“Alle dem, der mente, at krigen snart fik ende, var for længst døde. I krigen, naurligvis.”

Således indleder Pierre Lemaitre (f.1951) sin stærkt underholdende roman Vi ses deroppe, som tager sin begyndelse ved den fransk-tyske front i 1. Verdenskrigs allersidste dage.

Her møder vi romanens tre hovedpersoner, hvis skæbnetråde knyttes sammen under deres sidste slag i krigen og forbliver forbundne i de første efterkrigsår under genopbygningen af Frankrig:

Der er den nervøse, ikke specielt kvikke, men på sin egen vis retskafne og samvittighedfulde Albert Maillard, hvis skæbne besejles, da han ved et tilfælde opdager, at hans befalingsmand, romanens skurk, den skruppelløse løjtnant Henri d’Aulnay-Pradelle har myrdet to af sine egne mænd for at opildne de krigstrætte, franske soldater til et sidste stormløb mod tyskerne.

Og så er der Édouard Péricourt, som redder Alberts liv under slaget, men under redningsaktionen selv såres livstruende og kommer ud af krigen med de mest forfærdelige og bizarre vansiringer.

Albert påtager sig at pleje sin redningsmand og flytter med ham til Paris efter krigens afslutning under falske identiteter. Her går de i gang med et udfolde et storstilet svindelnummer, som slår plat på efterkrigstidens behov for at rejse monumenter over de faldne. Alt i mens den kyniske og hykleriske d’Aulnay-Pradelle bedriver en ikke mindre skammelig forretning med at opgrave og genbegrave nationens faldne sønner.

Lemaitre skriver medrivende, underholdende og med en skarp satirisk pen. Og så har han en vidunderlig sans for det groteske og bizarre, som ind i mellem folder sig ud i nærmest surrealistiske scener. Som f.eks. her i romanens første kapitel, hvor den unge Albert Maillard er blevet levende begravet i et granatkrater, låst fast under et skred af ler og jord ansigt til ansigt med “et enormt, frastødende, vederstyggeligt hestehoved”, mens ilten er ved at slippe op:

Albert slår om sig til alle sider. Hans lunger tager mindre og mindre luft ind, de piber, når han anstrenger sig. Han giver sig til at spytte, maven trækker sig sammen. Der er ikke mere luft.
Han griber ud efter hestehovedet, og det lykkes ham at få fat i de fedtede læber, hvis kød falder fra hinanden mellem fingrene på ham, han hager sig fast i de store gule tænder, og med en overmenneskelig kraftanstrengelse lykkes det ham at åbne hestens mund, der udstøder en fordærvet ånde, som Albert hiver helt ned i lungerne. Således overlever han nogle sekunder længere, men det vender sig i maven på ham, han kaster op […]
(s.32)

Historien i Vi ses deroppe har et swung, der kunne være en Tolstoj værdigt: Et dramatisk plot, store følelser og familieintriger i krigens skygge tilsat skarp satire.

Når den alligevel ikke kommer helt op at ringe hos mig, skyldes det kun, at den trods alt er mig lidt for lang i spyttet og lidt for stillestående i den midterste del.

Samlet set ikke desto mindre storartet underholdning af en høj litterær klasse og med klassikerne svingende i baggrunden.

K's vurdering: