Oscar K.: Dødedans

“Ingen opslag. Ingen tilmelding. Ingen aldersbegrænsning. Dødedans for begyndere, let øvede og viderekomne. Mandag fra kl. 20 til 22 i Afholdshotellets lille sal.”

Der er garanti for skøre, skægge, skæve og surreelle scener, når Oscar K. og illustrator Dorte Karrebæk byder op til en moderne Danse Macabre i provinsen.

Dødedans er egentlig kun en novelle, men Jensen & Dalgaard har ikke desto mindre udgivet den som en lille hardback. Og det fortjener den, som den kommer her, udstyret med Dorte Karrebæks vidunderlige illustrationer.

Jeg er før faldet på halen over makkerparret Oscar K. og Dorte Karrebæk, da jeg indtog deres Ny bibel for de fattige i ånden for nogle år siden. Af en eller anden grund har jeg forsømt at dyrke dem mere, men til Bogforum 2021 faldt jeg på Jensen & Dalgaards stand over denne lille, fine sag, udgivet tidligere i efterårssæsonen.

Oscar K.’s Dødedans er en slags sorg-humoristisk parafrase over det middelalderlige tema, Danse Macabre, dansen med Døden. Herhjemme kender vi blandt andet temaet fra Elmelundmesterens kalkmalerier i Nørre Alslev Kirke på Falster. Og det er således også mere end passende, at novellen er rigt illustreret – faktisk fylder Dorte Karrebæks illustrationer næsten lige så meget som teksten.

I Oscar K.’s novelle er dødedansen henlagt til et afholdshotel i en lille unavngiven by et sted, der smager af Udkantsdanmark. Dødedansen foreviges af pølsemandens søn, Herman, som har specialiseret sig i at tage “sorgportrætter,” billeder af de døde. På sin knallert med rusten lydpotte og mælkekasse bagpå tager han til afholdshotellet, når der er inviteret til dødedans.

De fremmødte tæller udover tilskueren Herman også knokkelmanden selv og hans hjælpere – og et galleri af lokale, suicidale typer, der kommer for at træde dansen for at undslippe denne verdens trædemølle.

Døden selv er ganske vist blevet lidt træt i det, han orker faktisk næsten ikke længere de triste seancer med alle disse mennesker, der er trætte af livet:

Skeletterne og de flygtige gør klar til kædedans med mellemrum til de levende. Mester beder dem vente. I aften skal de ikke byde op til dans. Det er evigheder siden, at tanken om snore i marionetdukker kunne holde de skrøbelige knogler sammen. Døden har fået nok. Ingen ser ham længere i øjnene, men fortrænger ham i dybeste stilhed og forherliger intetheden. Trinene er blevet tørre som knækkede kviste, dansen fortærsket. Og hvis nogen skulle inklinere for ham – kom, dans med mig – vil han svare: “Helst ikke …”

Men selv ikke Dødens Mester kan undslå sig, og i løbet af novellen træder de suicidale én for en deres sidste skridt i dansen med hans skeletter. Og Herman med kameraet foreviger dem.

Dødedans er litterært set kun en lille pudseløjelighed, men den har en sørgmunter charme, først og fremmest båret af blikket for de enkelte liv – den slags typer, man kunne kalde små, skæve eksistenser, men som med Oscar K.’s få og præcise penselstrøg bliver til levende mennesker med fulde og hele livshistorier.

Dødedans manifesterer for mig Oscar K. som en af vores fineste og sjoveste forfattere lige nu i genren skæv, skør, poetisk og tankevækkende prosa.

K's vurdering: