K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Forlaget Klim

Edgar Allan Poe: Arthur Gordon Pyms eventyr

Af ,
Skriv en kommentar

Edgar Allan Poes eneste roman er en noget ueffen størrelse, men den er slet ikke dårlig. Læseren skal forberede sig på en pudsig blanding af en drabelig ramasjangroman fra de syv have, en fantasi om en besynderlig, skjult verden nær Sydpolen med indlagte essaylignende digressioner om faktiske, historiske ekspeditioner til Antarktis.

Edgar Allan Poe (1809-1849) er mest kendt for sine fortællinger, men han gjorde også et enkelt forsøg i romangenren, Arthur Gordon Pyms eventyr (opr. 1838). Jeg vil nok ikke kalde den en decideret vellykket roman, dertil er den for ujævn i sin fortællestruktur. Men jeg var på en del strækninger egentlig ganske godt underholdt, idet jeg følte mig sat tilbage til min barndoms læsning af nogle af de klassiske søfarerromaner og andre røverhistorier. >> Læs videre

Edgar Allan Poe: Samlede fortællinger I-II

Af ,
1 kommentar

Poe er klassiker. Han er sjov at læse, fordi hans gyser- og horrorfortællinger, hans detektivhistorier og hans forsøg ud i science fiction-genren på mange måder peger fremad i litteraturhistorien og populærkulturen i bredere forstand, hvor Poe har sat sig talrige og uudviskelige spor. Læst for sig selv fremstår de fleste af Poes mere end 175 år gamle fortællinger dog også noget støvede.

På trods af Edgar Allan Poes (1809-1849) klassikerstatus har jeg med skam at melde faktisk aldrig tidligere læst noget af ham (ikke hvad jeg husker af, ihvertfald, men jeg skal ikke udelukke, at jeg har været henover et par af hans fortællinger via de samlinger af klassiske gyserhistorier og skæbnefortællinger, jeg en overgang dyrkede som ganske ung, men dem har jeg i så fald glemt). >> Læs videre

Diogo Mainardi: Faldet. En fars erindringer i 424 skridt

Af ,
Skriv en kommentar

Faldet er en slags erindringsbog om forfatterens erfaringer som far til en hjerneskadet dreng. Samtidig et strejftog i essayets form gennem kunst-, litteratur- og idéhistorien. Først og fremmest er bogen dog en fars kærlighedserklæring til sin hjerneskadede søn.

I år 2000 blev den brasilianske forfatter og journalist Diogo Mainardi (f. 1962) far for første gang. På grund af lægefejl ved fødslen blev hans søn, Tito, født med hjerneskade og spastisk lammelse. >> Læs videre

Chigozie Obioma: Vi var fiskere

Af ,
Skriv en kommentar

Vi var fiskere er en på mange måder gribende og rørende fortælling med mytologiske konnotationer. Romanen giver et – om end lidt flimrende – indtryk af Nigerias nyere historie. Og så er den en symbolsk fortælling om, hvordan mange nye afrikanske nationer er født af den europæiske kolonisering med deraf følgende iboende sår og konflikter. Men det er også en lidt ujævn roman, som synes at have svært ved at bestemme sig for sit eget fokus.

Nigerianske Chigozie Obiomas (f. 1986) debutroman fra 2015 (udgivet på dansk ved Ninna Brenøe i 2016) er ganske ambitiøs, og ambitionen indfries i et vist omfang, men ikke helt. Jeg kan således ikke fuldt ud lægge mig i slipstrømmen af de mange, overstrømmende anmeldelser, romanen har modtaget i både Danmark og internationalt. >> Læs videre

Yu Hua: At leve

Af ,
2 kommentarer

Yu Huas familiesaga fra det 20. århundredes Kina er en medrivende, rørende og virkelig godt fortalt historie om et menneskes uværdige fald og værdige, moralske genrejsning under de mest prøvende kår. Samtidig er det en beretning om Kinas nyere historie fra borgerkrigen frem mod Maos magtovertagelse over Det Store Spring Fremad til Kulturrevolutionen.

At leve fortæller historien om den kinesiske mand Fugui og hans familie. Fugui er født ind i en velhavende familie, og som ung er han en usædvanlig usympatisk stymper og sjover. Han horer åbenlyst på byens bordel, og spiller sin fars penge væk, og behandler på alle måder sin familie usselt og uværdigt. >> Læs videre

Haruki Murakami: Hør vinden synge & Flipperspil 1973

Af ,
Skriv en kommentar

Japanske Haruki Murakamis to første kortromaner må – selv for en Murakamiskeptiker som mig – indrømmes at have en del gode momenter, og de kan anbefales til pauselæsning i den skæve og legende genre.

Det begynder at blive lidt utroværdigt, når jeg gang på gang erklærer, at jeg er helt og aldeles færdig med at læse den overvurderede Haruki Murakami, som jeg gjorde efter at have læse den virkelig trælse 1Q84 og den farveløse Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår. For nu tog jeg så alligevel fat i ham igen. >> Læs videre

Ryū Murakami: I misosuppen

Af ,
Skriv en kommentar

Hårdkogt, japansk psykologisk noir. Ganske medrivende og samtidig et interessant – omend frastødende og deprimerende – portræt af nogle af Tokyos bagsider. Ikke for sarte maver, dog.

Historien er fortalt i førsteperson af den tyveårige Kenji. Kenji arbejder som uautoriseret turistguide, der viser udenlandske turister rundt i Tokyos natteliv og prostitutionsmiljøer. Romanen udspiller sig over tre dage op mod nytår, hvor Kenji er blevet hyret af den ved første øjekast lidt kiksede, overvægtige og tilsyneladende smånaive, amerikanske sexturist Frank. >> Læs videre

Stefan Spjut: Stallo

Af ,
Skriv en kommentar

Lad nu være med straks at klikke bort fra denne anmeldelse, når du hører, hvad Stallo handler om. For selv om handlingen kan lyde fjollet, så er det faktisk en helt god bog.

Stallo er nemlig noget så særpræget som en kombination af et stykke svensk nutidsrealisme, road trip, krimiintrige og eventyrgyser – fyldt med trolde, vætter og andet uvæsen.

Stallo er i samisk mytologi betegnelsen for urgamle troldevæsener, som evner at skifte ham mellem dyreskikkelse og menneskelignende former. Begiver man sig ud i romanen, skal man således være indstillet på at acceptere dens præmis og hovedpointe: At der gemt i de svenske skove den dag i dag findes tusind år gamle troldevæsener med telepatiske og magiske evner og en hang til at bortføre små børn – ikke for at spise dem (som regel), men bare fordi de godt kan lide at se på dem og være tæt på dem. >> Læs videre

Jennifer Egan: Sort boks

Af ,
Skriv en kommentar

Sci-fi spionroman i twitterformat.

Jennifer Egan (det var hende med Tæskeholdet banker på) har begået, hvad der angiveligt er verdens første “twitterroman”.

Sort boks er en simpel spionhistorie om en amerikansk kvinde, der er på spionmission et sted ved Middelhavet. Hendes opgave er – med sin skønhed som det vigtigste våben og med kroppen fuld af højteknologiske implantater – at komme tæt på en mand og aflytte ham og hans forretningsforbindelser.

Twitterelementet består i, at hele romanen er fortalt i små tekststumper, der overholder twitterformatets krav om maksimalt 140 tegn. Tweets’ene er den kvindelige spions “feltinstrukser” i form af hendes tankemæssige iagttagelser lagret i et implantat i hendes hjerne til brug for fremtidige feltagenter. >> Læs videre

Carlo Ginzburg: Osten og ormene

Af ,
Skriv en kommentar

Osten og ormene – med undertitlen Kosmos ifølge en 1500-tals møller – er en italiensk nyklassiker fra 1976 inden for den faghistoriske disciplin, man nogle gange kalder “mikrohistorie.”

Heri rekonstruerer historikeren Carlos Ginzburg historien om Mennocchio, der i slutningen af det 16. århundrede var møller i en en lille landsby i det nuværende Italien, men endte med at blive henrettet som kætter. I 1583 – på baggrund af reformationens og modreformationens rasen i Europa – indbringes Mennocchio for inkvisitionen med anklager om at have udbredt kætterske tanker om blandt andet Guds natur og skabelsen. >> Læs videre

Haruki Murakami: 1Q84

Af ,
2 kommentarer

Medlemmer af den store Murakami-menighed bør læse det følgende med forsigtighed:

I dette seneste og største Murakami-værk får man i modsætning til i novellesamlingen After the Quake, som jeg læste for nyligt, rigeligt tid til at opholde sig hos hovedpersonerne (henover knap 1.000 sider i alt). Det viser personerne sig dog ikke at blive synderligt mere interessante af. >> Læs videre