Jeg var forleden meget begejstret for kombinationen af humor og mørke i Dorthes Nors’ noveller i Kantslag. Spejl, skulder, blink kan også noget, men har ikke samme niveau. Den har lidt mere karakter af en feel-good-roman – altså bortset fra, at den nærmere er feel-bad.

Romanen handler om den litteraturuddannede Sonja, der ernærer sig som oversætter af en succesfuld svensk krimiforfatter. Sonja er fra Jylland, men bor nu alene i København, og hun er ensom. Hun savner Jylland, hvor der er længsel og opdrift, grågæs og sangsvaner, og ikke bare plasticugler på naboens altan, der skal skræmme byduer væk.

Den gennemgående historie, som titlen refererer til, handler om, at Sonja i en voksen alder forsøger at tage kørekort. Det går ikke så godt, men det er ganske underholdende.

De bedste dele af romanen er de glimtvise tilbageblik til Sonjas barndom og ungdom i den lille vestjyske by, Balling. Portrættet af den jyske provinsby, livet som ung et sådant sted i almindelighed og konkret Sonjas egen barndom er levende, realistisk og overbevisende. Og det rummer en kant af det mørke, som også løb gennem novellerne i Kantslag.

Scenerne fra romanens nutid, Sonjas liv i København, har det til gengæld med at løbe lige lovlig meget over i den rene komedie. Det er sjovt nok, men også en smule letbenet.

Selve portrættet af Sonja er sådan set ganske overbevisende. Herunder hendes erkendelse – efter mange år alene i København – af, at forskellen mellem livet i den pulserende hovedstand og livet i Balling, Jylland, i virkeligheden ikke er så stor:

Der er intet i København andet end mennesker, der ligner mennesker i alle afskygninger overalt. Intet større, intet mindre, bare mennesker, og de møder jo sjældent op uden for deres eget segment alligevel. De er som storbønder til et landsmøde kun opsat på at hænge ud med sig selv, og de lugter af Rexona, og de mener det samme, og de går op i de samme ting, og når de skal stikke ud fra mængden, stikker de ud på den samme måde. I det jyske opland er det firehjulstrækkere og højglanspolerede plantegiftspredere. I København er det Christiania-cykler, kratagtige skæg og ensrettet mangfoldighed.

Stort set alle bipersonerne lider imidlertid under at være en tand for karikerede:

Sonjas kørelærer, den storrygende og storsnakkende Jytte, der ikke har tålmodighed til at lære hende at skifte gear, og derfor konsekvent styrer gearskiftet for hende i de mange køretimer.

Sonjas massør Ellen, som mærker Sonjas problemer hobe sig op i hendes bindevæv og forsøger at slå sig op som ikke-iniviteret psykoterapeut og inviterer Sonja med i Dyrehaven på en mediter-med-et-træ-seance.

Køreskoleejeren Folke, som har det med at lade sin hånd ligge lidt for længe på Sonjas ovenpå gearstangen.

De er alle sammen sjove typer, og man kan sagtens se dem for sig, næsten også i den virkelige verden, men i romanen bliver de mig alligevel netop en tand for karikerede til rigtigt at ramme mig.

Jeg var aldeles glimerende underholdt af Spejl, skulder, blink, men jeg tror ikke, at den kommer til at efterlade sig noget blivende indtryk. Dertil er den lidt for meget en feel-good/feel-bad-komedie for min smag

Men Dorthe Nors kan skrive, og romanen demonstrerer hendes fornemmelse for mennesker og sans for de små, betydningsfulde detaljer. Min lyst til at læse mere Dorthe Nors er usvækket. Heldigvis er der en hel del andre udgivelser at give sig i kast med.

K's vurdering: