Rygtet siger, at … Danmark har en ny, spændende og lovende forfatter, og at han hedder Rasmus Daugbjerg. Og for en gangs skyld taler rygtet sandt. I modsætning til, hvad det gør i Daugbjergs flotte og grumt ubehagelige debutroman, hvor rygtet ikke desto mindre – som rygter har det med at gøre – bekræfter sig selv i en uhyggelig gennemspilning af det universelle syndebukketema.

Rasmus Daugbjergs (f. 1993) debutroman, Rygtet, der udkom i januar på Forlaget Møllegades Boghandel, har allerede fået flotte anmeldelser med på vejen , og det er fuldt fortjent.

Rygtet foregår uden for tid og sted, og romanens budskab er universelt. Vi er i en unavngiven landsby i en ikke specificeret tid. Fortællestemmen er et anonymt og diffust “vi,” som ikke desto mindre samtidig er et meget markant “vi”: Vi, der kender hinanden; vi, der holder sammen; vi, der frem for alt ikke er dig, som er adressaten for fortællestemmen bogen igennem.

Det unavngivne du, som rygterne er centreret omkring, er en tilflytter, en fremmed, som byen nægter at tage til sig som en af sine egne (selv om rygtet også siger, “at du har boet her længere, end mange af os tror”). I stedet bliver du’et gjort til syndebuk for alskens ulykker i landbyen.

Hvad der egentlig er du’ets historie får vi i overensstemmelse med romanens idé aldrig noget endegyldigt svar på. Men der tegner sig en tragisk historie om en mand, der har mistet et barn og sin kone.

Rygtet siger, at din kone fødte et barn, som ikke ville holde op med at skrige. Barnet var rødt. Du stoppede en klud i munden på barnet og smed barnet i en brønd.

Rygtet er fortalt i ganske korte “kapitler” i lyrisk prosa. De fleste kapitler er ikke længere end en kvart eller en halv side, nogle er kun et par linjer, mens de længste strækker sig over nogle få sider.

Mange af de korte kapitler har karakter af små kortprosastykker, som er så stærke, at de faktisk godt kunne stå alene som selvstændige prosadigte. I begyndelsen af bogen tegner de et flimrende billede, men gradvist samler de sig, der danner sig en historie, og enkeltpersoner får liv og karakter, mens andre blot forbliver mere eller mindre anonyme navne, som indgår i det diffuse landsbyfællesskab.

Rygtet siger, at din kone og dit barn døde under fødslen. Enkemænd bliver tomme og slæber sig som sække hen over jorden, siger Unnr. En dag forlader du byen af dig selv og lægger dig ned ved nåletræerne i skoven som alle de andre enkemænd.

Effekten af fortællestilen er stærk og bidrager til at understrege, hvordan den store mængde af rygter er lige så virksomme for dannelsen af fjendebilleder, som de er logisk modsætningsfyldte.

En vigtig del af fortællegrebet er, at du’et, den fremmede, genstanden for rygterne, aldrig selv kommer til orde, hverken ved egen stemme eller i form af en alvidende fortællerkommentar. Rygtet har ikke brug for at opsøge nogen korrigerende sandheder fra sin genstand, det bekræfter sig selv – helt uanfægtet af, at de mange rygter er aldeles inkommensurable.

Købmanden siger, at du har valgt at slå dig ned her, fordi du gerne vil glemmes. Du har valgt den forkerte by. Du kan ikke mase dig ind her, vi holder øje med dig.

Rasmus Daugbjerg flirter i Rygtet med den magiske realisme – ihvertfald fortælles der historier om, at skoven er levende. Om at knoglerne fra de døde under “Storvinteren” vandrer rundt om byen. Om det mystiske og truende “urhullet,” der hele tiden bliver større og større og æder de stendiger, landsbyen sætter omkring det. Og om mere, der er endnu mere mærkeligt.

Under Storvinteren gravede man store huller i skoven. Tvillingen siger, at de magre kroppe ligger under jorden og gnider sig mod træernes rødder. De sutter på rødderne, til der kommer sukkervand ud, siger hun.

Alt sammen bidrager det til en knugende, dystopisk undergangsstemning, som ikke desto mindre heldigvis også rummer en del befriende humor.

Daugbjergs prosa er enkel og stærk. Hans univers er fantasifuldt, forunderligt og underligt. Men samlet set bidrager det kun til at gøre historien mere virkelig og mere universelt sand. Rygtet er en meget kort roman, men den har stor fylde og tyngde.

Jeg glæder mig til at læse mere af Rasmus Daugbjerg.

K's vurdering: