Særegen kollage over et almindeligt liv inspirerer til selvreflektion.

Franske Édouard Levé (1965-2007) havde jeg aldrig hørt om, før forlaget Basilisk for godt en måned siden udgav hans Selvportræt fra 2005 i dansk oversættelse.

Den korte bog er skrevet som én lang tekst uden kapitler eller afsnitsinddelinger til at bryde den op. Det inspirerer til, at man læser bogen i ét stræk, og det vil jeg også anbefale. Selv fik jeg brudt læsningen op over flere dage, og det havde den ikke nødvendigvis så godt af. For det er ikke ligefrem en medrivende tekst med en fortælling, der trækker læseren tilbage til sig, hvis man først har forladt den.

Alligevel er der noget fascinerende over bogen, som gør, at ihvertfald jeg undervejs hele tiden gerne lige ville læse lidt videre. Hvis jeg da ikke blev stoppet af mine egne reflektioner over, om jeg egentlig selv har det på samme måde eller på en helt anden måde som Levé med bare fødder på kolde flisegulve, med konversationer i små og store selskaber, med væg-til-væg-tæpper på hotelværelser, med at køre i bil over broer uden rækværk, med at tale i telefon og med hundredevis af andre store og små iagttagelser fra et liv.

Næsten alle sætninger starter med “Jeg …” Hver sætning er sin egen meningshelhed, et nøgternt enkeltstående udsagn i en objektiv stil. Formen i sig selv bidrager til et indtryk af, at bogen er et forsøg på at skrive det ultimativt ærlige og ufiltrerede selvportræt.

Et lidt længere citat kan give et indtryk af stilen:

Jeg synger falsk, så jeg synger ikke. Fordi jeg er sjov, tror folk at jeg er lykkelig. Jeg håber aldrig at jeg komme til at finde et øre på en eng. Jeg holder ikke mere af ord end af hammere eller skruer. Jeg kender ingen grønskollinger. I butiksvinduerne i engelsktalende lande læser jeg det franske ord sale [‘beskidt’. O.a.]. Jeg kan ikke falde i søvn ved siden af nogen der bevæger sig, snorker, trækker vejret tungt eller hiver i dynen. Jeg kan godt falde i søvn med armene om nogen der ligger stille. Jeg havde en idé om at lave et Drømmemuseum. For nemheds skyld har jeg det med at kalde folk der ikke er det for mine ‘venner’, jeg kan ikke finde andet ord for folk jeg kender og godt kan lide, men ikke har nogen særlig tilknytning til. Når jeg sidder modsat kørselsretningen i toget, ser jeg ikke tingene ankomme, men forsvinde. Jeg planlægger ikke min pension, Efter min mening er hullet det bedste sted på en strømpe. Jeg holder ikke øje med hvor mange penge der står på min konto. Min konto går sjældent i minus.

Man kunne læse teksten som en slags poststrukturalistisk demonstration: Et enkelt menneskes liv dekonstrueret til små stumper uden en sammenhængende fortælling i hverken tid eller rum. Demonstrationen afmonterer i så fald sig selv (eller også er det bare noget, jeg uvilkårligt gør som læser, ville dekonstruktivisten sikkert triumferende påpege), for ved endt læsning sidder man tilbage med følelsen af at have fået indseende med et i høj gradsammenhængende portræt af et menneskeliv.

Når man først begynder at læse Selvportræt kan de enkelte udsagn forekomme kastet ind på siderne i tilfældig rækkefølge. Erindringsstumper fra barndom og voksenliv, følelser og stemninger, præferencer for alt fra billedkunst, musik, litteratur og tøjstil over talemåder, sovevaner og andre vaner til sex, kærlighed, parforhold og venskaber.

Måske står det hele faktisk i tilfældig rækkefælge, men teksten som helhed har alligevel sin egen rytme, vekslende mellem korte og længere sætninger og med tilbagevendende temaer.

Édouard Levé (eller jeg-fortælleren i Édouard Levés bog) er ikke noget ualmindeligt menneske. Tværtimod fremstår bogen samlet set som en kollage over et helt almindeligt menneskes helt almindelige liv i al dets brogede mangfoldighed

Om bogen er den rene fiktion eller den hudløst ærlige selvbiografi, der giver udtryk for at være, eller noget ind imellem, ved jeg ikke. Det er også ligemeget. For jeg interesserer mig ikke for Édouard Levé som sådan. Men jeg interesserer mig for mennesker i almindelighed og – lad os nu bare være ærlige – for mig selv i særdeleshed.

Og det var særligt anledningen til at reflektere over mig selv og over den måde, hvorpå mit og alle andres liv består af denne uendelighed af små og store tanker, følelser og sanseindtryk kædet sammen i erindringen, som fascinerede og gjorde bogen værd at læse.

“Jeg har forsøgt at begå selvmord en gang, jeg har forsøgt at forsøge at begå selvmord fire gange,” står der et sted. Et par år senere lykkedes det for Levé. Han begik selvmord den 15. oktober 2007, få dage efter at han havde indleveret manuskriptet til bogen Suicide (ikke oversat til dansk).

• Lignende indlæg
• Basilisk

Lev Tolstoj: Kreutzersonaten

Anton Tjekhov: Sjette Afdeling

Armin Öhri: LZ 129. Die letzte Reise der Hindenburg

Zareh Vorpouni: The Candidate

Julio Cortázar: Historier om kronoper og famøser

Vladimir Makanin: Mandehullet

Mette Østgaard Henriksen: Heksehistorier & Lesbiske eventyr om mænd

Georg Büchner: Lenz & Woyzeck