Alle følgere af K’s bognoter ønskes et godt nytår med mange, gode læseoplevelser. Mangler du inspiration, kan du jo starte her – med et udvalg af mine bedste læseoplevelser i 2022.

2022 blev for mig et læseår præget af en del klassikere. Og endnu engang har jeg fået bekræftet, at de fleste litterære klassikere har denne status af gode grunde. Ihvertfald optager de en del pladser, når jeg skal pege på højdepunkterne i mit læseår 2022.

Af de følgende femten nedslag kan de ti titler således kvalificere sig som klassikere i en eller anden forstand, mens der kun er blevet plads fem nyere bøger (“klassiker” er ikke nogen beskyttet titel – jeg bruger den om bøger, der har mere end 50 år på bagen, og som ikke desto mindre stadig læses af nye generationer af læsere).

Hvis man ser bort fra Eduard von Keyserlings Lumre dage og Gunhill Øyehaugs Onde blomster, som ganske vist udkom på dansk i 2022, men oprindeligt er fra henholdsvis 1906 og 2020, så er der slet ingen helt nye udgivelser på listen. Det kan man dog ikke tage som udtryk for, at der ikke er udgivet nogen gode og væsentlige bøger i 2022. Det er jeg sikker på, at der er. Mit fokus har bare været et andet sted i det forgangne år.

Som altid står mine anbefalinger aldeles for egen regning, alene forankret i mine egne idiosynkratiske – om end ikke helt ubegrundede – præferencer.

Og således og uden yderligere ståhej her årets anbefalinger af femten virkelig gode bøger, rangeret efter oprindeligt udgivelsesår med den ældste først:

Nikolaj Gogol: Petersborg-fortællinger (opr. 1843, da. 2021)
Gogols Peterborg-fortællinger er ikke bare nødvendig læsning for elskere af klassisk russisk litteratur. De er en samling grotesker, der er fulde af liv, følelse, humor og fandenivoldske eksperimenter, så det er en fornøjelse. Ikke mindst den mesterlige fortælling Kappen er alene hele samlingen værd. Men du får også en perle som Næsen med i denne udgivelse.

Fjodor M. Dostojevskij: Det døde hus (opr. 1861, da. 2016)
Dostojevskijs selvbiografiske roman, Det døde hus, baseret på de fire år, han tilbragte i en straffelejr i Sibirien i 1850’erne, er en ubestridt klassiker inden for fængselslitteraturen. Den er stadig værd at læse, både i egen ret for de levende miljø- og personskildringer, som historisk vidnesbyrd om forholdene i de sibiriske tugthuse i det 19. århundrede og som en litteraturhistorisk interessant mellemstation mellem ungdomsværkerne og de sene hovedværker.

Thomas Mann: Buddenbrooks (opr. 1901, da. 2002)
Thomas Manns Buddenbrooks rummer intet, der kan minde om “åndeløs spænding,” men den er uhyre velfortalt, drevet frem af udviklingen i de personer, man som læser kommer til at kende så godt efterhånden. Trods den klassiske, lidt langmodige stil uden stor, ydre dramatisk handling er Buddenbrooks faktisk en underholdende roman. Det er slet og ret en god historie. Og så er Thomas Manns omhyggelige sprog en regulær nydelse. Hver sætning er en velkomponeret helhed. En ægte klassiker.

Andrej Platonov: Udgravning til fundament (opr. 1930, da. 2017)
Udgravning til fundament er sovjetisk satire på højt niveau. Sprogligt dybt original og i besiddelse af en særegen poetisk kraftfuldhed. Sin groteske – og grotesk morsomme – form til trods kan romanen læses som ét langt, uendelig trist suk over den (selv)destruktive menneskehed, konkret materialiseret i tvangskollektiviseringen af landbruget og likvideringen af de ejendomsbesiddende bønder i Sovjetunionen fra slutningen af 1920’erne.

Max Blecher: Hændelser fra den umiddelbare uvirkelighed (opr. 1936, da. 2010)
En helt vild roman om erkendelsens sammenbrud. Fortalt af en fortæller, der er notorisk ustabil, i opløsning, suicidal og i konstant metamorfisk forbindelse med en fysisk omverden, der for ham er flydende og foranderlig, og som blander sig med hans egenoplevelse af sig selv. Formentlig min mest udsyrede læseoplevelse i det forgangne år – og i det hele taget længe. Meget speciel. Meget anbefalelessværdig.

Eduard von Keyserling: Lumre dage (opr. 1906, da. 2022)
En vidunderlig, sanselig kortroman om ungdommelig uro, usikkerhed og ustyrlige erotiske drifter og samtidig et mildt ironisk portræt af en hensygnende adelstands distance til sig selv og det ægte, levede liv. Lumre dage skal først og fremmest læses for sin stemning, denne særlige stemning af ungdommelig usikkerhed kombineret med lige så ungdommelige passioner: Ikke-udlevede passioner på varme, lumre sommerdage og -nætter. Jeg kunne også have peget på Keyserlings Bølger, der er lige så god.

Sherwood Anderson: Winesburg, Ohio (opr. 1919)
Sherwood Andersons noveller er knap nok historier. Snarere maler han billeder af situationer og først og fremmest af mennesker. I dette hans mest kendte værk tegner han i fireogtyve korte, løst sammenhængende fortællinger en serie levende og indlevede portrætter af indbyggerne i den fiktive by Winesburg, Ohio. Der sker ikke meget i historierne, men de er ikke desto mindre fyldt med liv. Og så er Andersons enkle sprog en ren fornøjelse.

Stefan Zweig: Verden af i går. En europæers erindringer (opr. 1942, da. 1948)
Stefan Zweig har ry for at have været noget af en krukke, og sådan fremstår han også i dette klassiske, kulturkritiske erindringsværk. Men han var en højt begavet en af slagsen og med et gudsbenådet skrivetalent. Verden af i går er ypperlig læsning – interessant, tankevækkende og ikke mindst en sproglig fornøjelse fra start til slut.

Frans G. Bengtsson: Røde Orm (opr. 1941-1945, da. 1942-46)
Frans G. Bengtssons vikingeklassiker er en historisk ramasjangroman, holdt meget vellykket i en stil, der mimer de gamle, islandske sagaer (hvoraf jeg også læste nogle stykker i 2022). Jeg var storartet underholdt af Røde Orm, som er velskrevet og underholdende, elementært spændende og faktisk ganske vittig. Og så er den historiske baggrund for fortællingen godt formidlet med mange interessante, historiske detaljer om livet i vikingetiden (selv om nok ikke alt skal tages for gode varer).

Antonis Samarakis: The Flaw (opr. 1965, eng. 2018)
En ferie i Athen bød på nogle spændende dyk ned i moderne græsk litteratur. Blandt andet denne nyklassiker af Antonis Samarakis. Smager af George Orwell med noter af Quentin Tarantino. Thriller og politisk satire i ét. Vittig, letlæselig, underholdende, endda spændende og samtidig politisk skarp. Jeg har læst den på engelsk, men den findes også i dansk oversættelse.

Imre Kertész: De skæbneløse (opr. 1975, da. 2009)
Ungarnske Imre Kertész’ roman De skæbneløse, der delvist bygger på hans egne erfaringer som interneret i koncentrationslejrene i Anden Verdenskrigs sidste år, er et forfærdeligt og næsten uudholdeligt vidnesbyrd om, hvor umenneskelig menneskeheden kan være. Men samtidig paradoksalt nok også ladet med håb, menneskelighed og endda glæde og humor.

Hubert Mingarelli: Fire soldater (opr. 2003, da. 2013)
En simpel historie om fire (eller fem) soldater fanget i krig. Om venskab og glæden ved simple ting. Romanens enkle sprog og den uprætentiøse beskrivelse af kammeraternes små daglige gøremål tilfører romanen et lavmælt og rørende nærvær. Fire soldater er lille roman af omfang, men af stor litterær kraft. En stærk læseoplevelse, ligesom i øvrigt også Mingarellis Manden som var tørstig, som jeg læste for nogle år tilbage.

Judith Hermann: Alice (opr. 2009, da. 2011)
Judith Hermann er nærmest uden sidestykke som novelleforfatter. Novellerne i Alice er (sammen med Hermanns Lettipark) blandt de bedste, jeg erindrer at have læst af nogen forfatter. Det, der især står frem, er Hermanns opmærksomhed på detaljerne, på menneskene, på ordene som de falder, de små bevægelser, lyde, lugte og i det hele taget alle tingene omkring den gennemgående person, Alice.

Peter Handke: Forsøg over svampenarren (opr. 2013, da. 2017)
At forfatteren selv er en politisk nar, betyder ikke nødvendigvis, at han ikke kan skrive fremragende og berigende litteratur om en svampenar. Forsøg over svampenarren er isoleret set et pragtfuldt, snørklet fabulerende, kringlet intellektuelt, fiktivt essay om det at søge – om menneskets søgen efter mening og formål i livet og om forfatterens søgen efter litterær forståelse. Også selv om personen Peter Handke truer med at stille sig i vejen for læserens nydelse.

Gunnhild Øyehaug: Onde blomster (da. 2022) (opr. 2020, da. 2022)
Med begavet humor, en sans for det groteske og en fin opmærksomhed på de små herdagsting spinder norske Gunnhild Øyehaug i denne novellesamling små vedkommende historier om menneskenes svære forhold til hinanden og sig selv, om død, sorg, kærlighed og især om det vanskelige i at overvinde afstanden til både andre og sig selv.

Og det var de titler, jeg havde valgt at slå ned på denne nytårsaftensdag fra mit læseår 2022. Gå selv på opdagelse på bloggen for at finde endnu flere anbefalinger.

Godt nytår og godt læseår 2023.