Stefan Spjut: Stallo

Lad nu være med straks at klikke bort fra denne anmeldelse, når du hører, hvad Stallo handler om. For selv om handlingen kan lyde fjollet, så er det faktisk en helt god bog.

Stallo er nemlig noget så særpræget som en kombination af et stykke svensk nutidsrealisme, road trip, krimiintrige og eventyrgyser – fyldt med trolde, vætter og andet uvæsen.

Stallo er i samisk mytologi betegnelsen for urgamle troldevæsener, som evner at skifte ham mellem dyreskikkelse og menneskelignende former. Begiver man sig ud i romanen, skal man således være indstillet på at acceptere dens præmis og hovedpointe: At der gemt i de svenske skove den dag i dag findes tusind år gamle troldevæsener med telepatiske og magiske evner og en hang til at bortføre små børn – ikke for at spise dem (som regel), men bare fordi de godt kan lide at se på dem og være tæt på dem.

Dét kan godt være lidt en mundfuld at acceptere for de af os, der ikke er så vante til at bevæge os rundt i fantasy- eller eventyrgenren. Især fordi Stallo netop ikke foregår i et eventyrunivers, men i et særdeles jordnært og realistisk skildret Sverige i nutiden.

Romanen lægger ud med en kort prolog fra 1978, hvor en femårig dreng bliver bortført sporløst fra en feriehytte i skovene i det nordlige Sverige. Hans mor hævder hårdnakket, at hun så ham blive taget og ført ind i skovene af en kæmpe…

Derefter klip frem i tiden til Sverige i vinteren 2004, hvor resten af romanen udspiller sig. Vi møder den ene af romanens hovedpersoner, den let forhutlede tilkaldevikar og hjemmehjælper Susso Myrén, som driver en såkaldt kryptozoologisk hjemmeside, hvor hun efterlyser vidnesbyrd om trolde og lignende hemmelige væsener. Interessen for troldene har – mere eller mindre i hemmelighed – præget hendes familie, siden hendes morfar mange år tidligere tog et mystisk luftfoto af en bjørn, som luntede gennem Lapland med en nøgen, menneskelignende skikkelse siddende på ryggen.

I 2004 får Susso så endelig en henvendelse fra en ældre dame, som har set en underlig behåret mandsling med kattegule øjne stå og stirre ind gennem vinduet til hendes hus i skoven nær Jokkmokk. Kort efter forsvinder damens femårige barnebarn.

Susso bliver snart overbevist om, at mandslingen er en ægte trold, og sammen med sin barndomskæreste og sin mor begiver hun sig ud på et road trip igennem det meste af Sverige i jagten på troldene og børnekidnapperne.

Parallelt med historien om Susso følger vi den nogleogtrediveårige Seved, som er en del af en sekterisk familie, der på en ejendom et sted i de svenske skove ikke bare kender til, men decideret ‘holder’ trolde. Man forstår relativt hurtigt, at familien og troldevæsenerne på en eller anden måde er forbundet med kidnapningen. Og at det ikke er ganske ufarligt for Seved og hans familie at bo tæt på troldene.

Troldene og vætterne kommer i alle størrelser og former, fra næsten tre meter høje bjørneagtige kæmper til småkravl i form af egern, lemminger og spidsmus. Men man skal ikke tage fejl: Selv de små, søde pelsklædte vætter har stærke, magiske evner, som de kan bruge til at trænge ind i og ødelægge et menneskesind på kort tid.

Romanen klipper i korte kapitler skiftevis mellem fortrinsvis Sussos og Seveds perspektiv og deres forskellige virkeligheder. Klipningen fungerer effektivt som spændingsskabende teknik med et passende antal cliffhangers, og romanen er i det hele taget ganske underholdende og i lange stræk også decideret spændende grænsende mod gys.

Navnet John Bauer ringer muligvis ikke nogen klokker hos dig, men du kender garanteret denne streg (John Bauer: Trolde, som kigger på bortført prinsesse, 1915).

Et sjovt og lidt frækt træk fra Stefan Spjuts side er også, at han inkorporerer nogle kendte, historiske, svenske personligheder i romanen: Både den i Sverige elskede børneradiovært Sven Jerring (1895-1979) og troldetegneren John Bauer (1882-1918) optræder i romanen i væsentlige roller for opklaringen af krimiplottet (og ja, jeg indrømmer det, jeg var nødt til at google dem begge for at finde ud af, om de var virkelige personer – undskyld, Sverige).

Først og fremmest bæres romanen dog igennem af, at Stefan Spjut skriver godt, endda rigtig godt (i en lydefri oversættelse til dansk af Jacob Jonia). Især er Spjut stærk i beskrivelserne af de mørke, svenske vinterlandskaber og i de realistiske hverdagsbeskrivelser af romanens fysiske miljøer. Spjut har et veludviklet blik for de små detaljer i beskrivelserne af f.eks. indretningen af en stue eller hverdagsaffaldet i en bil, som gør miljøerne troværdige og nærværende.

Persontegningerne står til gengæld ikke helt så stærkt, men det bærer vi over med – det er ikke sådan, at personerne virker decideret utroværdige, vi ville bare gerne være kommet lidt mere ind under huden på dem, når vi nu tilbringer så mange sider sammen med dem.

Der er også noget lidt uforløst over den gradvise afsløring af den sekteriske familie og deres troldetilknytning. Jeg forstod aldrig helt, hvad det egentlig er, familien har med de trolde. I det hele taget er der lidt vel mange løse ender i bogen. Men nuvel, sådan er det måske, hvis troldene har været inde i ens hoved…

Jeg var således ikke helt så bjergtaget som Karl Ove Knausgård, der på bogens bagside er citeret for en næsten overstrømmende begejstret anmeldelse.

Men alt i alt var det en god læseoplevelse: Et velskrevet, underholdende og pudsigt indslag – også selv om jeg havde det en lille smule svært med hele troldepræmissen, og selv om romanen er lidt for lang. Og så er den fysiske bog i øvrigt en ret lækker udgivelse, holdt i sort med et passende dyster-uhyggeligt omslag og sorte snit.

Sverige har fostret et utal af gode forfattere, og jeg har en hel del forventeligt gode, ulæste svenske romaner stående i reolen. Men Stefan Spjuts Stallo fik lov til at tegne Sverige i min litterære verdensrundrejse – som det lidt skævt og overraskende gode indslag.

K's vurdering: