Célia Houdart: Med dæmpet stemme

Célia Houbarts lille roman fra 2015 er en bog om om stemmer og stemninger, om klassisk musik, om at opdage sit talent og om at leve det ud.

Hovedpersonen er den unge mand Gil, der har dedikeret sin barndom og ungdom til klaveret. Han er en dygtig pianist og bliver optaget på det klassiske musikonservatorium. Men en dag opdager den spagfærdige yngling til sin egen store forbløffelse, at hans største talent ikke er klaverspillet, men hans sangstemme. Han skifter bane og bliver en succesfuld operasanger.

Vi følger Gil i hans op- og nedture, i forholdet til hans nye og gamle venner, til hans far og psykisk syge mor og ikke mindst til hans forskellige musiklærere, som ser hans talent og arbejder med det på hver deres vis.

Ifølge forlagets pressemeddelelse har bogen høstet stor anerkendelse i Frankrig fra ikke mindst musikalske kredse, som har været imponerede over Houdarts viden om og evne til at formidle klassiske musikeres arbejde i romanform. Det tror jeg gerne, for selv om jeg ikke selv er synderligt belastet af indsigt i den retning, så virker Houdarts indlevede beskrivelse af Gils studier, træning og koncertoplevelser særdeles troværdige.

I den originale franske version hedder bogen bare Gil efter hovedpersonen, men den danske titel, Med dæmpet stemme, er faktisk mere passende. Udtrykket med dæmpet stemme eller mezza voce stammer fra den klassiske musiks verden, men det kan i bogen også referere til den unge mand Gil, som til hans fars fortrydelse som barn altid har haft en tendens til at tale med meget lav, næppe hørlig stemme.

Da Gil påbegynder sin sangtræning og finder tillid til sin egen stemme, er en af sidegevinsterne, at han også begynder at tale højt og tydeligt – hvilket glæder hans far mere end sønnens succes som operasanger.

Endelig er den danske titel også rammende for bogens egen tone. Den er skrevet i et fint, afdæmpet sprog, som man skal lytte opmærksomt til for at fange nuancerne.

I det hele taget er bogens sprog og tone den væsentligste grund til at læse den. Bogens største styrke er således en nerve i sproget og et udpræget nærvær hele vejen igennem teksten med sans for de små og tilsyneladende ubetydelige detaljer i fortællingens nu og her. Det gør – kombineret med de korte kapitler – at man hele tiden har lyst til at læse videre.

Alligevel var jeg lidt skuffet. Fortællingen er lidt for flagrende for min smag, og der er trods alt for mange scener og situationsbestemte detaljer, som ikke knyttes sammen med resten af handlingen.

Som læser fatter man hurtigt sympati for hovedpersonen Gil, og man glæder sig med ham over hans små og store succeser undervejs. Men jeg ville alligevel ønske, at Houdart havde brugt mere tid på at udfolde ham som person, hans håb, frygt og bekymringer. Især den sidste del af bogen om tiden efter, at han har fået international succes som operasanger, tenderer det småkedelige, opremsende.

Med dæmpet stemme udkommer i dag den 15. september 2016 på Forlaget Etcetera, oversat til fint dansk af forlæggeren selv, Sofie Vestergaard Jørgensen.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

K's vurdering: