Tarjei Vesaas: Isslottet

Hold da op. Hold nu helt op. Det er flere år siden, at jeg sidst er blevet grebet om hjertet af en bog, som jeg blev det af Tarjei Vesaas’ Isslottet. Den er knugende og isnende god. Vesaas’ enkle sprog og lavmælte, langsomme fortælleteknik rummer de voldsomste følelser, der raser som en isfrossen norsk elv, der sprænges i stumper i forårets tøvejr.

En omtale af handlingen og temaerne i bogen får den uvægerligt til at lyde en smule tam. Mine ord rækker ihvertfald ikke. Selv havde jeg aldrig fundet på at læse bogen på baggrund af bagsideomtalen, hvis der ikke lige på forsiden havde stået navnet Tarjei Vesaas, forfatteren til Fuglene.

Men man må ikke lade sig narre af et handlingsreferat. Isslottet (opr. 1963, da. 1964) er en ekstremt intens roman. Den er tragisk og sørgelig, den er fyldt med kulde og savn, men også med liv og varme og håb. Det undrer ikke, at Tarjei Vesaas (1857-1970) modtog Nordisk Råds Litteraturpris for romanen.

Centralt i romanen står to helt unge piger, Siss og Unn. De drages mod hinanden og knytter – uforståeligt for dem selv – et stærkt bånd, næsten uden at have talt sammen. Under Siss’ første besøg hos Unn er Unn på nippet til at fortælle en stor hemmelighed, som forbliver ufortalt, men som er noget frygteligt, er Siss ikke i tvivl om, noget, der ikke kan eller må fortælles.

Bogen handler om pigernes indre liv. Om forvirringen i et barnesind, som knap nok forstår sig selv, og slet ikke kan sætte ord på dét, der sker med det, men som ikke af den grund rummer mindre virkelige følelser.

Der er dog også en ydre og ganske dramatisk handling. Især er den centrale, lange, dramatiske scene i første del af bogen knugende uhyggelig og voldsomt gribende. Og det på trods af – eller måske snarere på grund af – Tarjei Vesaas’ på én gang rolige, afdæmpede og i sin kerne alligevel så dramatiske fortælleteknik. Jeg kunne med en fortærsket kliché vitterligt ikke lægge bogen fra mig, og det sker ellers ikke tit for mig.

Jeg røber ikke mere af handlingen, det ville være at ødelægge for meget af læseoplevelsen.

Isslottet handler om Siss og Unn. Disse to. Det understreges ved, at de er de eneste personer i romanen, der benævnes ved navn. Alle andre er kun mor, far, moster, læreren, drengen med støvlen, den anden pige osv.

Og så er det alligevel ikke helt rigtigt, at hovedpersonerne kun er Siss og Unn. Der er en tredje, og det er naturen.

Vesaas’ naturbeskrivelser af både den isnende kolde, norske vinter, såvel som det spirende forår, er bogen værd i sig selv. Men mesterstykket består i den måde, hvorpå Vesaas benytter naturen til at formidle og uddybe pigernes følelser og sindsstemninger. Det er mesterligt gjort.

De enorme naturkræfter i den kolde vinter afspejler de store bevægelser i et barnesind i udvikling. Titlens isslot, en gigantisk isformation dannet af den bidende vinterkulde og den fossende elv, er i romanen både et meget virkeligt, materielt naturfænomen og en metafor for pigernes indre.

Unn så ned i en troldeverden af små tinder, takkede hvælvinger, rimede kupler, blide buer og forvirret kniplingsværk. Alt var is, og vandet sprøjtede ind imellem og byggede stadig videre. Grene af fossen var afledet af isen og gik i nye baner og dannede nye ting. Alt skinnede. Solen var ikke kommet, men alt skinnede isblåt og grønt af sit eget, og dødsens koldt.

Men jeg må beklage, jeg giver op. Mine ord får Vesaas’ mesterværk til at lyde tamt og måske endda en smule kitschet. Bogen er alt andet end dét. Du må bare stole på min anbefaling og læse den.

Jeg har læst Isslottet i Torben Brostrøms oversættelse til dansk fra 1964. Oversættelsen kan vel nok forekomme lidt bedaget i dag, men da jeg først fandt rytmen i sproget, gjorde det mig ikke noget. Tarjei Vesaas’ sprog i Brostrøms oversættelse ramte mig under alle omstændigheder med stor kraft.

Jeg forstår dog godt, at Batzer & Co. i 2019 fandt anledning til at udgive en nyoversættelse ved Jannie Jensen & Arild Batzer. Den kunne jeg godt finde på at læse på et tidspunkt. Der er ihvertfald ingen tvivl om, at Isslottet hører til blandt de sjældne bøger, der tåler en genlæsning.

K's vurdering: