Albert Sánchez Piñol: Cold Skin

Velskrevet og overraskende god spansk horror-gyser: To mænd alene på en lille, gudsforladt ø på kanten af den antarktiske cirkel. Som om ensomheden, kulden og den antarktiske nat ikke skulle være nok til at drive et menneske fra forstanden, så oversvømmes øen om natten af bølger af amfibiemonstre fra polarhavet …

Jeg bevæger mig med spanske Albert Sánchez Piñols Cold Skin (opr. 2002, eng. 2007) et stykke uden for min normalt foretrukne litterære genre. Bogen var et impulskøb i en madrilensk boghandel for en måneds tid siden. Og man skal jo nogle gange læse noget andet, end det man plejer. Selv når dette andet viser sig at være en actionpakket horror-thriller fyldt med kampe mellem mennesket og horder af humanoide, salamanderagtige havmonstre …

Piñols roman skiller sig dog ud fra den gennemsnitlige gyser i genren ved faktisk at være særdeles velskrevet og ved hen ad vejen at vise sig i lige så grad høj grad at være en filosofisk-antropologisk reflektion over mennesket som sådan og angsten for Det Andet.

Handlingen er ret enkel: På et tidspunkt umiddelbart efter afslutningen af Første Verdenskrig bliver romanens navnløse fortæller, en ung mand med en fortid som desertør fra krigen, sat af på en lille, stort set forladt ø på kanten af den antarktiske cirkel. Næste skib kommer først forbi et år efter, og hans job er i mellemtiden at indsamle meteorologiske oberservationer.

Udover den meteorologiske observatørs lille hytte er den eneste bebyggelse på øen et gammelt fyrtårn, som rummer øens anden beboer, den mere eller mindre forrykte Gruner, som viser sig at være den tidligere vejrobservatør. De to kommer skævt fra start, men tvinges til at samarbejde i forsvaret mod det, der tidligt i romanen viser sig at være øens forbandelse:

Hver nat angribes de af store horder af amfibiemonstre, der ligner noget i retning af en mellemting mellem mennesker og salamandre, og som vælter op af havet, så snart mørket falder på.

Albert Sánchez Piñol (f. 1965). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Det lyder jo ret fjollet, men det er også elementært spændende. Derudover er romanen stort set lige så meget optaget af udviklingen af de to personer og deres forhold som af de actionprægede spændingsscener. Efterhånden som romanen folder sig ud, flyttes dens primære fokus i det hele taget fra kampen mellem mand og monster til en semifilosofisk reflektion over menneskets angst for det ukendte, for Det Andet, og hvad deraf følger af kulturelle kvababbelser og vold.

Og naturligvis, havde jeg nær sagt, viser det sig efterhånden, at de frygtede havmonstre har flere menneskelignende træk end som så. Romanen kan således læses som en parabel over det krigeriske menneskelige samfund eller endnu mere generelt over den menneskelige tilstand i det hele taget.

Ideen i romanen er ikke specielt unik eller original. Talrige er de romaner og film inden for horror- og science-fictiongenren, der tematiserer menneskets angst for andetheden hos fremmede væsener, som gang på gang viser sig at ligne os mere, end vi troede, og måske endda viser dig at være mere “menneskelige” end menneskene.

Men Piñol skiller sig ud ved at fortælle sin historie godt i et enkelt, knapt og flydende sprog. Han bærer de implicitte referencer til øde ø-klassiskere som William Goldings Fluernes Herre godt igennem, uden at det bliver for meget. Og frem for alt forfalder han ikke til unødig sentimentalitet og patos, som historien ellers kunne lægge op til.

Endelig må jeg som religionshistorisk interesseret kvittere for det lille raffinement, at James George Frazers religions-antropologiske klassiker The Golden Bough er den eneste bog, vores fortæller har tilgængelig som læsestof på øen, hvilket naturligvis ikke er tilfældigt. Slutningen på Piñols roman kan således læses som en lille hilsen til Frazer (og mere kan ikke siges om det, da det ville røbe for meget af plottet).

Alt i alt er Cold Skin ikke den største eller mest banebrydende roman i mit læseår indtil nu, men det var god og velskrevet underholdning i en for genren overraskende høj kvalitet.