Lavmælt, men intens og rørende fransk kortroman om en ung, traumatiseret japansk soldat på vej hjem fra krigen.

Det lille, relativt nye forlag Etcetera har siden 2013 markeret sig stilfærdigt og seriøst med en prisværdig ambition om gøre udvalgte titler blandt den nyere, franske kvalitetslitteratur tilgængelige på dansk. Seneste udgivelse er Hubert Mingarellis Manden som var tørstig (oprindeligt fra 2014).

Hubert Mingarelli (f.1956) er forholdvis ukendt herhjemme. Udover Manden som var tørstig er kun yderligere én af hans bøger oversat til dansk (Fire soldater (2013), også fra Forlaget Etcetera). Men faktisk har han et stort forfatterskab bag sig – mere end 20 romaner, ungdomsromaner og novellesamlinger er det blevet til i hjemlandet Frankrig.

Efter titlen at dømme kunne man godt få den tanke, at Manden som var tørstig er en bog om undertegnede en sensommervarm fredag eftermiddag efter arbejde. Men det er dog en anden slags tørst, det handler om hos Mingarelli.

For hovedpersonen Hisao er tørstig efter vand. Og når han ikke er tørstig, tænker han over, hvornår han næste gang bliver tørstig, og han kan gå i panik, hvis der ikke er vand i nærheden. Tørsten er et af de traumer, han bærer med sig fra sine oplevelser under 2. verdenskrig, hvor han deltog som menig soldat på den japanske side under slaget om Peleliu i 1944.

Slaget om Peleliu (i dag: Palau) er kendt som et af de mere blodige slag i Stillehavskrigen: Ca. 18.000 mennesker mistede livet i kampen om kontrollen med en lille flylandingsbane på øen i et slag, amerikanerne troede, skulle være nemt, men som varede mere end to måneder, fordi japanerne havde barrikaderet sig så solidt, bl.a. ved at have gravet sig langt ind i bjerget på øen.

I romanen møder vi Hisao, idet han er på vej hjem fra krigen med toget mod Hokkaido, hvor han skal møde sin forlovede, som han aldrig har set, kun skrevet breve med. På bogens første side er Hisao stået af toget under et kort ophold ude i ingenting, hvor han desperat forsøger at slukke sin ubændige tørst ved at samlede dryppende dug fra en sten. Så stor magt har tørsten over ham, at han må se toget forsvinde, fordi han endnu ikke har samlet en håndfuld vanddråber.

Med toget forsvinder også Hisaos kuffert, der rummer alle hans ejendele, penge og især et fint indpakket jadeæg, bryllupsgaven til hans forlovede. Herfra folder romanen sig ud som en slags roadtrip, idet Hisao i stigende desperation forsøger at indhente kufferten med jadeægget, der synes at stå for ham som et symbol på hele hans fremtidige liv og lykke.

På sin vej støder Hisao på et antal forskellige typer, almindelige mennesker, der hver især bærer deres åg, som vi som læsere glimtvis får lov at ane. De har ligesom Hisao alle mistet noget, og krigen hviler som en skygge over dem.

Parallelt med den nutidige historie om Hisaos jagt på kufferten får vi i tilbageblik historien om slaget om Peleliu og især om japanernes forberedelser til slaget, hvor de barrikaderer sig inde i bjerget på øen. Et umenneskeligt gravearbejde i støvet langt inde i bjergets mørke, hvor soldaterne aldrig ser dagens lys.

Hisao selv plages efter krigen af de samme drømme igen og igen hver eneste nat. Drømme om blandt andet hans ven Takeshi, som han arbejdede side om side med, mens de hakkede og gravede sig længere ind i bjerget på Peleliu. Men modsat Hisao blev Takeshi tilbage i bjerget.

Så helt skælvende sagde han det, som han på sin side havde holdt tilbage i al den tid, han havde boet i dette hus:
– Jeg græder over slaget, og over Takeshi. Jeg ved ikke, hvor han er. Hans knogler er blevet dernede, inde i bjerget, men hvor er han selv? Jeg forstår det ikke. Han var ikke kun knogler, han sang, han var Takeshi. Jeg er her, men hvor er han henne?
Hun forblev tavs. Hun holdt ham stadig i sine arme.
– Hvor bliver sjælene af, fru Taimaki?

Hisao har mistet sin ven og noget af sig selv inde i bjerget, og nu har han også mistet sin kuffert og med den billedet af sin fremtid.

Mingarellis portræt af den lidt naive Hisao er troværdigt og rørende, men ikke rørstrømsk. Det samme gælder portrættet af de fleste af bipersonerne. Mingarelli mestrer kunsten at gøre en hel menneskeskæbne levende gennem bare en enkelt scene og nogle få replikker i et enkelt sprog.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at den korte roman havde tilladt sig et lidt længere ophold ved nogle af bipersonerne. Ikke fordi, der egentlig mangler noget i portrætterne, men netop fordi det lykkes Mingarelli at gøre dem så levende, nærværende og interessante, at det giver mig lyst til at høre mere om dem. Det er på den anden side givetvis et bevidst greb fra Mingarellis side kun at give os læsere lige akkurat så meget viden om personerne, at de bliver levende og planter nysgerrige spørgsmål om flere detaljer i deres historier.

Alt i alt: En varm anbefaling herfra, og jeg skal helt sikkert også have fat i den tidligere oversatte roman af Mingarelli.

Bogen er venligt tilsendt af forlaget som anmeldereksemplar. K’s bognoter har ingen forbindelse til forlag, oversætter eller forfatter i øvrigt.

K's vurdering: