Sarah Kofman: Rue Ordener, Rue Labat

Et meget personligt erindringsværk fra nogle afgørende år som jødisk pige i Frankrig i 1940’erne i skyggen af Holocaust og i splittelse mellem to mødre og to religioner. Og måske noget andet. Slet ikke et dårligt værk, bare lidt … for lidt.

Den franske filosof Sarah Kofman (1934-1994) nåede i sin tid at udgive et stort antal filosofiske værker, angiveligt især inspireret af Freud og Nietzsche. Rue Ordener, Rue Labat er en anden slags tekst, et ganske kort selvbiografisk værk om Kofmans opvækst under nazisternes besættelse af Frankrig i 1940’erne. Det blev også hendes sidste værk – Sarah Kofman begik selvmord kort efter udgivelsen i 1994.

Kofman skriver selv i bogens indledende kapitel, at “mine mange bøger har måske været nødvendige omveje for at nå frem til at fortælle ‘dét’.”

“Dét” er i første omgang historien om, at hendes far, en polsk-jødisk rabbiner i Paris, den 16. juli 1942 blev hentet og deporteret til Auschwitz. Hun så ham ikke igen.

Til en Yom Kippur i synagogen påstod en at have kendt min far i Auschwitz. Ifølge ham overlevede min far et år. En jødisk slagter som var blevet kapo […], skulle have slået min far ned med en hakke og begravet ham levende en dag min far angiveligt havde nægtet at arbejde. Det var en sabbat: han gjorde ingenting galt, havde han sagt, han bad kun til Gud for dem alle, ofre og bødler.
Derfor gennemgik min far med så mange andre denne grænseløse vold: at dø i Auschwitz, dette sted hvor man ikke kunne eller måtte respektere nogen Hvile.

Efter farens deportation følger et liv, hvor Kofmans mor i stigende desperation søger at skjule hende og hendes søskende, mens razziaerne mod jøder intensiveres i Frankrig. De må flygte fra hjemmet i Rue Ordener, og på et tidspunkt indlogeres hun og moren hos en kristen dame i en lejlighed i Rue Labat.

Denne dame, kaldet “mémé”, bliver Sarahs anden mor, og over tid udvikler hun en splittelse mellem hende og sin biologiske mor (som er streng og hård), som hun på et tidspunkt fravælger til fordel for denne anden mor (som er omsorgsfuld og forstående).

Mad spiller en rolle teksten igennem: I starten af deres periode på flugt kan Sarah ikke være væk fra sin mor uden at kaste op, og hun holder en nærmest overdreven streng kosher-diæt (også selv om det i situationer truer med at afsløre familien som jødisk). Senere kaster hun sig under mémés indflydelse imidlertid over svinekødet, samtidig med at hun forsager sin biologiske mor og jødiske ophav.

Bogens deklarerede ærinde er at fortælle om barndomstraumer knyttet til farens deportation og død under Holocaust. Men der løber samtidig en anden, aldrig fuldt udfoldet undertone igennem fortællingen, som efterlader indtrykket af, at denne “anden mor” i Rue Labat måske har haft mere end kun moderlige følelser over for den lille pige. Det udfoldes ikke eksplicit, men som læser er det svært ikke at få en fornemmelse af, at dette “dét,” som Kofman erklærer, at hun her vil skrive om, handler om noget mere end faren og Holocaust.

Nuvel, jeg lader det ligge her – jeg har ikke fundet anledning til at læse op på Kofmans biografi eller andre tolkninger af værket, så jeg har ikke andre støttepunkter for ovenstående antydningsvise læsning.

Hvorom alting er: Rue Ordener, Rue Labat er et personligt erindringsværk, der fremstår nødvendigt for forfatteren. Det er også værd at læse for læseren. De fleste af de 23 nedslag, som udgøres af tekstens korte kapitler, er hver især små fine vinduer med kig ind til afgørende scener i forfatterens barndom i 1940’erne.

Men (og man fornemmer ligesom, at der må komme et “men,” ikke sandt?), selv om jeg generelt er tilhænger af kortere frem for længere bøger, så bliver det måske alligevel lidt for kort, ikke tilstrækkelig udfoldet, til for alvor at blive interessant.

Bogen er på 88 små sider, men fraregner man blanke flader mellem de 23 meget korte kapitler, så kan den vel kondenseres til ikke mere end 30 normalsider, dvs. en god lang novelles penge. Det kræver et særligt talent at udfolde sin biografi på så lille en plads.

Og der er ikke tvivl om Sarah Kofmans talent. Jeg har ikke læst hendes filosofiske værker, men Rue Ordener, Rue Labat demonstrerer, at hun kan skrive med endog stort litterært format. Jeg har af den grund også kategoriseret Rue Ordener, Rue Labat som både en selvbiografi og som en roman/novelle. Jeg ved ikke, om Kofman selv ville være enig i det sidste, men det er ment som en ros, for selv om bogen er erklæret selvbiografisk, så har den litterære kvaliteter som god fiktion (hvori de vigtigste sandheder som bekendt skal findes).

Det var mig blot lidt for lidt og lidt for uforløst.

K's vurdering: