Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
En letlæselig, humoristisk og samtidig begavet roman om graviditet som både subjektiv erfaring og social konstruktion i det moderne Japan.
Dagbog fra et tomrum er japanske Emi Yagis debutroman, som har høstet mange roser i Japan siden udgivelsen i 2022 – og nu også fortjent gør det i Danmark efter udgivelsen af den danske oversættelse ved Hanne Arnold tidligere i år. >> Læs videre
Min anbefaling til fans af de to første bøger i Thomas Korsgaards Tue-trilogi er at stoppe dér. Tredje bog er stadig velskrevet, bevares. Den lider bare under at være temmelig kedelig og dertil i mange passager tåkrummende pinagtig i handlingen – på en træls måde.
Thomas Korsgaards to første bøger om Tue fra Nørre Ørum på Skiveegnen, debuten Hvis der skulle komme et menneske forbi og efterfølgeren En dag vil vi grine af det, hentede især deres kvalitet i insider-portrættet af Tues dysfunktionelle udkantsfamilie. >> Læs videre
”En dag vil vi grine af det, tænkte jeg. Ikke i morgen eller i overmorgen. Ikke dagen efter den dag, men en eller anden dag om noget tid ville vi grine af det. Af dét eller af noget andet.”
Anden bog om drengen Tue i Thomas Korsgaards trilogi fra Udkantsdanmark holder det høje niveau fra den første. Som læsere tror vi stadig på Tue, hvis han dog bare ville gøre sig selv det gode at holde op med altid at tage de nemmeste valg – og nogle gange de sværeste. >> Læs videre
”Nørre Ørum hed den flække, vi boede i. En forstad til mørket, klemt inde mellem utallige andre ligegyldige småbyer. Jeg tror ikke, det er godt for nogen at være der i længere tid.”
Vi er i Udkantsdanmark. En depressiv mor, der spiller computer hele dagen. En dominerende far med voldelige tendenser, der er ved at miste det økonomiske greb om familiegården. Moster Bitten, der er socialbedrager. Mormors fede mand med hjertesygdommene, som bare bliver ved med at æde. >> Læs videre
Frans G. Bengtssons vikingeklassiker fra 1941-1945 er storartet underholdning – en historisk ramasjangroman, holdt meget vellykket i en stil, der mimer de gamle, islandske sagaer.
Frans G. Bengtssons Røde Orm husker jeg fra mine forældres bogreol, men af en eller anden grund læste jeg den ikke som dreng – hvilket egentlig kan undre mig, al den stund at jeg kastede mig over alt muligt andet andet i genren, jeg faldt over dengang. Men nu har jeg rådet bod på det – inspireret af læsningen af et par af de klassiske islandske sagaer. >> Læs videre
Klassisk russisk melodrama om konflikten mellem generationer i en politisk brydningstid – selvfølgelig med både lykkelige og ulykkelige kærlighedshistorier involveret.
Fædre og sønner (1862) fremhæves almindeligvis som Ivan Turgenevs (1818-1883) hovedværk. Det er, som titlen antyder, et romanværk om modsætninger mellem to generationer. Samtidig er det en roman om den politiske brydningstid i Rusland i midten af det 19. århundrede. >> Læs videre
“Det slog ham, at det mest karakteristiske ved det moderne liv ikke var dets grusomhed og usikkerhed, men simpelthen dets skrabethed, dets snuskethed og dets ligegyldighed.”
George Orwells ikoniske klassiker fra 1948 er glimrende nyoversat til dansk af Rasmus Hastrup. Og romanen holder stadig. I dén grad. >> Læs videre
Rakel Haslund-Gjerrild har begået et vidunderligt romanportræt af en af de store og allermest flamboyante skikkelser i den danske kunstverden omkring forrige århundredskifte, maleren Kristian Zahrtmann. Som helhed har romanen dog lidt svært ved at samle sig.
I forlængelse af min læsning af Jesper Wung-Sungs fiktive, litterære portræt af maleren Vilhelms Hammershøis kone, Ida, i Kvinde set fra ryggen, fortsætter jeg med en anden af forårets danske, litterære kunstnerbiografier. Vi er i samme periode, men hos Rakel Haslund-Gjerrild (f. 1988) gælder det Kristian Zahrtmann (1843-1917). >> Læs videre
Verdenskort er en på mange måder interessant og flot fagbog om kartografiens idéhistorie. Bestemt anbefalelsesværdig for den, der har interesse for feltet – selv om bogen skæmmes af nogle irriterende mangler og en til tider smårodet komposition.
Thomas Reinertsen Berg har sat sig for at fortælle kartografiens verdenshistorie – fra de tidligste stenaldermenneskers forsøg over middelalderens bibelske verdenskort og helt op til vore dages satellitbaserede digitale kort. >> Læs videre
Daniel Kehlmanns seneste roman, Tyll, som udkom på dansk for nylig, er en ambitiøs historisk roman om Trediveårskrigen i 1600-tallets Tyskland. Vanligt velskrevet og af ubetvivlelig høj kvalitet i mange henseender – men alligevel formåede den ikke at engagere mig på nær i få, forbigående passager.
Tyll Ulenspiegel, på dansk også omtalt som Tiile Ugelspegel eller Till Uglspil, er en tysk litterær figur, en gøgler og narreskikkelse, kendt fra en serie folkehistorier, første gang udgivet samlet som folkebog i 1400-tallet og siden genfortalt i mange variationer. Det er blevet hævdet, at de litterære fortællinger om Tyll Ulenspiegel, skulle have udspring i en historisk person fra midten af 1300-tallet, men det er vist en omstridt sandhed. >> Læs videre
Daniel Kehlmann har for længst demonstreret sin alsidighed som forfatter. Med denne lette, men fermt fortalte kortroman føjer han endnu nogle alen til sin spændvidde ved at kombinere ægteskabsdramaet og spøgelsesgyset i en slags parafrase over Stephen Kings/Stanley Kubricks The Shining.
August måned var en god måned for os mange Kehlmann-fans med nyudgivelsen af hele to af hans romaner på dansk. Tilmed to meget forskellige af slagsen: Den stort anlagte historiske roman, Tyll, fra Trediveårskrigen (opr. 2017) og så den lille gyserfortælling, Du skulle være gået (opr. 2016). >> Læs videre
Ganske vellykket både skarp og vittig kinesisk politisk-erotisk satire over maoismen og misforholdet mellem den kinesiske propagandamaskines besyngelse af Folket og Socialismen på den ene side og realiteterne i Maos ekstremt hierarkiske, de facto klassedelte og hyklerisk bornerte Kina på den anden.
Yan Liankes (f. 1958) roman Folkets tjener udspiller sig handlingsmæssigt i 1967 under Kulturrevolutionen i Kina. Hovedpersonen Wu Dawang er en ambitiøs og relativt ung mønstersoldat, der har fået det ærefulde hverv at blive personlig fuldtidsoppasser for en højtstående divisionskommandant og dennes unge og smukke, men seksuelt forsømte og frustrerede kone.
Titlen refererer til et af formand Maos mest berømte slogans, “Tjen Folket!” som romanens handling grundlæggende er én lang, bidende satire over. >> Læs videre
Hyggelig, svensk feel-good-roman. For lang, for forudsigelig og lidt for pladderharmonisk mod slutningen. Men den er kraftSTEJLEme også sjov undervejs, som Ove måske ville have udtrykt det.
Ove er en af de på én gang mest charmerende og mest nederdrægtigt misantropiske, pedantiske, grænsende til det tvangsneurotiske, tvære og sure, gamle mænd, jeg er stødt på i litteraturen. Han er ganske vist kun 59 år, men Ove hører til de mænd, der har været sure, gamle mænd, lige siden de var unge. >> Læs videre
En god og for så vidt gribende historie, om end fortalt mange gange før. Men også fortalt med lidt for mange irriterende og lidt for selvbevidste kunstgreb.
Bogtyven er historien om den i romanens begyndelse niårige tyske pige Liesel, som i 1939 i Tyskland efterlades af sin mor hos en fremmed plejefamilie. Moren ser hun aldrig igen, og hendes lillebror er død under rejsen til plejefamilien.
Vi følger Liesel igennem de næste fem år som et prisme for oplevelsen af Nazitysklands frygt, had, mistænksomhed, jødeforfølgelser og krigens bombardementer. >> Læs videre
Fransk nobelprismodtager er nok mest for de frankofile feinschmeckere.
Som de fleste andre måtte jeg lige hen og slå efter for at identificere denne Patrick Modiano, som for nylig blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 2014. Ham havde jeg aldrig hørt om, erkender jeg.
Forlag og boghandlere gik i panik, for Modianos værker var ikke ligefrem hyldevarer i Danmark. Lindhart og Ringhof var hurtigst ude med en genudgivelse af den vist nok eneste roman af Modiano, der har været oversat til dansk, Askeblomster fra 1991 (udgivet første gang på dansk af Forlaget Per Kofoed i 1992).
I Askeblomster vandrer fortælleren rundt i Paris og lader sin erindring få frit løb, udløst af de gader og kvarterer han kommer igennem. Det bliver til et flimrende, drømmeagtigt patchwork af stemningsbilleder og historier om skæve og i dag glemte mennesketyper fra gadebilledet i Paris i især 1930’erne, 1940’erne og 1960’erne (forfatterens egen ungdom). >> Læs videre
“Alle dem, der mente, at krigen snart fik ende, var for længst døde. I krigen, naurligvis.”
Således indleder Pierre Lemaitre (f.1951) sin stærkt underholdende roman Vi ses deroppe, som tager sin begyndelse ved den fransk-tyske front i 1. Verdenskrigs allersidste dage.
Her møder vi romanens tre hovedpersoner, hvis skæbnetråde knyttes sammen under deres sidste slag i krigen og forbliver forbundne i de første efterkrigsår under genopbygningen af Frankrig:
Der er den nervøse, ikke specielt kvikke, men på sin egen vis retskafne og samvittighedfulde Albert Maillard, hvis skæbne besejles, da han ved et tilfælde opdager, at hans befalingsmand, romanens skurk, den skruppelløse løjtnant Henri d’Aulnay-Pradelle har myrdet to af sine egne mænd for at opildne de krigstrætte, franske soldater til et sidste stormløb mod tyskerne.
Og så er der Édouard Péricourt, som redder Alberts liv under slaget, men under redningsaktionen selv såres livstruende og kommer ud af krigen med de mest forfærdelige og bizarre vansiringer. >> Læs videre
F for fremragende, forrygende og finurlig!
Tyske Daniel Kehlmann (f.1975) har været en af mine favoritter siden hans internationale gennembrud med Opmålingen af verden (2003, på dansk 2005). Det virker som om, han simpelthen ikke kan skrive noget, der ikke er godt.
Hans seneste roman “F” (som netop er udkommet i flydende dansk oversættelse af Niels Brunse på Lindhardt & Ringhof) er ingen undtagelse. >> Læs videre
“Jeg bor her alene i en garage sammen med en bærbar computer og en gammel håndgranat. Det er rigtig hyggeligt” (s.7). Ordene er Herbjørg Maria Bjørnssons, jeg-fortælleren i islandske Hallgrímur Helgasons ind i mellem rablende sjove, men også for lange, Kvinden ved 1000°.
Året er 2009, og Herbjørg ligger som 80-årig lænket til sin seng i en gammel garage, hårdt ramt af KOL, men stædigt cigaretpulsende, mens hun skriver på sine memoirer og terroriserer verden fra sin bærbare computer.
1000° er den temperatur, krematoriets ligbrændingsovn når op på, og Herbjørg har bestilt en tid til sig selv en mandag midt i december (efter klokken 12, for det kan jo tage lidt tid at forbløde, som hun siger i telefonen til telefonpasseren på krematoriet: “Det kan blive nødvendigt at skære pulsen over, og det gør jeg altså ikke søndag aften” (s.50)). >> Læs videre
Rablende sjov og skarp samfundssatire og selvbiografisk roman er lige på kornet og ind imellem for meget, men for det meste befriende og vildt skæg og med stikpiller til de fleste af os.
Hassan Preislers Brun mands byrde er en blanding af det, der på nudansk vist nok hedder autofiktion, som kombinerer selvbiografi med løgnehistorier og anekdoter, og en velrettet satire over dagens Danmark med dets elementer af repressiv tolerance overfor “nydanskere” og den velmenende inklusionsindustri, som Preisler selv er en del af. >> Læs videre
“For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe det kan. Så stopper det.” Sådan starter Karl Ove Knausgårds mastodontiske selvbiografiske roman i seks bind, Min Kamp.
Jeg har længe vægret mig lidt ved at gå i gang med Knausgård. Nok mest på grund af den massive hype, romanværket har været ledsaget af. Måske også begrundet i en mere eller mindre instinktiv og irrationel uvilje mod en forfatter, der kan finde på at give sin selvbiografi samme titel, som en vis diktator og talentløs forfatter med storhedsvanvid gjorde så belastet i 1930’erne. Denne konnotation er formentlig en bevidst provokation fra Knausgårds side med flere mulige betydningslag og heller ikke ueffent. Men alligevel.
Men en sen eftermiddag, hvor hvor jeg dryssede planløst rundt i en boghandler som en lille gave til mig selv på vej hjem fra arbejde, blev jeg alligevel fanget af det elegante omslag i Lindhardt og Ringhofs nye paperbackudgave af romanen (som er langt mere indbydende end det grimme omslag på den danske hardcover-udgave). Nok til at jeg pillede bind 1 ud af boghandlerreolen og læste de første linjer citeret ovenfor. Og så var jeg solgt på stedet. Ihvertfald var bogen solgt, og hjem med mig kom den. >> Læs videre
En ikke rigtig forløst spændingsroman, som gerne vil være så meget mere end dét, og måske derfor ikke rigtig lykkes med nogen af delene.
Jeg er ikke storforbruger af bøger i krimi- eller thrillergenren, men jeg opfatter ikke mig selv som litterær kostfornægter, og jeg skal ikke være den, der underkender underholdningsværdien af en god krimiintrige eller et godt spændingsplot. Det kan faktisk være dejligt afslappende at læne sig tilbage og lade sig underholde ved at drøne en masser sider igennem i en let spændingsroman, hvor læseudbyttet ikke forudsætter, at man tager sig tid til at finsmage på hver sætning. Så længe sproget ikke er decideret tæerkrummende, og historien hænger nogenlunde sammen på egne præmisser.
Atkinsons Hvornår kommer er en god nyhed? opfylder kriteriet om at være okay skrevet (omend oversættelsen synes at halte lidt – ihvertfald i form af et par øjensynlige “undersættelser” ind i mellem). Det med sammenhængen kniber det lidt mere med. >> Læs videre
Bag den lidt fjollede titel gemmer der sig en særdeles ambitiøs og eksperimenterende arkæologisk stenalderroman. Og en rigtig god en af slagsen (hvis der ellers findes flere af slagsen, hvilket jeg tvivler på).
I romanens korte rammehistorie følger vi jeg-fortælleren Edith, der som arkæologistuderende medvirker til udgravningen af en boplads fra den yngre stenalder i det sydlige Jordan. Nogenlunde samtidig med, at holdet gør et sensationelt fund af en række begravede kranier bliver Edith stukket af en svært giftig skorpion, hun svæver i en periode mellem liv og død og opholder sig så ellers resten af romanen på sit hotelværelse under lægebehandling. Her går hun i gang med at skrive på sit arkæologispeciale om udgravningen. Stadig delvist i febervildelser bliver det imidlertid til en tekst, der kun i mindre grad indeholder arkæologiske fakta, og i større grad en indlevet fantasi over livet som kvinde i neolitisk tid – en kvinde også kaldet Edith, som jeg-fortælleren identificerer sig mere og mere med, et forhistorisk dobbeltgængermotiv. >> Læs videre
Ja, man skal jo også følge lidt med i den nyere danske litteratur. Og Guldager er ganske anmelderrost – herunder er denne roman blandt de nominerede til Politikens Litteraturpris 2012.
Det kan muligvis handle om smag og behag, men efter min mening mangler hun fuldstændigt mådehold i sine sproglige virkemidler. Der går ikke en kvart side, uden at man bliver påduttet de mest svulstige og malplacerede metaforer. Det er ret anstrengende. Bestemt ikke min kop te. Ikke mere af hende.
Titel: Lille hjerteK's vurdering:
En fiktion over, hvad der kunne være hændt den amerikanske kvindelige flyver Amelia Earhart, der var den første kvindelige pilot, der krydsede Atlanten, og som forsvandt sammen med sit fly og sin navigatør under et forsøg på en jordomflyvning i 1937.
Fin nok lille bog om drømme, længsel, ambition, identitetssøgen og mand/kvinde-temaet. Men hurtigt glemt.
Titel: Jeg var Amelia EarhartK's vurdering:
