Jennifer Egan: A Visit from the Goon Squad

A Visit from the Goon Squad hører til i disciplinen patchwork-romaner på dén her Robert Altman-agtige måde, som mange er begejstrede for, men som jeg egentlig ofte finder lidt irriterende og kedsommeligt. Jeg anerkender mulighederne i formen i forhold til at tegne mere facetterede portrætter af personer og situationer, men det bliver bare tit lidt anstrengende med alle disse skift i perspektiver hele tiden.

Egan lykkes nu ganske godt med formen i A Visit from the Goon Squad. Eller rettere: jeg bærer over med formen, fordi hun skriver godt og letlæst med ganske meget humor, vid og menneskekundskab og fanger sin tid ind på underholdende vis. Der er mindelser om sen 1980’ernes postmodernistiske legesyge i litteraturen, men nu med langt mere substans.

Hvert af romanens 13 kapitler er skrevet fra en ny persons synsvinkel. Persongalleriet er forbundet på forskellig vis som gamle venner, familie, kolleger eller i tilfældige møder. De spænder vidt på tværs af køn, alder og professioner og romanens kapitler springer frem og tilbage tidsmæssigt over en periode på vel omkring 40-50 år eller så. Det afsluttende kapitel introducerer endda et let science fiction element, idet det udspænder sig i begyndelsen af 2020’erne, efter hvad jeg kan regne ud.

Egan leger undervejs i romanen med sprog og form på flere måder. Fortællestemmen veksler fx fra kapitel til kapitel mellem første-, anden-, tredjeperson og det alvidende forfatterperspektiv. Ét kapitel er skrevet i form af en tidsskriftartikel inklusive noteapparat. Et andet kapitel består alene af 74 powerpoint-slides (én side til hver på tværs af den normale læseretning, så man skal vende bogen). Det sidste er formentlig det mest originale indslag rent formsprogsmæssigt – og det fungerer for så vidt også, omend mest som en sjov gimmick, som der næppe er grund til at gentage for andre, nu hvor den er brugt.

Jeg læste i et interview med Jennifer Egan et sted, at hun typisk skriver uden at have en forudgående plan eller en fuldt formet idé fra begyndelsen: Ifølge hende selv startede hun egentlig denne roman som en novelle om kleptomanen Sasha, men fik undervejs lyst til at udfolde historierne om bipersonerne i novellen noget mere osv., indtil der til sidst var en hel roman. Det virker troværdigt og forklarer den meget løst sammenhængende struktur i romanen – og denne arbejdsform er givetvis med til at frigøre noget af den legende kreativitet, som man som læser også kan nyde godt af i bogen.

Men omkostningen er så netop den ret episodiske karakter af de enkelte kapitler, som ret beset har karakter af selvstændige noveller. Man har lidt indtryk af, at romanen lige så godt kunne have været 4-5 kapitler længere (eller kortere for den sags skyld) – også selv om Egan i det sidste kapitel runder tematisk fint af.

“Time’s a goon, right?” (s.134)

Der er mange tråde i de mange historier i bogen. Den amerikanske mediestyrede popkultur i 1980’erne, 1990’erne og 2000’erne er ét af de gennemgående temaer. Men mere grundlæggende kan man vel sige, at romanen handler om tiden, og hvad den gør ved os som mennesker. Egans svar synes i de fleste tilfælde at være, at den berøver os vores illusioner og idealer – det er tiden selv, som er det tæskehold (“goon squad”), der henvises til i romanens titel.

Mange anmeldere har taget ganske overstrømmende imod bogen, inklusive i Danmark (hvor den er udgivet som “Tæskeholdet banker på” oversat af Steffen Rayburn-Maarup). Nogle har ligefrem svunget sig op til at kalde Egan en moderne Proust – med A Visit from the Goon Squad som en slags moderne opdatering af På sporet af den tabte tid. Det er nok lige at tage munden lidt vel fuld – ihvertfald vil jeg gætte på, at Egan sine kvaliteter til trods kommer til at bukke under for tidens tæskehold tidligere end Proust.

Men ja, jeg kan godt se alle kvaliteterne. Jeg var bare ikke for alvor betaget af romanen samlet set. Af flere af de enkelte kapitler som selvstændige noveller, ja. Men det trak ikke på noget tidspunkt i mig for at komme tilbage til bogen og læse videre i næste kapitel (og den har derfor også ligget unaturligt længe på mit natbord). På nær enkelte passager var jeg ikke rigtig berørt af den – jeg tror måske, at de fleste af personkaraktererne alligevel var mig lige en tand for overfladiske, popkulturagtige.

Så den samlede vurdering fra min side er bestemt til den positive side, men jeg kan ikke lade mig flyde med den samme strøm af jublende begejstring, som alle de etablerede anmeldere synes at have kastet sig ud i (som lemminger, måske…?).

K's vurdering: