K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

You are here: Home / Archives for Norden

Niklas Rådström: Gæsten

Anmeldt af ,
3 kommentarer

En roman om et mislykket besøg: H. C. Andersen besøgte i 1857 Charles Dickens i hans hjem i England i fem uger. Det blev en stor skuffelse for dem begge, især for Dickens, der havde svært ved at kapere den selvoptagede og ynkværdige danske eventyrforfatter, der knap talte ét ord engelsk. Jeg havde det desværre med bogen, som Dickens havde det med besøget: mestendels kedeligt og intetsigende med få lyspunkter.

Nu har jeg aldrig været særlig optaget af forfatterbiografier. Forfatternes værker er typisk meget mere interessante end dem selv. Jeg er med det udgangspunkt sikkert ikke den mest taknemmelige læser af en bog som Niklas Rådströms Gæsten. Blot nævnt retfærdigvis som en slags disclaimer for denne anmeldelse. >> Læs videre

Jakobína Sigurðardóttir: I barndom

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Den islandske forfatter Jakobína Sigurðardóttirs sidste værk (og det første, der udgives på dansk) er på mange måder et flot erindringsværk. Velskrevet og troværdigt med mange fine scener fra dagliglivet i stuerne og værkstederne hos fattigfolk i en lille islandsk bygd i begyndelsen af det 20. århundrede. Men det er også en noget stillestående sag, som havde svært ved at få min puls op.

I barndom fremstår i høj grad troværdigt som den voksnes erindringsbilleder fra egen barndom – karakteriseret, som sådanne tidlige barndomserindringer jo er, ved at være ufuldstændige, slørede og på den ene side præget af barnets syn på verden og samtidig nødvendigvis i et eller andet omfang efterrationaliserede eller ihvertfald præget af den voksnes retrospektive viden og erfaringer. >> Læs videre

Peter Adolphsen: Jeg kan ikke huske

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Peter Adolphsen kan ikke huske, hvornår han “begyndte at se skævt til den såkaldte autofiktion.” Men det har heldigvis ikke forhindret ham i at skrive denne lille, lette (men også lidt letkøbte) pastiche over genren. Det er stedvist temmelig underholdende, endda morsomt, men heller ikke mere. Adolphsen får desværre ikke helt så meget ud af konceptet, som man kunne have håbet.

Den spritnye udgivelse fra Peter Adolphsens hånd, Jeg kan ikke huske, som udkom på Gyldendal tidligere på ugen, består af omtrent 160 korte tekster, alle skåret over samme retoriske form, for så vidt de alle begynder med ordene “Jeg kan ikke huske …” >> Læs videre

Jón Kalman Stefánsson: Historien om Asta

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Jón Kalman Stefánsson kan åbenbart ikke skrive andet end rasende gode bøger. Historien om Asta, der udkommer på dansk i dag på forlaget Batzer & co., er endnu en i rækken.

Astas historie er en på mange måder sørgmodig fortælling om ikke helt at passe ind i livet, om at møde store sorger og skuffelser. Men det er samtidig en fortælling fuld af livskraft, der også rummer store glæder, ja, ligefrem lykke. Og så er historien fuld af humor og poesi. Og frem for alt forrygende velskrevet, her i Kim Lembeks vanligt veloplagte oversættelse til dansk. >> Læs videre

Tarjei Vesaas: Fuglene

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Balsam for sjælen. Tarjei Vesaas’ mesterlige roman, Fuglene (opr. 1957), opretholder fortjent sin status af klassiker, ikke bare i norsk litteratur, men i verdenslitteraturen. Hver sætning er en nydelse i den danske nyoversættelse af Jannie Jensen og Arild Batzer.

Tarjei Vesaas (1897-1970) var den første nordmand, der blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Det var for romanen Is-slottet (1963), men mon ikke priskomiteen også har skelet til Fuglene (1957) ved den lejlighed, selv om prisen uddeles for et enkelt værk, ikke det samlede forfatterskab? >> Læs videre

Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

“Og så kan livet begynde, det kan begive sig afsted med al sin bagage, og så må vi se hvad der sker.”

I Fisk har ingen fødder leverer Jón Kalman Stefánsson et portræt af en islandsk slægt i tre generationer forankret i den lille by Keflavik i det sydvestligste hjørne af Island. “Island er et barsk land,” hedder det i romanens begyndelse, “og dog er Keflavik utvivlsomt det værste sted i landet.” Byen har titusinde indbyggere, husede indtil 2006 en amerikansk flybase og kan i dag bryste sig af at have Islands eneste internationale lufthavn, men ingen fiskekvoter. >> Læs videre

Agnes Lidbeck: Last

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Flot romandebut fra svenske Agnes Lidbeck. Et litterært feministisk manifest, som er både velskrevet, underholdende og letlæst, både humoristisk og alvorligt og med aktuel, kønskritisk kant.

Københavns litteraturfestival, Kbh læser 2018, som i år havde temaet “Manifest,” er netop afsluttet. I det lys kunne man et øjeblik fristes til at tænke, at Agnes Lidbecks romandebut fra 2017, som udgives i dag i dansk oversættelse ved Iben Mondrup, kommer lige akkurat en postgang for sent. Romanen ville have passet perfekt ind i temaet, for så vidt den i høj grad kan læses som et moderne, feministisk, litterært manifest.

Timingen af den danske udgivelse er ikke desto alligevel helt passende og naturligvis bevidst, da dagen i dag, den 8. marts, som bekendt er Kvindernes Internationale Kampdag. >> Læs videre

Naja Marie Aidt: Bavian

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Bavian har lidt mere end ti år på bagen, men den er stadig en fremragende novellesamling, som især brager igennem i kraft af Naja Marie Aidts skarpe iagttagelsesevne og sprøde pen.

Jeg omtalte forleden Naja Marie Aidts seneste, dybt personlige, men ikke mindre fremragende sorgværk, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (2017). Og nu, hvor jeg havde fat i Aidt, tog jeg også lige en af hendes tidligere novellesamlinger med: Bavian fra 2006, som modtog Nordisk Råds Litteraturpris 2008. >> Læs videre

Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

“Har døden taget noget fra dig / så giv det tilbage / giv dét tilbage / som du fik af den døde / da den døde var levende / da den døde var dit hjerte.”

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er et dybt personligt sorgværk, vokset ud af den personlige tragedie, der ramte forfatteren Naja Marie Aidt (f. 1963) i marts 2015, da hendes næstældste søn, Carl, døde i en ulykke, kun 25 år gammel.

Bogen fremstår som Aidts personlige bearbejdelse af tabet af sønnen, skrevet lidt mere end et år efter dødsfaldet. Men det er ikke kun personlig sorgterapi, for Aidt skriver så stærkt om tabet og sorgen, at teksten bærer bud til os alle. >> Læs videre

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Sorgens grundstof

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Anne Lise Marstrand-Jørgensen kan bestemt skrive, ingen tvivl om det. Men hendes seneste roman vil alt for meget. Og alt for meget forskelligt. Og så er den alt, alt, alt for lang.

Romanen starter med en alternativ og helt skæg variant af skabelseshistorien. Guden (uden køn) skaber i Marstrand-Jørgensens version som det første – nærmest ved et uheld synes det – Satan, mest for at have nogen at tale med. >> Læs videre

Svend Åge Madsen: Af den anden verden

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Det seneste murstensværk af Mesterfortælleren fra Aarhus er vokset ud af en ærefrygtindgydende ambitiøst tænkt og imponerende udført idé. Men den gode fortælling betaler desværre til en vis grad prisen for den høje ambition.

Svend Åge Madsen er en af mine absolutte yndlingsforfattere, ikke bare blandt danske forfattere, men i det hele taget. Hans enorme forfatterskab er i uomtvistelig verdensklasse. Madsens såkaldt folkelige gennembrud fra 1976, Tugt og utugt i mellemtiden, står således uantastet som en af de bedste romaner, jeg har læst, selv om det efterhånden er 25-30 år siden (bør snart genlæses for at teste, om den stadig holder). Og der er mange andre – i alle ordets betydninger – fabelagtigt gode bøger i det enorme bagkatalog: For eksempel At fortælle menneskene (1989), Syv aldres galskab (1994), Genspejlet (1999) og Mange sære ting for (2009) for nu bare at nævne nogle få af mine favoritter. >> Læs videre

Ursula Andkjær Olsen: Krisehæfterne. Pandora Blue Box. Atlantis-syndromet

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

“Min navle er verdens navle, når jeg piller i den, vibrerer hele universet.” Ja, det skal jeg love for. Når Ursula Andkjær Olsens roman er bedst, er det netop den oplevelse, man kan få som læser: Hele universet vibrerer, på grænsen til at slå sprækker, blive oversvømmet og gå under, når fortælleren åbner sluserne for sin vrede, sin hævnfølelse, sin sorg og sin samfundsmæssige indignation.

Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) er et veletableret navn på på den danske lyrikscene. Med Krisehæfterne (2017) har hun begået sin første roman – som dog ikke er mere roman, end at Andkjær Olsens rødder i lyrikken er meget tydelige. >> Læs videre

Ida Holmegaard: Graceland

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Et stilfærdigt, troværdigt, lille stykke dansk hverdagsrealisme. Romanen er i det store hele meget velskrevet (på nær enkelte tæerkrummende kiks), men noget blivende indtryk kommer den nok ikke til at efterlade hos mig.

Ida Holmegaards (f. 1990) anden roman, Graceland, fra 2017 er fortalt over en enkelt eftermiddag op til jul af tre forskellige stemmer i en dansk familie: >> Læs videre

Henrik Nor-Hansen: Termin. En fremstilling af vold i Norge

Anmeldt af ,
4 kommentarer

Norske Henrik Nor-Hansens roman Termin er lige så stærk som den er kort. Om meningsløs vold og dens psykiske konsekvenser for ofrene. Og mere generelt også om anonymitet og følelsesmæssig distance mellem mennesker i moderne samfund.

Handlingsmæssigt tager kortromanen afsæt i en tilsyneladende vilkårlig og meningsløs voldshandling i det lille landsbysamfund Hommersåk, ikke så langt fra Stavanger. Den 26-årige, nygifte Kjetil Tuestad bliver sankthansaften 1998 fundet alvorligt mishandlet, offer for en voldshandling uden motiv, som aldrig opklares.

>> Læs videre

Jón Kalman Stefánsson: Menneskets hjerte

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

“Mennesket fik arme for at kunne holde om et andet menneske,” hedder det et sted i Menneskets hjerte. Man kunne også mene, at vi har fået arme for at kunne kaste dem højt i vejret i begejstring over Jón Kalman Stefánssons stærke og magiske prosa.

Menneskets hjerte er tredje og sidste del i islandske Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede-trilogi, som ret beset er én stor, sammenhængende roman på i alt lidt over 900 sider. Jeg har allerede skrevet det meste af det, der skal skrives om trilogien i omtalerne af de to første bøger, Himmerige og helvede og Englenes sorg. Men ikke desto mindre: >> Læs videre

Jón Kalman Stefánsson: Englenes sorg

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

“Døden ligger inde med svarene, står der et eller andet sted, og den formidler ældgammel visdom; det er naturligvis noget forbandet vrøvl. Det vi ved, det vi har lært, stammer ikke fra døden, men fra poesi, fortvivlelse og til sidst erindringer om lykke og omfattende svig.”

Englenes sorg er andet bind i Jón Kalman Stefánssons romanserie om drengen med digtersjælen i kamp med det barske liv på Islands vestkyst engang for omkring hundrede år siden. Himmerige og helvede var den første, og Menneskets hjerte er den tredje.

En lille advarsel: Har du ikke læst første bind af trilogien, vil du i det følgende støde på enkelte afsløringer af handlingen herfra, dog ikke flere end hvad der allerede fremgår af klapteksten til Englenes sorg. >> Læs videre

Jón Kalman Stefánsson: Himmerige og helvede

Anmeldt af ,
3 kommentarer

Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede er verdenslitteratur. Den er smuk og barsk, domineret af mørke og melankoli, men båret af varme og kærlighed til menneskene og et sted under overfladen også humor. Det er islandsk romankunst på et niveau, der sender tankerne i retning af Haldor Laxness. Ja, så godt er det faktisk.

Mit første bekendtskab med Jón Kalman Stefánsson (f.1963) var Sommerlys og så kommer natten (opr. 2005), og når jeg tænker på den, rykker det stadig i mine arme for at kaste dem højt over hovedet af begejstring. Så det er egentlig svært at forstå, hvorfor det har taget mig næsten et år at finde Himmerige og helvede ned fra hylden.

Men nu fik jeg endelig givet mig selv den gave at læse den, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af forventning til de to næste bøger i trilogien, Englenes sorg og Menneskets hjerte, som ligger her foran mig. >> Læs videre

Jón Kalman Stefánsson: Sommerlys og så kommer natten

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

“… og nu går vi i gang, her kommer det, munterhed og ensomhed, mådehold og meningsløshed, liv og drøm – ja, drømme” (s.10). Med den fanfare indleder Jón Kalman Stefánsson sin helt igennem og ubetinget prægtige roman om den mest elskelige samling melankolske, islandske landsbytosser, man kunne ønske sig at dele roman med.

Det her er nordisk romankunst, når det er allerallerbedst. Armene er helt oppe! Hold da kæft, hvor er det godt!

Romanen er fuld af poesi og jordnær hverdagsfilosofi, men den gør sig ikke til af noget af det, fortæller bare en håndfuld tæt forbundne, gode historier lige ud ad landevejen, sprogligt kraftfuld og raffineret, men alligevel letlæst. >> Læs videre