Robert Stones Dog Soldiers fra 1974 er på ét niveau en actionmættet thriller og fungerer glimrende som sådan. Men den er også en hel del mere. Først og fremmest en mørk og grum gravsten over sen-1960’ernes glade hippietid i Californien.
Romanen indledes handlingsmæssigt i Vietnam i krigens sidste år, men skifter hurtigt scene til det sydlige Californien. Vietnamkrigen er imidlertid til stede bogen igennem som et flimrende bagtæppe af desillusion.
Vi følger John Coltrane, en depraveret sladderbladsjournalist, som er i Vietnam af han-ved-ikke-rigtig-selv-hvilken grund, muligvis for at få inspiration til flere fiktive historier til sin svigerfars slibrige magasin. Han lokkes til at engagere sig i en større heroinsmugling til USA med hans kone som mellemmand i USA. Men i USA går alting galt, gruelig galt. Da han kommer tilbage er heroinen, konen og kureren væk, og han er selv i søgelyset for brutale, korrupte politifolk.
Hos Stone er 1960’ernes hippieidealer om peace, love and understanding degeneret til deres modsætning i enhver-er-sig-selv-nærmest, pengegriskhed, hårde stoffer, vold, korrupte politifolk og deciderede galninge. Der er ingen sympatiske mennesker i denne bog. Alle bruger kun hinanden som redskaber – og de få glimt af medmenneskelig omsorg og forpligtelse, som enkelte af personerne viser tilløb til, forbliver urealiserede på grund af personernes menneskelige uformåenhed.
Der er noget Cormac McCarthy-agtigt over den mørke, næsten dystopiske stemning i Dog Soldiers – jeg fik den tanke, at McCarthy’s Ikke et land for gamle mænd kunne være inspireret herfra, både i handling og stemning. Men i modsætning til McCarthy, så har Stone faktisk humor. Der er en ganske underholdende og fin ironisk tone i mange passager i bogen, og det klæder den godt.
Jeg savnede dog lidt i personskildringerne – man kommer ikke rigtig ind under huden på nogen af personerne, og det gør bogen til en lidt for udvendig affære i mange passager.
Samlet set ikke desto mindre anbefalelsesværdig.
Skriv et svar