Célia Houdart: Carrara

Kortroman om tre parallelle liv inden for samme kernefamilie, fortalt glimtvis i små tableauer. Velskrevet og stemningsfuld, men for løst sammenhængende til at fænge hos mig.

Forlaget beskriver bogen som stykket sammen af “en mosaik af små tableauer,” og det er egentlig meget rammende. Historien er fortalt i korte kapitler, som springer mellem forskellige handlingsspor, der kun er løst bundet sammen, primært af hovedpersonernes familieskab:

Undersøgelsesdommeren Marian er i Pisa involveret i efterforskningen af et indbrud og drabsforsøg på en politimester på Elba. En ung, armensk mand er anklaget, men Marian får på baggrund af nye vidneudsagn i stigende grad mistanke om, at han kan være uskyldig, måske offer for et set-up.

Undervejs følger vi også den unge armener, som sidder varetægtsfængslet på tredje år.

Imens forsøger Marians mand, Andrea, at skaffe sig et universitetsjob, hvor han kan bruge sine specialer i antikke, sydindiske tekstiler og hindi.

Deres datter, Lea, begynder på en billedhuggerskole i byen Carrara, der blandt andet er kendetegnet ved sit store marmorbrud.

Borset fra, at Marian, Andrea og Lea er i familie og passerer hinanden flygtigt i bogens kapitler, er der egentlig ikke så meget, der binder deres små historier sammen. Joh, med en smule anstrengelse kan man på et vist abstraktionsniveau måske hive nogle fælles temaer frem. Men måske er pointen snarere at vise, hvor forskellige og parallelle liv, tre mennesker, der ellers er tæt forbundne familiemæssigt, kan leve.

Houdart skriver godt og stemningsfuldt, og bogen er fint fordansket af Sofie Vestergaard Jørgensen. For mig var det imidlertid en for løs affære, som ikke rigtig kunne fange mig.

Se også min anmeldelse af Célia Houdarts Med dæmpet stemme (opr. 2015, da. 2016).

K's vurdering: