Tarjei Vesaas: Tusten og andre noveller

Tarjei Vesaas’ noveller er som at læse en lang kæde af nordiske haiku-digte: Der er en årstidsreference, der er en situation, der er øjeblikkets stemning, det hele er indfanget i få stavelser. Sproget strækker sig, mens det hviler i sig selv. Evigheden berøres. Magi opstår.

Vesaas’ prosa er ligetil og simpel. Den skærer blidt, men bestemt gennem alle livets kompleksiteter og direkte ind til det egentlige. Vesaas’ enkle sprog slår strenge an i læserens sjæl, der vibrerer nænsomt og kraftfuldt gennem tider og verdener og forbinder mennesket med naturen. Det er litteratur, når den er mest magisk og samtidig mest enkel.

Tarjei Vesaas (1897-1970) har via sine romaner (Fuglene, Isslottet, Vårnat) allerede etableret sig solidt blandt mine absolutte favoritforfattere. Dette lille udvalg af noveller fra Vesaas’ hånd cementerer positionen – men kunne såmænd have gjort det alene.

Tre af de fire noveller i Tusten og andre noveller (2024) stammer oprindeligt fra samlingen Vindene (1952), som var Vesaas’ internationale gennembrud, mens en fjerde er fra en tidligere udgivelse, Under hjulet (1936).

Titelnovellen i den nye danske samling, Tusten (opr. 1952), er et smukt, lille mesterstykke i sig selv, og er samtidig at læse som en forløber for Vesaas’ roman, Fuglene (1957). I novellen får vi introduceret Mattis, kaldet Tusten, som også er hovedpersonen i Fuglene. Han er en lidt enfoldig person, men hjertensgod og ikke mindst ekstraordinært opmærksom på alle aspekter af naturen omkring ham.

Novellen rummer samme stemning og samme fine følsomhed over for hovedpersonens reaktioner på både mennesker og naturliv, som vi finder i romanværket.

Tusten gik ud i den rige, duvende og duftende birkeskov. Det regnede. Træernes kroner stod tunge. Der var et stille brus over dem. Løvet var kommet tidligt i år, det var allerede langt fremme.
    Han måtte standse. Der kom så stærk en følelse op i ham at det næsten gjorde ondt. Bare en følelse. Ikke noget navn på den. En trækning i hjertemuskelen ved synet af det fuldkomne.
    Se det her.
    Og nu er jeg her også, sagde han til sig selv, som om der var en slags sammenhæng. Det er mig de kalder Tusten. Nu er jeg her.

Denne opmærksomhed overfor naturen og omgivelserne i bredere forstand, inklusive menneskene i verden, er et tema for alle fire noveller i samlingen.

21 år (opr. 1936) er en solvarm og stærk novelle om den første forelskelse, om to brødre, der i stilhed konkurrerer om den samme unge pige, og det meste foregår ude i marken, mens de mejer korn.

Teksten sitrer af den yngste af brødrenes forvirrede, brændende energi, af den ukendte, spirende, vilde og skræmmende seksualitet, som han knap selv forstår – og som i novellen korresponderer med frodigheden ude i marken, heden i solen, det svulmende korn, der skæres.

Sidste mand hjem (opr. 1952) er billedet af en ung mand, der som den sidste i et tømmersjak ved fyraftenstid oplever en følelse af ikke at kunne løsrive sig fra skoven, som han denne sene eftermiddag oplever en nærmest mystisk forbundethed med. En kort tekst om at være til stede i skoven, blandt skovarbejderne, at indsnuse alle lugtene, at være ét med skoven.

Og så er der den helt vidunderligt rørende Vesle-Trask. En novelle, der udgøres af én enkelt scene i en undervisningstime i en landsbyskole, hvor en ung, ny lærerinde er til prøve under opsyn af et eksamensnævn.

Vesle-Trask er den lidt skæve dreng i klassen, som novellen og klassetimen igennem svulmer, så han er tæt på at sprænges, af trang til at lire sin lærte lektie af, til at vise hende, hans lærerinde, hvad han kan – men endnu mere af trang til at beskytte og værne lærerinden mod det kolde ekseamensnævn.

Historien er kort og banal, men Tarjei Vesaas giver den alligevel fylde, styrke og vigtighed. Han formår med ganske få ord at trække os læsere helt ind i klasseværelset, hvor vi mærker intensiteten og nervøsiteten, varmen i lokalet, mens perspektivet i teksten bevæger sig ubesværet frem og tilbage mellem eleven og lærerinden, og det uudtalte forhold mellem dem.

Det er litterært mesterskab på niveau med Herman Bang – og dermed er det mig ikke muligt rose mere!

Tak til Jannie Jensen og Arild Batzer for at blive ved med at oversætte og til forlaget Batzer & Co for at blive ved med at udgive Vesaas på dansk.

K's vurdering: