Sylvie Bocquis debut fra 2002 er en om ikke uendelig fin, så dog meget, meget fin lille roman om erindringer fra en barndom.

Det er måske for meget at kalde Uendelig muslinger for en roman. Den er snarere en kollage af flimrende erindringsglimt fra den lille pige Stéphanies barndom.

Der er således ikke en egentlig handlingstråd i bogen. I stedet får vi en samling små prosastykker, de korteste på kun et par linjer, de længste på et par sider, som hver især består af handlingsbidder, dialogstumper, sanseindtryk og tanker knyttet til situationen i erindringen.

Bogens lidt pudsige titel får man en slags forklaring på her på bogens allerførste side i denne søde dialog mellem moren og barnet:

– Uendelig + uendelig + uendelig, hvor meget bliver det?
– Det bliver uendelig.
– Bliver det tre gange uendelig?
– Nej, det bliver uendelig.
– En lille smule uendelig og meget uendelig, er det så det samme?
– Ja, sådan nogenlunde.
– Og mange pastamuslinger, er det mere end uendelig pastamuslinger?
– Jeg tror vist, man er mere sikker på at få mange pastamuslinger, hvis man beder om mange, end hvis man beder om uendelig …
– … men må jeg alligevel godt få uendelig muslinger?

På trods af den manglende entydige handlingstråd i bogen får vi alligevel et samlet, omend broget og pletvist (og netop derfor også troværdigt) indblik i den lilles hele barndomsunivers med dets glæder og sorger og især denne vidunderlige forundring over verden i almindelighed fra den uendelige stjernehimmel til sandet mellem tæerne på stranden.

Det er en nydelse at læse Sylvie Bocquis prosa i Hans Peter Lunds fine oversættelse, og bogen udgør alt i alt et smukt, charmerende og rørende kig ind i barndommen på godt og ondt.

K's vurdering: