Hassan Preisler: Brun mands byrde

Rablende sjov og skarp samfundssatire og selvbiografisk roman er lige på kornet og ind imellem for meget, men for det meste befriende og vildt skæg og med stikpiller til de fleste af os.

Hassan Preislers Brun mands byrde er en blanding af det, der på nudansk vist nok hedder autofiktion, som kombinerer selvbiografi med løgnehistorier og anekdoter, og en velrettet satire over dagens Danmark med dets elementer af repressiv tolerance overfor “nydanskere” og den velmenende inklusionsindustri, som Preisler selv er en del af.

Romanen går over stok og sten, og den er hurtigt læst, for Preisler skriver uden mange punktummer, men i korte bisætninger, som er bundet sammen af masser af “og”‘er, og det gør det til en stakåndet fornøjelse, og man bliver forledt til at ræse bogen igennem i høj hast, og nogle gange kommer man til at læse så hurtigt, at man ikke får det hele med, men det gør ikke noget, for det er ligesom en del af stilen, og for det meste virker stilen rigtig godt, fordi den hjælper Preisler med at fange en masse meninger og modsætninger i ét greb, og i andre passager virker den til gengæld lidt anstrengt og påtaget, især i de mange afsnit, hvor Preisler opruller sin slægtshistorie, som er sammensat af til den ene side portrættet af hans fars pakistanske famile med farfar Bashir, der er mester i at lave stegte nyrer med løgsalat, og farmor Farkhanda og mistænksomme onkel Amjad og gangsteronkel Baboo med knojern og pistol i lommen og Hassans far, der tager til Europa og uddanner sig til biolog på Cambridge og som frafalden muslim lærer at spise svinekød i Sverige, fordi hans ven Bilal fortæller ham, at lam hedder fläsk på svensk, og det er godt nok lidt lyserødt, det svenske lammekød, men det smager godt ligesom frikadeller og pølser og bacon, og til den anden side er der Hassans mors pæredanske familie fra Bagsværd med oldefar Hans og oldemor Elise og mormor Else og morfar Mogens, der var med i modstandsbevægelsen og sejlede jøder over sundet.

Hassan Preisler præsenterer sig som skuespiller, der imidlertid mest forsørger sig selv ved for høje honorarer at iklæde sig “konferencejakken og de pæne sko” og holde foredrag om sin opvækst og vise “små filmklip om andre farvede, der også synes, de er mindre værd” (s.10).

Bogens anledning og gennemgående tema er Hassans personlige genvordigheder med at finde ud af og komme overens med, hvem Hassan egentlig er i spændet mellem forestillingen om to identiteter, en dansk og en pakistansk, i en verden, hvor han har lært at begå sig som “præmieperker” og kamæleon på de bonede gulve i et inklusionsdanmark, der bryster sig af tolerance, men hvor man selv fra dem, man troede var ens egen nære familie kan opleve at blive mødt med udsagn som: “Du kunne godt tage og vise lidt mere taknemmelighed over, at du overhovedet kan få lov at være her i landet.”

“Casterne med navne som LaCopydan og Brüel Von Klitzing ringer og siger “hvor kommer du fra?”, og jeg svarer “hjemmefra”, og de siger “nej, hvor er du vokset op?”, og jeg siger “Bern, Berlin og Bagsværd”, og de siger “nej, hvor er du født?”, og jeg siger “Charlottenlund Fødeklinik”, og de siger “hvad er dine forældre?”, og jeg siger “biokemiker og lærer”, “ateist og buddhist”, og de siger “hvor stammer de fra?”, og jeg siger “min mor er fra Bagsværd og min far er fra Lahore”, og de siger “aha, du er Pakistaner” og “hvorfor sagde du ikke det med det samme?” og “vil du være buschauffør, køkkenhjælper, rengøringsmand eller taxachauffør?”, og jeg siger “jeg vil være kulturradikal aristokrat med en sofistikeret personlighed”, og de siger “det står ikke i rollelisten, men du kan spille Samir,” […]” (s. 49-50).

De bedste dele af romanen er Preislers satiriske ironiseren over det velmenende parnas af mangfoldigheds-og inklusionsarbejdere, som han selv er en del af. Et af de satiriske højdepunkter indtræffer til et disse mange pæne seminarer, hvor alle bekræfter hinanden i de rigtige holdninger, men hvor Preisler ødelægger den gode stemning ved at stille det kætterske spørgsmål: “Men skal vi ikke tale om, hvordan man gør det?”. Dét stopper festen.

“Mangfoldigheds- og inklusionsseminarer stinker af sure socialpuljesokker og gammel godhedsost, og det synes vi ikke er godt, os, der arrangerer og medvirker, så vi imødekommer det ved at spraye os med det nyeste nye: Vi spiser fussionsbuffeter, klæder os med Berliner-coolness og klipper vores hår i funky frisurer og finder på nye begreber, der dækker stanken til, og vi hæfter navneskilte på jakkerne og indtager pladserne om borde i hesteskoform, og vi sidder til bords med organisationer, der forkortes og hedder noget med kunst og udvikling og interkultur, og vi skal “bygge bro” og “fylde grøfter”, […]” (s.138-139).

Som en, der selv i perioder har arbejdet tæt på inklusions- og mangfoldighedsindustrien, og gerne betrygger sig i at have alle de rigtige kulturradikale holdninger, men ikke desto mindre er pinligt bevidst om, at de rigtige holdninger for det meste for sådan en som mig er ganske gratis, undgår man ikke at blive ramt ind i mellem af Preislers skarpe satire.

Det er ganske velgørende, og det er for det meste ret vittigt, og så bærer man over med, at det i passager kan blive en tand for navlepillende for min smag, og at indvandrervitserne ind i mellem bliver lidt klichéfyldte (som den med svinekødet), og at stilen i andre passager bliver trættende.

Tak til Dan for anbefalingen, som hermed er givet videre

K's vurdering: