“ Liv, jeg forstår dig ikke. Men jeg siger ikke, at det er din fejl. Jeg anser det for mere sandsynligt, at jeg er en vanartet søn, end at du er en uværdig mor. ”
Hjalmar Söderbergs Doktor Glas (opr. 1905) er Raskolnikov udsat for svensk midsommerstemning. Grummelig tung i sine temaer. Men berusende let at læse. Humoristisk og spiddende sarkastisk. Poetisk smukt skrevet. Umanerlig god. >> Læs videre
Nogle gange bliver man overrasket. Glenn Bechs “manifest” er faktisk værd at læse. En digtsamling og aktuel debatbog med væsentlige budskaber, som er drevet af vrede og frustration, javel, men som ikke (kun) bliver RÅBT ud, men derimod serveret med både både alvor, humor, følelsesmæssig sårbarhed og væsentligt flere nuancer, end man kunne få indtryk af fra omtaler og uddrag af den i pressen. Og så er den ganske velskrevet. At den så er lidt rodet og temmelig ujævn, det tager vi med.
Lad mig starte med en tilståelse: Jeg forventede ikke, at Glenn Bechs digtsamling/debatbog ville være noget for mig. Men nu ville jeg alligevel teste, hvad der lå bag alt hypen – senest forstærket ved, at bogen her ved udgangen af februar 2023 blev udpeget til den bedste danske udgivelse i 2022 ved afstemning blandt Politikens læsere. >> Læs videre
Pan fra 1894 karakteriseres af forlaget som “Hamsuns digteriske triumf, hans ungdoms storværk og mesterstykke” efter romandebuten Sult fra 1890. De litterære kvaliteter er da også uomtvistelige. Min smag ramte den lille roman dog ikke så rent som Sult.
Pan er et trekantsdrama fortalt af jægeren og løjtnanten Thomas Glahn. Han nedskriver sine erindringer om en sommer i 1855 i det nordlige Norge, som han tilbragte i en simpel hytte i skoven, og hvor han levede det enkle liv som jæger og fisker. >> Læs videre
Femten noveller. Femten korte slag med kant. Om femten mere eller mindre slagne mennesker på kanten. Dorthe Nors’ noveller er en opvisning i det, novellen som form kan. Men de er ikke bare form, de er alle små stykker levende liv. På én gang mørke og humoristiske, medrivende, rørende, tragiske, tankevækkende og uhyre velskrevne. Hvorfor i alverden har jeg ikke læst noget af Nors før?
Dorthe Nors’ noveller virker nærmest henkastede, som var de hastigt nedskrevne, flygtige indtryk og associationer, der griber ind hinanden og hurtigt fører videre til de næste. Men jeg tror ikke, at jeg tager fejl i, at der kælet omhyggeligt for både komposition og hver en sætning i disse historier. Hvis ikke, altså hvis disse historier bare kommer uden videre til Dorthe Nors, så er der ingen retfærdighed til, så god har man simpelthen ikke lov til at være!
Victoria er en ganske fin, tragisk kærlighedshistorie, som løfter sig ud over det ordinære i kraft af Hamsuns sprog og fortælleteknik.
Sult kan godt give mere appetit på Hamsun, og i min reol fandt jeg hans korte roman Victoria (1898). Victoria er dog på mange måder en ganske anden roman end Sult (1890). Slet ikke på samme svimlende litterære niveau som sidstnævnte, men en glimrende fortælling ikke desto mindre. >> Læs videre
Knut Hamsuns Sult er akkurat lige så rablende intens, manisk fabulerende, vild og voldsom, morsom, tåkrummende pinlig og hjerteskærende rørende, som jeg husker den. En fuldstændig uforlignelig roman, som man skal gå til Dostojevskij for at finde magen til.
Det må være mere end tredive år siden, jeg første gang læste Sult. Jeg husker ikke hvilken udgave, jeg læste, bemærkede det vel ikke, men jeg husker tydeligt, hvor jeg var, da jeg læste den, at jeg læste den i ét stræk, og at den slog mig helt bagover. Og det gjorde den igen her ved genlæsningen. >> Læs videre
Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier er ren nydelse. De er så fulde af nærvær og liv, at man som læser i hver eneste historie føler sig som en del af livet på landet blandt Jensens vidunderlige sammensurium af farverige bønder og småfolk og andet godt- og skidtfolk i Himmerland i det nittende århundrede. Det er herlig læsning.
Jeg har i mange år haft – og har stadig – Johannes V. Jensens Kongens fald (1900-01) på min liste over de bedste bøger, jeg har læst nogensinde. Men faktisk har jeg aldrig læst noget andet af hans ellers store forfatterskab (udover enkelte småtekster og digte, jeg som så mange andre blev tvunget igennem i gymnasietiden). Det har jeg rådet lidt bod på her i januar, hvor jeg har lyttet til hans klassiske Himmerlandshistorier. >> Læs videre
Fin, lille roman om at fiske ørreder med net fra en robåd, om forholdet mellem to meget forskellige mænd og om at finde ind til noget i sig selv i simpelt praktisk arbejde tæt på naturen.
Fiskehuset af norske Stein Torleif Bjella (f. 1968) er i sin essens et lille kammerspil mellem to mænd i en fiskehytte og på en sø. Den korte roman udspiller sig over en enkelt uge. Den gamle gubbe Ivar Helgesson Aal har inviteret sin nevø Jon Aslesson Aal på en uges ophold i fiskehuset ved søen Storsenn nær byen Ål i Hallingdal, Norge, hvor familien i nogle generationer har haft fiskeretten. >> Læs videre
Jeg blev i første omgang ikke slået decideret bagover af Solvej Balles kortprosakvartet &, Eller, Hvis, Så, men jeg nød at læse bøgerne. For Balle kan noget med sproget. Og da jeg begyndte at skrive denne anmeldelse, slog jeg op i bøgerne igen. Og endte med at læse det hele en gang til. Bare for at nyde sproget og stemningerne.
Solvej Balles navn blev her i efteråret pludselig kendt af om ikke alle, så dog af mange litteraturinteresserede, da hun vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2022 for de første tre bind af hendes annoncerede syvbindsværk, Om udregning af rumfang. Siden er fjerde bind også udkommet. >> Læs videre
Frans G. Bengtssons vikingeklassiker fra 1941-1945 er storartet underholdning – en historisk ramasjangroman, holdt meget vellykket i en stil, der mimer de gamle, islandske sagaer.
Frans G. Bengtssons Røde Orm husker jeg fra mine forældres bogreol, men af en eller anden grund læste jeg den ikke som dreng – hvilket egentlig kan undre mig, al den stund at jeg kastede mig over alt muligt andet andet i genren, jeg faldt over dengang. Men nu har jeg rådet bod på det – inspireret af læsningen af et par af de klassiske islandske sagaer. >> Læs videre
Melankolsk og krads realisme om venskab og skrøbeligheden af menneskelige relationer. Norske Per Petterson er ubetvivleligt god, også i Jeg nægter. Jeg bliver dog ikke helt så fanget, som mange andre læsere tydeligvis er blevet.
Jeg har aldrig rigtigt fået dyrket Per Petterson (f. 1952), som jo ellers er et stort navn både i Norge og internationalt, herunder i Danmark. Jeg læste for nogle år tilbage hans internationale gennembrudsroman Ud og stjæle heste. Jeg var ikke i tvivl om dens kvaliteter, men ramte mig ikke helt på det tidspunkt. >> Læs videre
Nej åh nej, jeg er ikke noget hundemenneske. Men ja åh ja, jeg er fan af Jon Fosse. Og jeg har læst Hundemanuskripterne med mild fornøjelse – for mig selv, selv om de nok havde været sjovere at læse med et barn. Måske.
Jon Fosse (f. 1959) har skrevet mesterlige bøger, hvoraf en del er oversat til dansk. De fleste er i dén grad for voksne, men Fosse har også skrevet en del børnebøger. Hundemanuskripterne placerer sig et sted midt i mellem. Oprindeligt er de udgivet som tre separate udgivelser, men er på dansk samlet i én lille bog, oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. >> Læs videre
Norske Tarjei Vesaas (1897-1970) er godt på vej til at etablere sig som en af mine favoritter blandt de mange stærke nordiske forfattere.
Vårnat (opr. 1954) er et lille intenst drama, som foregår over bare en enkelt nat, en varm forårsnat på kanten af sommeren. Historien er fortalt fra den fjortenårige Hallsteins perspektiv. Han er alene hjemme med sin attenårige søster, Sissel, mens forældrene er kortvarigt bortrejst. >> Læs videre
Tingene falder gradvist fra hinanden i Inghill Johansens kortroman Bungalow samtidig med meningen i fortællerens eget liv. Bogen vil gerne være en lavmælt intens fortælling om tab, ensomhed og fremmedgjorthed. Den er lavmælt, ja, men intensiteten udeblev for mig på trods af enkelte fine billeder.
Den lille hvide bog blev fundet frem fra bogreolen i anledning af, at norske Inghill Johansen (f. 1958) for nylig blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2022. Bungalow (opr. 2016) blev udgivet på dansk i 2017 på Forlaget Silkefyret, oversat af forlægger Allan Lillelund Andersen. >> Læs videre
“Da jeg sad på toilettet og menstruerede, faldt en ret stor del af min hjerne ned i toiletkummen.”
Sådan begynder den første novelle, Fugle, i Gunnhild Øyehaugs novellesamling, Onde blomster (opr. 2020), som for nylig udkom i dansk oversættelse ved Sara Koch på forlaget Gutkind.
Lige først synes det for fortælleren, som om hun fungerer udmærket trods tabet af en betydelig del af hjernen ned i toiletkummen. Snart viser det sig dog, at det var den del af hjernen, hvor al hendes viden om fugle var placeret. Og det er jo ikke så godt, når man er ornitolog og om tre uger skal forsvare sin doktorafhandling om reumatisme i bekkasinfamilien. >> Læs videre
Det er juledag, og det markerer vi her på bloggen med nisser og trolde og andet krapyl fra den skandinaviske folklore. Okay, bevares, lige præcis nisser optræder der måske ikke så mange af i Juhani Karilas folkloristiske fantasy-øko-thriller, men til gengæld er romanen befolket af alle mulige andre vætter.
I det hele taget kan man nok ikke rigtigt kalde Jagten på den lille gedde for en julebog – også af den grund, at den foregår en kogende varm og myggebefængt sommer i det østlige Laplands moselandskab. Men hvorom alting er: Jeg har læst den, den er ret letbenet, den er lidt fjollet, men den er ikke uden charme og underholdningsværdi. >> Læs videre
Havde jeg ikke tidligere læst noget af Jon Fosse, så havde Bådehuset sikkert fået en højere score hos mig, måske endda en topvurdering. Men det er svært ikke at sammenligne med Fosses senere, mere modne værker, og så kommer Bådehuset lidt til kort.
Bådehuset (opr. 1989, da. 2007) er ikke desto mindre i egen ret en meget fin, lille melankolsk historie, som er flot fortalt i Jon Fosses karakteristiske stil, som du kan læse mere om i mine anmeldelser af andre af hans værker. >> Læs videre
Jon Fosse bliver tilsyneladende bare bedre og bedre. Hans seneste storværk, Septologien, er mesterligt. Én lang, meditativ reflektion over kunsten, over tiden og erindringen, over venskab, kærlighed og ensomhed, over Gud, døden og de mulige liv. En fosse’sk version af På sporet af den tabte tid, nu i Norge og nede på jorden.
Norske Jon Fosse (f. 1959) er ikke så meget for punktummer. Han har vist aldrig brugt dem ret meget. Og nu er han helt holdt op. Septologiens 948 sider er uden et eneste punktum. Ikke engang et slutpunktum. >> Læs videre
“Ingen opslag. Ingen tilmelding. Ingen aldersbegrænsning. Dødedans for begyndere, let øvede og viderekomne. Mandag fra kl. 20 til 22 i Afholdshotellets lille sal.”
Der er garanti for skøre, skægge, skæve og surreelle scener, når Oscar K. og illustrator Dorte Karrebæk byder op til en moderne Danse Macabre i provinsen. >> Læs videre
Gift er tredje erindringsroman i Tove Ditlevsens såkaldte Københavnertrilogi. Sproget er let og enkelt som i de to foregående bøger. Men Gift er en mørkere roman, og den er benhård, uagtet Ditlevsens humor. Det er også en virkelig god roman, som uden problemer står distancen her 50 år efter den første udgivelse.
Handlingsmæssigt fortsætter Gift (opr. 1971) præcis der, hvor Ungdom (opr. 1967) slap, det vil sige med Tove Ditlevsens forfatterdebut med digtsamlingen Pigesind i 1939 og med hendes giftermål med Viggo F. Møller, redaktøren af litteraturtidsskriftet Vild Hvede (en forløber for det eksisterende Hvedekorn). >> Læs videre
Tove Ditlevsen skriver enkelt, ligetil og stærkt. Hendes to små erindringsromaner Barndom og Ungdom er værd at læse for det prunkløse, men virkningsfulde sprog, den kradse socialrealisme fra baghusene i Istedgade og i det hele taget for tidsbillederne af Vesterbro i København i 1920’erne og 1930’erne.
Tilståelse: Jeg har faktisk aldrig før læst Tove Ditlevsen. Jo, javel, jeg er i gymnasiet givetvis blevet tvunget til at analysere nogle digte fra Pigeliv eller lignende, men dansktimerne i gymnasiet kan jo ødelægge enhver læseglæde og efterlod mig i dette tilfælde heller ikke med andet end en diffus forestilling om, at Tove Ditlevsen vist mest var noget med noget kedsommelig, socialrealistisk poesi for piger. Siden gik der Anne Linnet i Barndommens gade, og det var heller ikke ligefrem med til at rykke Ditlevsen frem i køen på min læseliste. >> Læs videre
“For fremtiden vil ingen forbryder kunne skjule sandheden. Ikke engang vores egne inderste tanker er længere vores egne – sådan som vi med urette hidtil har troet.”
Svenske Karin Boyes dystopiske fremtidsroman Kallocain (opr. 1940) á la Orwell og Huxley er fornyligt nyoversat til dansk. Et must-read inden for klassisk dystopisk sci-fi, selv om den er lidt stiv i formen. >> Læs videre
Melancholia fremhæves ofte som et af Fosses hovedværker. Det er nu ikke det bedste, jeg har læst af ham. Personligt foretrækker jeg de senere Morgen og aften og Andvake-trilogien. Men det siger nu mest om de sidstnævntes mesterlighed, for Melancholia er også en fremragende bog.
Melancholia fremstår dog ikke ligeså helstøbt som de nævnte. Og for min smag løber Fosses karakteristiske stil med de mange besværgende gentagelser lidt af med ham i dele af værket. Andet bind er imidlertid det hele værd. >> Læs videre
“At sige i den 12. time: Jeg skal dø nu. Det er ikke, fordi jeg vil det. Men det er det, der sker.”
Amduat. En iltmaskine er en flot og rørende fortælling i digtform om en gammel mands død på en lungeklinik på et dansk hospital, mens hans søn er hos ham. Samtidig fortalt med Harald Voetmanns velkendte humor og optagethed af det abjekte, det ækle og det groteske – iklædt gevandter fra den oldegyptiske dødekult.
Harald Voetmann kender vi her på bloggen for hans begavede og bizarre romaner med afsæt i historien og klassikken. Amduat. En iltmaskine adskiller sig i sin form og tone markant fra de øvrige værker, jeg har læst af ham. Men bogen er samtidig ubestrideligt voetmannsk. >> Læs videre
Hold da op. Hold nu helt op. Det er flere år siden, at jeg sidst er blevet grebet om hjertet af en bog, som jeg blev det af Tarjei Vesaas’ Isslottet. Den er knugende og isnende god. Vesaas’ enkle sprog og lavmælte, langsomme fortælleteknik rummer de voldsomste følelser, der raser som en isfrossen norsk elv, der sprænges i stumper i forårets tøvejr.
En omtale af handlingen og temaerne i bogen får den uvægerligt til at lyde en smule tam. Mine ord rækker ihvertfald ikke. Selv havde jeg aldrig fundet på at læse bogen på baggrund af bagsideomtalen, hvis der ikke lige på forsiden havde stået navnet Tarjei Vesaas, forfatteren til Fuglene. >> Læs videre
Rygtet siger, at … Danmark har en ny, spændende og lovende forfatter, og at han hedder Rasmus Daugbjerg. Og for en gangs skyld taler rygtet sandt. I modsætning til, hvad det gør i Daugbjergs flotte og grumt ubehagelige debutroman, hvor rygtet ikke desto mindre – som rygter har det med at gøre – bekræfter sig selv i en uhyggelig gennemspilning af det universelle syndebukketema.
Rasmus Daugbjergs (f. 1993) debutroman, Rygtet, der udkom i januar på Forlaget Møllegades Boghandel, har allerede fået flotte anmeldelser med på vejen , og det er fuldt fortjent. >> Læs videre
En roman om et mislykket besøg: H. C. Andersen besøgte i 1857 Charles Dickens i hans hjem i England i fem uger. Det blev en stor skuffelse for dem begge, især for Dickens, der havde svært ved at kapere den selvoptagede og ynkværdige danske eventyrforfatter, der knap talte ét ord engelsk. Jeg havde det desværre med bogen, som Dickens havde det med besøget: mestendels kedeligt og intetsigende med få lyspunkter.
Nu har jeg aldrig været særlig optaget af forfatterbiografier. Forfatternes værker er typisk meget mere interessante end dem selv. Jeg er med det udgangspunkt sikkert ikke den mest taknemmelige læser af en bog som Niklas Rådströms Gæsten. Blot nævnt retfærdigvis som en slags disclaimer for denne anmeldelse. >> Læs videre
Den islandske forfatter Jakobína Sigurðardóttirs sidste værk (og det første, der udgives på dansk) er på mange måder et flot erindringsværk. Velskrevet og troværdigt med mange fine scener fra dagliglivet i stuerne og værkstederne hos fattigfolk i en lille islandsk bygd i begyndelsen af det 20. århundrede. Men det er også en noget stillestående sag, som havde svært ved at få min puls op.
I barndom fremstår i høj grad troværdigt som den voksnes erindringsbilleder fra egen barndom – karakteriseret, som sådanne tidlige barndomserindringer jo er, ved at være ufuldstændige, slørede og på den ene side præget af barnets syn på verden og samtidig nødvendigvis i et eller andet omfang efterrationaliserede eller ihvertfald præget af den voksnes retrospektive viden og erfaringer. >> Læs videre
Peter Adolphsen kan ikke huske, hvornår han “begyndte at se skævt til den såkaldte autofiktion.” Men det har heldigvis ikke forhindret ham i at skrive denne lille, lette (men også lidt letkøbte) pastiche over genren. Det er stedvist temmelig underholdende, endda morsomt, men heller ikke mere. Adolphsen får desværre ikke helt så meget ud af konceptet, som man kunne have håbet.
Den spritnye udgivelse fra Peter Adolphsens hånd, Jeg kan ikke huske, som udkom på Gyldendal tidligere på ugen, består af omtrent 160 korte tekster, alle skåret over samme retoriske form, for så vidt de alle begynder med ordene “Jeg kan ikke huske …” >> Læs videre
Jón Kalman Stefánsson kan åbenbart ikke skrive andet end rasende gode bøger. Historien om Asta, der udkommer på dansk i dag på forlaget Batzer & co., er endnu en i rækken.
Astas historie er en på mange måder sørgmodig fortælling om ikke helt at passe ind i livet, om at møde store sorger og skuffelser. Men det er samtidig en fortælling fuld af livskraft, der også rummer store glæder, ja, ligefrem lykke. Og så er historien fuld af humor og poesi. Og frem for alt forrygende velskrevet, her i Kim Lembeks vanligt veloplagte oversættelse til dansk. >> Læs videre
