Carmen Laforet (1921-2004) var bare 23 år, da hendes debutroman Nada (1945) vandt den prestigefyldte, spanske litteraturpris Premio Nadal, og hun blev snart udråbt til det store, nye håb i spansk efterkrigslitteratur. >> Læs videre
Hvor er der dog mange fabelagtigt gode forfattere derude i verden, som vi endnu har til gode at få oversat til dansk (i større omfang). En af dem er spanske Medardo Fraile, som gennem en menneskealder har forsynet den spankstalende del af verden med sublime noveller.
Man ferierer i Spanien, og der er røget et par spanske forfattere fra hylden med i feriekufferten. Things Look Different in the Light af Medardo Fraile (1925-2013) samlede jeg op i en boghandel i Madrid for et par år siden – uden at jeg mindes nogensinde at have hørt om Fraile før. Men nogle gange er man heldig – og dette var en gangene. >> Læs videre
“Hvornår opnår et ukendt menneske status af en mulig ven, og hvornår er han ikke andet end en mulig fare?”
Måneansigt (opr. 2018, da. 2020) af den spanske forfatter Sara Mesa (f. 1976) er en af den slags bøger, som på baggrund af omtalen egentlig ikke appellerede til mig i første omgang. En historie om en præpubertær piges venskab med en voksen mand lød ikke umiddelbart ikke som noget for min smag.
Men jeg endte alligevel med at købe og læse den – lokket dels af det elegante omslag (ved Sigrún Gudbrandsdóttir) og især i tillid til den som regel gode smag hos det fine, lille forlag Apuleius’ Æsel. >> Læs videre
Is, sne, polarekspeditioner og familiefortrædeligheder. Catalanske Alica Kopfs debutroman er et spændende og velskrevet, semiselvbiografisk formeksperiment, som i nogle henseender fascinerede mig, i andre ikke.
Alica Kopf er pseudonym for den catalanske forfatter og kunstner Imma Ávalos Marqués (f. 1982). Hendes debutroman fra 2016, Hermano de hielo (eng. Brother in Ice, 2018, oversat af Mara Faye Lethem) tager afsæt i hendes tydeligvis store fascination af polarekspeditioner. >> Læs videre
Alle ved, at de mest skræmmende gysere er dem med børn eller dukker. Eller klovne. I Andrés Barbas kortroman, Små hænder, er der både børn og dukker på et børnehjem og sågar børn, der leger, at de er dukker. Der er gudhjælpemig også en klovn. Som gys kan det næsten ikke blive værre. Og som litteratur kan det næsten ikke blive bedre.
Hos Forlaget Skjødt kalder de Andrés Barba for “vores spanske darling.” Det kan jeg godt forstå, for han er pokkerme god – bedømt på de to af hans bøger, der hidtil er oversat til dansk, Lysende republik (opr. 2017), der udkom på dansk i efteråret 2018, og den aktuelle Små hænder (opr. 2008), som udkom i denne uge. Begge er flot fordanskede af Ane-Grethe Øsergaard. >> Læs videre
Velskrevet, sober, interessant formidling af Madrids historie – som dog lider lidt under at være meget kompakt.
Jeg faldt over denne bog om Madrids historie i min favoritboghandel i Madrid, Desperate Literature, som jeg genbesøgte for et par uger siden (og tidligere har skrevet om her).
Det er god læsning, mens man besøger Madrid. De sidste kapitler fik jeg dog først læst forleden, derfor en lidt “forsinket” omtale. >> Læs videre
Krybende ubehagelig, spansk roman om mørket i hjertet af vores forestillinger om den uskyldsrene barndom. Meget speciel i stil og tema. Og meget god.
I den lille (fiktive) latinamerikanske by, San Christóbal, dukker på et tidspunkt i 1994 en gruppe på 32 børn i alderen 9-13 år op i byens gader. Ingen ved, hvorfra de kommer. De taler et sprog, der minder om spansk, men som ingen forstår. I starten registrerer indbyggerne i byen knap nok børnene og skelner dem ikke fra de indianerbørn, de er vant til at se tigge i gaderne. >> Læs videre
Absurd og helt sjovt teaterstykke af den spanske dramatiker Fernando Arrabal, som lader særdeles menneskelige udgaver af Dali og Picasso mødes i en fiktiv dialog – med to af deres malerier, deres indbyrdes konkurrence og den spanske borgerkrig som omdrejningspunkter.
Fernando Arrabal (f. 1932) er angiveligt en af Spaniens internationalt mest opførte dramatikere. Stilmæssigt knytter han an til den europæiske tradition for det absurde teater (Ionesco, Becket m.fl.). Skuespillet Dali versus Picasso er da også rigt på absurde og gakkede elementer, men der er trods alt et (til en vis grad) intelligibelt “plot” i stykkets dialog. >> Læs videre
Velskrevet og overraskende god spansk horror-gyser: To mænd alene på en lille, gudsforladt ø på kanten af den antarktiske cirkel. Som om ensomheden, kulden og den antarktiske nat ikke skulle være nok til at drive et menneske fra forstanden, så oversvømmes øen om natten af bølger af amfibiemonstre fra polarhavet …
Jeg bevæger mig med spanske Albert Sánchez Piñols Cold Skin (opr. 2002, eng. 2007) et stykke uden for min normalt foretrukne litterære genre. Bogen var et impulskøb i en madrilensk boghandel for en måneds tid siden. Og man skal jo nogle gange læse noget andet, end det man plejer. Selv når dette andet viser sig at være en actionpakket horror-thriller fyldt med kampe mellem mennesket og horder af humanoide, salamanderagtige havmonstre … >> Læs videre
Tæt på fremragende roman om kunstneren som ung, usikker mand på piller og poesi, om muligheden af autenticitet, om at være fremmed i sproget, om tomrummet mellem ordene og om oversættelse som begrænsning og forvanskning, men også som kreativ nyskabelse.
Amerikanske Ben Lerner (f. 1979) har som forfatter især gjort det i lyrik, men han har også udgivet to anmelderroste romaner, hvoraf Leaving the Atocha Station (2011) er den første.
Leaving the Atocha Station er ikke nogen decideret let roman at læse – eller at anmelde. Det er en roman med handling, ja, men det er også en intellektuel reflektion over blandt andet kunst og kunstbegrebet, om sproget som sådan, om oversættelse, om at bevæge sig mellem sprog og kulturer – og endnu mere grundlæggende om (u)muligheden af at leve som et autentisk menneske. Samtidig er bogen tungt ladet med referencer til både aktuel og klassisk litteratur og kunst. Man skal holde tungen lige i munden, men det er værd at læse med, for Ben Lerners reflektioner er både begavede, interessante og i passager også ret vittige. >> Læs videre
Jeg har altid været irriteret på fodnoter, både i faglitterære tekster, men da især i skønlitteratur (én af flere grunde til, at jeg ikke tror, jeg gider besværet med at læse David Foster Wallaces Infinite Jest). Der går sjældent noget galt, hvis man skriver efter den tommelfingerregel, at hvis noget ikke er vigtigt nok til at komme med i brødteksten, så skal det slet ikke med.
Enrique Vila-Matas vælger den omvendte vej: Han har droppet hovedteksten og har kun skrevet fodnoterne. Bartleby & co. udgøres således af i alt seksogfirs fodnoter til en tekst, der ikke er skrevet. Eller som den fiktive forfatter til fodnoterne udtrykker det: Fodnoter til en fantasmetekst, der er under “midlertidig suspension” i “Nægtelsens Litteraturhistorie”. >> Læs videre
Cormac McCarthys westerns møder Hemingway på en gold slette i Spanien i begyndelsen af det 20. århundrede.
Når Jesús Carrascos (f. 1972) debutroman fra 2013 er bedst, lever den næsten op til en sådan karakteristik. Dog kun næsten, men det er trods alt heller ikke nogen ringe præstation af en debutforfatter at kunne kalde sådanne associationer frem.
Vi er ret begejstrede her hos K’s og glæder os til at læse mere fra Carrascos hånd. >> Læs videre
Jeg har en høne at plukke med Politikens boganmelder Erik Jensen. Det var hans femstjernede anmeldelse i Politiken 30. maj 2014, der overtalte mig til at læse denne bog.
I stedet skulle jeg have fulgt min egen umiddelbare intuition ved synet af det parfumerede, vaselineklistrede omslag og den ildevarslende, damebladsmelodramatiske bagsidetekst (“En tango. To skæbner. Tre afgørende møder”….) og ladet bogen stå på boghandlerens hylde. Men det er jo før set, at et forlag pakker en god bog ind på misvisende vis i et forsøg på at øge salgstallet. I tilfældet Tangodanseren er indpakningen imidlertid ganske retvisende…. >> Læs videre
OK underholdende ferielæsning uden at være stor litteratur. Foregår i Barcelona før, under og efter den spanske borgerkrig. For lang i forhold til, hvad plottet og personernes udvikling kan bære.
Forfatter: Carlos Ruiz Zafón Titel: Vindens skygge Opr.udg.: 2001 Forfatternationalitet: Spanien Læst: Juli 2011Kedelig krimi. Kedeligt plot. Kedsommeligt skrevet (ualmindeligt kedsommeligt skrevet, faktisk – og formentlig også dårligt oversat). Prætenderer vid uden at have det. Frarådes.
Titel: Den utålmodige alkymistK's vurdering:
