Katrine Marie Guldager: Birgithe med th

Birgithe med th er et portræt af en kvinde midt i livet. Som ikke orker mere pis og ikke lægger meget bånd på sin irritation og vrede. Men som under overfladen er lige så skrøbelig som alle os andre. En ganske fin, lille roman, men så heller ikke mere. Sine steder både morsom og også rørende. Hurtigt læst – men nok også hurtigt glemt.

Birgithe med th er vred. Og der er nok at være vred over: Alle dem, der ikke tager klimaforandringerne alvorligt og bare fortsætter deres umådeholdne overforbrug. Forældre, der ikke opdrager deres børn. Unge drenge, der mobber hjemløse på gaden. Trælse fyre, der lufter sexistiske kommentarer i kassekøen i supermarkedet. Cyklister, der ikke kender forskel på en fodgængerovergang og en cykelsti. Birgithes lillesøster, der har ondt i livet, men ærlig talt godt kunne prøve at tage sig lidt mere sammen.

Birgithe skælder og smælder sig igennem store dele af bogen, næsten uden filter. Der er noget herligt forløsende over det. Og det er nogle steder også helt sjovt.

Birgithe er folkeskolelærer, men hun orker snart ikke de uvorne unger og og især ikke deres forældre længere. Hun er selv mor til tre, gift med en sød og forstående mand (for forstående, for tålmodig).

Og så er hendes mor lige død, og det er Birgithe, der står med hele ansvaret for at tømme huset. Hverken søsteren eller deres far (som forsvandt for mange år siden) er noget bevendt. Og Birgithe magter ikke sin søde mands omklamrende forståelse og omsorg:

    Jeg gider ikke høre mere på hans positive pis.
    Jeg lægger på.
    Jeg er sur, vred, bitter og ked af det, og jeg har alle grunde i hele verden til at være det.
    Da jeg kommer ind i min mors hus, smider jeg rygsækken fra mig, spiser en halv mazarinkage og drikker det meste af en flaske portvin.
    I kan rende mig, allihopa.

Katrine Marie Guldager (f. 1966) fanger noget af tidsånden med romanen. Der er som nævnt noget forløsende over Birgithes retfærdige harme og ufiltrerede vrede. Samtidig formår Guldager også at komme ind under huden på sin hovedperson, som undervejs i bogen får flere nuancer, og – naturligvis – viser sig at være lige så skrøbelig som alle os andre og med samme behov for omsorg, selv om hun har svært ved at tage imod den.

Jeg var udmærket underholdt, i de par timer, det tog at læse Birgithe med th. Men egentlig bjergtaget var jeg ikke. Hertil er romanen lidt for letbenet. Eller også er jeg måske bare ikke så meget til genren “portræt af helt almindelige menneskers helt almindelige liv.”

K's vurdering: