Helle Helle: Hafni fortæller

Hafni fortæller er meget Helle Hellesk – og det er godt. Måske en kende mere eksperimenterende i formen, end jeg har oplevet hende før – men det kommer der også kun godt ud af.

Forleden skrev jeg i min anmeldelse af Katrine Marie Guldagers Birgithe med th, at jeg måske bare ikke er til romaner om helt almindelige menneskers helt almindelige liv.

Det udsagn vil jeg gerne trække tilbage: For hvis det er Helle Helle, der skriver om helt almindelige menneskers helt almindelige liv, så kan det lige pludselig blive ikke alene vedkommende og spændende, men også litterært nyskabende.

Hafni fortæller er strengt taget ikke fortalt af Hafni, men af en navnløs person, som Hafni ringer op fra en rasteplads for at fortælle om den danske smørrebrødsodyssé, hun har været på de seneste uger. Det er imidlertid kun Hafni, der taler i romanen.

Hafni er 48 år gammel, hendes børn er voksne og flyttet hjemmefra, og hun skal skilles – langt om længe, må man forstå.

Sats ikke alt på det første det bedste fælles hjem, siger Hafni, slet ikke med dårlig rumfordeling. Hun husker at ligge med vidt opspilede øjne hele natten, før depositum skulle falde. Et langt nej burde være undsluppet hende, også under frieriet. Det fandt sted på fortovet uden for Imperial. De så Alien 3 ved en fejl, al den slim. Filmen igennem sad hun med sit ja, som var et jo.

Hvad gør man så, når man endelig er fri til at gøre, hvad man vil? Hafni tager på bilferie alene: Fra Frederikssund over Roskilde, Ringsted, Korsør, Nyborg, Svendborg, Faaborg og Bøjden-Fynshav for endelig at slutte af med det store sønderjyske kaffebord i Gråsten med tre gange syv slags kager.

Hafni har planlagt turen nøje: Booket hoteller undervejs og reserveret bord på frokost- og middagsrestauranter. Men det går ikke helt, som hun havde drømt om, og turen ender med at tage meget længere end planlagt.

Nogle gange, fordi hun kommer til at drikke lidt for meget hvidvin eller snaps. Eller
fordi hun har brug for et par ekstra overnatninger for at tage sig sammen til at køre over Storebæltsbroen. Andre gange, fordi hun er stødt på en interessant mand. Eller fordi hun slet og ret er landet på en rar campingplads.

Undervejs støder hun på en mængde forskellige mennesker. Nogle passerer bare forbi, andre knytter hun forskellige slags forbindelser til.

Der er bare dét, at Hafni har det med at blive nervøs og offer for næsten tvangsmæssige handlinger, som ofte får tingene til at gå skævt. Mest af alt fordi hun tænker for meget over, hvordan hun virker på andre.

Hun siger: Jeg indrømmer, at jeg mange gange forsøger at sidde tilsyneladende tankefuld i en lænestol, men alt, hvad jeg ser for mig, er pludderbukser.

Hendes tankemylder lader hende stort set aldrig i fred. Hvis det ikke er tanker om, hvordan hun fremstår i øjeblikket, så er det fortrydelser over ting, hun gjorde eller sagde i fortiden, oftest helt små og dagligdags ting.

Som når hun for eksempel holder sig vågen en halv nat, fordi hun pludselig hjemsøges af billedet af sig selv i buksedragt til den dér personalefest for tyve år siden, hvor hun grinede så meget, at hun kom til at spytte et pebermyntebolsje ud på bordet, lige da alle de andre kiggede på hende.

Hafni er med andre ord ret almindelig, og jeg gætter på, at de fleste vil kunne genkende noget af sig selv i hende, jeg kunne ihvertfald. Og det er svært ikke at elske hende i hendes almindelige kiksethed.

Fortællingen om Hafnis syddanske odyssé er nok det morsomste, jeg endnu har læst af Helle Helle. Samtidig muligvis også det mørkeste. For mørket lurer lige under overfladen, og Hafni er mere en tragisk end en komisk figur.

Ind i mellem Hafnis fortælling har Helle Helle flettet nogle korte afsnit, der opremser scener og huskeregler fra (må man tro) Hafnis liv som husmor i det nu forliste ægteskab. De har nærmest har karakter af små prosadigte og fungerer godt som en slags kor til fortællingen.

Jeg har ikke læst Helles to foregående romaner, de og BOB, men det skulle jeg måske have gjort. Ihvertfald kan jeg af andre omtaler af Hafni fortæller se, at der er en vis sammenhæng mellem de tre romaner. Det var nu ikke noget, jeg bemærkede under læsningen eller på nogen måde oplevede som en begrænsning. Men de to romaner er bestemt på min liste over bøger, der skal læses på et tidspunkt.

K's vurdering: