Hubert Mingarelli: Fire soldater

En simpel historie om fire (eller fem) soldater fanget i krig. Om venskab og glæden ved simple ting. Flot fortalt i et enkelt og letflydende sprog. Den er hurtigt læst, men gør stort indtryk. En af mine bedste læseoplevelser i år.

Fire soldater foregår i vinteren 1919/foråret 1920 under Den Røde Hærs tilbagetog fra den rumænske front i krigene i kølvandet på den russiske revolution.

Vi har læst mange bøger om krigens gru om meningsløshed. Franske Hubert Mingarelli (1956-2020) benytter det greb at fokusere på en pause i krigen, et midlertidigt ophold i krigshandlingerne, mens soldaterne ligger i vinterbivuak i en skov.

For titlens fire soldater bliver vinteren et helle af stilstand, hvor dagene fyldes ud med at arbejde på at forbedre deres telt, spille terninger om cigaretter, løbe om kap med jernbanesveller, bade og fiske i et hemmeligt mosehul. Ind i mellem beordres de med ud på såkaldte “rekvisitioner,” som er det militære begreb for at berøve bønder på de omkringliggende gårde deres afgrøder og husdyr. Og så sker der i øvrigt ikke meget mere.

Vinteren bringer de fire meget forskellige mænd tæt på hinanden, og de udvikler et venskab. Der er den uformelle anfører, Pavel, som er den mest opfindsomme og praktisk anlagte af de fire. Sirfa er den introverte, stille og blide type, som sjældent siger noget eller egentlig bidrager med meget, men han kan samle et gevær med bind for øjnene hurtigere end nogen anden. Kyabin er den store, stærke, barnligt naive uzbeker, han er ikke for klog, men god som dagen er lang. Og endelig er der fortælleren, Benia.

Undervejs bliver de påduttet en ung, nyankommen knægt, der har meldt sig frivilligt til hæren. Han er som udgangspunkt ikke meget bevendt, men han har en fascinerende evne, som ingen af de andre besidder: Han kan skrive, og de får ham til at nedskrive historien om deres små gøremål denne vinter i hans notesbog.

Sproget i romanen er enkelt, næsten naivt, og holdt i overvejende korte helsætninger. Det ræsonnerer fint og troværdigt med billedet af fortælleren som et simpelt menneske uden nogen skolegang bag sig.

Mingarelli fortæller historien i en serie af meget små, forbundne enkeltscener, opdelt i korte kapitler, mange af dem kun på en sides penge eller to.

Der er ikke meget ydre handling i romanen, ikke meget mere end ovenfor refereret, og der indtræffer ingen store dramatiske begivenheder – før den intense afslutning, som jeg ikke skal afsløre for meget af her. Læseren kan dog sige sig selv – det følger så at sige af historiens indre logik -, at vinterpausen må komme til en ende og dermed også de fire-fem soldaters midlertidige helle midt i krigens kaos.

På trods af fraværet af ydre drama er den korte roman underholdende læsning. Mingarellis enkle sprog flyder ubesværet, og siderne vender sig selv (det hjælper også, at de er så korte).

Mingarellis litterære greb, at fokusere overvejende på en pause i krigshandlingerne, fungerer som en slags kontrastvæske, der får krigsrædslerne til at stå frem med en særlig intensitet. Både soldaterne og vi som læsere er hele tiden bevidste om, hvad der ligger både bag dem og foran dem, når vinteren er ovre, og det er hjerteskærende.

Romanens enkle sprog og den uprætentiøse beskrivelse af kammeraternes små daglige gøremål tilfører romanen et lavmælt og rørende nærvær. Fire soldater er lille roman af omfang, men af stor litterær kraft. En stærk læseoplevelse.

Hubert Mingarelli har skrevet mere end tyve bøger, hvoraf yderligere én er oversat til dansk, Manden som var tørstig (opr. 2104, da. 2015), som er lige så anbefalelsesværdig – også fra Forlaget Etcetera og ligeså godt fordansket af Anne Marie Têtevide.

K's vurdering: