“Da jeg sad på toilettet og menstruerede, faldt en ret stor del af min hjerne ned i toiletkummen.”

Sådan begynder den første novelle, Fugle, i Gunnhild Øyehaugs novellesamling, Onde blomster (opr. 2020), som for nylig udkom i dansk oversættelse ved Sara Koch på forlaget Gutkind.

Lige først synes det for fortælleren, som om hun fungerer udmærket trods tabet af en betydelig del af hjernen ned i toiletkummen. Snart viser det sig dog, at det var den del af hjernen, hvor al hendes viden om fugle var placeret. Og det er jo ikke så godt, når man er ornitolog og om tre uger skal forsvare sin doktorafhandling om reumatisme i bekkasinfamilien.

Hvis man som læser nu tror, at Øyehaug med denne begyndelse har givet bolden op til en serie sorthumoristiske grotesker, så har man til dels ret. Men der er mere på spil og også alvor bag. Bedst, som man sidder og smiler over det groteske i ornitologens tab af en del af hjernen, viser novellen sig i virkeligheden at være en tragisk historie om alvorlig stresssygdom og om pludselig at indse, at man på et tidspunkt har mistet det menneske, man gerne ville være, af syne.

Og det indrammer lige præcis noget af dét, norske Gunnhild Øyehaug (f. 1975) kan: Med begavet humor og en sans for det groteske spinder hun små vedkommende historier om menneskenes svære forhold til hinanden og sig selv, om død, sorg, kærlighed og især om det vanskelige i at overvinde afstanden til andre, men også til sig selv.

Mange af novellerne kombinerer det bizarre og det humoristiske med en let melankolsk opmærksomhed på det tragiske i de moderne menneskeliv.

[…] jeg ville ønske at der fandtes ord der kunne skildre hvor pludseligt solsorte skider, lige så pludseligt som kamuflageulke suger deres ofre ind, lige så pludseligt som universet en dag bare åbnede sig og slap mig ud af en bagdør jeg ikke vidste jeg var kommet til.

En af Øyehaugs styrker som forfatter er hendes opmærksomhed hverdagssituationerne og ikke mindst tingene, de helt små ting i hverdagen, som i visse situationer, tilfældigt og uvilkårligt, eller hvis vi iagttager dem tiltrækkeligt opmærksomt, kan antage afgørende betydninger.

Før jeg fortæller videre, må jeg fortælle om mit forhold til prydgræs. Hvis man tænker over alle de ting man kan have et forhold til her i livet, så er prydgræs definitivt et af dem.

Og så kan Øyehaug i øvrigt bare skrive – i et let og sprudlende sprog, som fik mig til ofte at læse alt for hurtigt, så jeg måtte stoppe mig selv og slå nogle linjer tilbage for at få det hele ordentligt med.

Flere af de 25 korte noveller (hvoraf nogle udgør forbundne, om end opbrudte, helheder) har karakter af en leg med genren, hvor Øyehaug ubesværet fletter fiktion med metafiktion.

Gunnhild Øyehaug (f. 1975). Pressefoto, gutkind.dk.

En god del af teksterne har nærmest essayistiske elementer og rummer mange eksplicitte og implicitte referencer til litteraturhistorien, for eksempel til Baudelaire (som samlingens titel er et nik til, jf. Baudelaires Les fleurs du mal (1857)), Virginia Wolff, Inger Christensen, Egils saga og flere andre.

I Tråden ligger en døende gammel kvinde i sin seng på plejehjemmet med et drop. Som læsere registrerer vi med den gamle hendes synsindtryk af værelset og tankeassociationer til hendes barndom og datteren, der er langt væk i Danmark. Men så hopper den gamles tankebaner over i en metareflektion over det jo i bund og grund ret bemærkelsesværdige i, at hun på denne måde optræder som person i en novelle, og det i særdeleshed usandsynlige i, at hun – i en tilstand af halvt bevidstløs – kan formidle sine tanker i sammenhængende form til læseren, når hun nu i det hele knap nok har nogen tanker:

Hvis det var sådan at jeg faktisk lå på en stue på plejehjemmet eller en stue på sygehuset og døsede ind og ud af dette øjeblik, ville jeg jo ikke være i stand til at formidle det til nogen, til dig, på denne måde. Men så er jeg vist i stand til det alligevel, og det undrer mig. Det er muligt at jeg er dramatiseret.

I den følgende tekst, Tråden 2, springer Øyehaug endnu et metaniveau op. Den er formet som en formel, skriftlig protest (det fremgår ikke fra hvem) over, at den foregående tekst om den gamle dame ender sørgerligt. Det kunne været gået an, hvis det havde været et naturprogram, hvor alle jo ved, at naturens orden indebærer en del ubehageligheder. “Men fiktion: Her har man alle muligheder.” Forfatteren kunne jo snildt for eksempel have ladet datteren dukke op på stuen og dermed sparet læseren for de ubehagelige billeder:

[…] og vi havde ikke måttet tænke på at der findes gamle mennesker der svæver mellem vågen og halvdød tilstand, med et nødudgangsskilt lysende alt for symbolsk over døren, at de findes, og at deres halvtilstande også findes, uden nogen åbenbar og lynhurtig løsning.

Herfra fortsætte Øyehaugs leg med novellegenren og forholdet mellem tekst, læser og forfatter ud ad endnu et par tangenter i retning af det absurde. Jeg slipper den tråd her, men det er ganske sjovt, hvis man er til den slags.

Ved et første øjekast kunne man måske fristes til at slå Onde blomster hen som en samling korte, lidt nonchalante eksperimenter fra forfatterens side. Jeg kender ikke noget til Øyehaugs skriveproces, og det kan vel være, at den er “nonchalent,” men det tror jeg ikke. For det fine ved de fleste af disse noveller er netop, at de på den ene side læses så let og i deres vildt og skørt associerende form forekommer så let skrevet, samtidig med at de fleste af dem på den anden side ved nærmere øjesyn er særdeles velkomponerede.

Og så kan Øyehaug noget med første sætninger. Jeg har allerede givet et eksempel. Lad mig slutte med endnu et fra novellen Slippe afsted, der begynder sådan her:

En morgen, helt ud af det blå, foreslog Rut at vi skulle holde op med at bruge pistoler. Vi sad og spiste morgenmad med hver vores pistol liggende ved tallerknerne.

Så er læserens opmærksom ligesom indfanget – i en novelle, der viser sig (blandt andet) at være en satirisk kommentar til den rolle. mobiltelefoner er kommet til at spille i vores dagligliv. Det viser sig, da Rut fortsætter:

Børn skal ikke længere få en pistol når de fylder ti. Jeg mener at vi skal adskille telefon- og pistolfunktionen, ligesom det var før.

Og Rut får sin vilje, efter at fortælleren i en syret drømmeagtig scene har et lille uheld med sin pistolmobil og en sød lille kat uden for hendes vindue på arbejdet:

Stemmer det at jeg åbnede vinduet og skød katten så blodet stod ud fra dens hoved og de to lyseblå øjne for til hver sin side som marmorkugler? Stemmer det at jeg egentlig bare ville tage et billede af den, og for første gang trykkede på den forkerte knap, noget designerne af telefonen sagde var umuligt, at pistolmobilens indbyggede intelligens ville forstå at man trykkede på den forkerte knap og dermed ikke affyre skuddet?

Man fornemmer formentlig, at jeg er begejstret for Onde blomster. Bevares, i en samling som denne er der selvfølgelig blandt de 25 tekster nogle, der er mindre erindringsværdige end andre. De noveller, der især er båret af leg med metafiktionen, og som jeg har omtalt et eksempel på ovenfor, er sjove nok, men også forglemmelige.

De bedste noveller er imidlertid fremragende i deres kombination af alvor, humor og det fantasifuldt bizarre, deres opmærksomhed på de små ting og på savnet og afstandene i menneskenes hverdagsliv.

Jeg skal helt sikkert læse mere Gunnhild Øyehaug, og det skal være snart.

K's vurdering: