Thomas Korsgaard: Man skulle nok have været der

Min anbefaling til fans af de to første bøger i Thomas Korsgaards Tue-trilogi er at stoppe dér. Tredje bog er stadig velskrevet, bevares. Den lider bare under at være temmelig kedelig og dertil i mange passager tåkrummende pinagtig i handlingen – på en træls måde.

Thomas Korsgaards to første bøger om Tue fra Nørre Ørum på Skiveegnen, debuten Hvis der skulle komme et menneske forbi og efterfølgeren En dag vil vi grine af det, hentede især deres kvalitet i insider-portrættet af Tues dysfunktionelle udkantsfamilie.

I Man skulle nok have været der er Tue flyttet til København. Det er givetvis godt for Tue at være sluppet væk fra familien, men det er ikke godt for romanen, som i forhold til de to første bøger taber både intensitet og originalitet.

I København karter Tue rundt, forsøger med begrænset succes at tjene lidt penge som gadeavissælger for Politiken, mens han ikke er i stand til at holde fast på et værelse og derfor snart ender på gaden. Det giver anledning til forskellige pinagtige scener (også en enkelt decideret ubehagelig, da han i desperation reagerer på en annonce for et “gay friendly” værelse).

Mest pinagtigt bliver det dog, da han overtaler sin kollega Victoria til, at han kan rykke ind på sofaen i hendes mors lejlighed på Christianshavn. Victorias mor er en succesrig arkitekt og en del af det fashionable København, og Tues ophold i hendes lejlighed bliver en anledning til at gennemspille nogle lidt for klichéagtige provinsunderklasse-versus-københavneroverklasse-scener.

Og så er Tue i denne tredje bog i øvrigt også bare en i bund grund ret irriterende, tumpet, ubehjælpsom og egoistisk nasserøv. Som læser var det smerteligt pinagtigt at læse om, hvor idiotisk han opfører sig. Jeg havde faktisk ikke undervejs i læsningen noget ønske om, at det skulle gå ham virkelig godt. Dertil opførte han sig for dumt. Jeg ville bare gerne have det hele overstået. For både romanpersonens og læserens skyld.

Alle tre bøger i Tue-trilogien er fortalt i førsteperson, men kunne egentlig lige så vel have været fortalt i tredjeperson fra en observerende fortællers perspektiv. For vi hører næsten intet om fortællerens/Tues indre tanker og følelser.

Denne fortællestil fungerede virkelig godt i de to første romaner, hvor distancen i den litterære form afspejlede hovedpersonens distance til sig selv. I Man skulle nok have været der savnede jeg imidlertid en indre stemme, der (måske) kunne have bidraget til at forklare Tues handlinger lidt bedre.

Ud fra andre omtaler af Thomas Korsgaards forfatterskab må jeg forstå, at hans bøger om Tue er inspireret af hans egen opvækst. Måske er Tues erfaringer i København også tæt på forfatterens virkelige oplevelser. Som læser af romanen er det mig ikke så relevant.

Uanset om den måtte være bygget på virkelige oplevelser, så forekommer de fleste af scenerne i den patchwork-agtige historie mig at være klichéafyldte og godt og grundigt gennemspillede andetsteds i litteraturen.

Thomas Korsgaard skriver generelt godt, ikke vildt og sprudlende og originalt, men solidt godt, med en fornemmelse for det afdæmpet humoristiske såvel som for det følsomme og det smertefulde. Det demonstrerer han især i de to første bøger, men for så vidt også i den tredje.

To stjerner til Man skulle nok have været der er på den baggrund en lidt hård dom. Hvis jeg skulle forsøge at anlægge en “anmeldernøgtern” vurdering, skulle den nok have været oppe på tre. Men vurderingskriterierne her på bloggen er nu engang dikteret af min personlige smag. Og jeg syntes, at den var træls at læse. Nu-udnytter-jeg-nogle-andres-tillid-på-en-måde-der-vil-være-helt-vildt-pinlig-hvis-det-bliver-opdaget-genren har aldrig været min genre. Og det er længe siden, at det var en uddateret genre.

Den første tredjedel af bogen lyttede jeg til, oplæst af forfatteren selv. Han læser godt op, men historien i sig selv var i tredje bog så tåkrummende anstrengende at høre på, at jeg ikke udholdt det (og det var også decideret trafikfarligt at lytte til den i bilen, fordi pinagtigheden uvilkårligt fik det til at vende sig i min mave og få mig til at knibe øjnene sammen). De sidste totredjedele læste jeg derfor som e-bog (en meget sjælden foreteelse for mit vedkommende), fordi jeg på den måde kunne få det overstået hurtigere end ved at lytte mig igennem bogen.

K's vurdering: