Danilo Kiš: En grav til Boris Davidovic

“Det var bedre, at den såkaldte sandhed for et enkelt menneske, en uanseelig organisme, kuldkastedes, end at der på grund af denne ene blev sået tvivl om de højere interesser og principper.”

En grav til Boris Davidovic (opr. 1976, dansk 1983) af Danilo Kiš (1935-1989) kan læses som forskellige udforskninger, afsløringer og eksemplificeringer af, hvordan magten opererer i et totalitært regime. Hvordan magten skaber sine egne sandheder netop gennem magtudøvelse. Meget direkte og brutal udøvelse af magt over menneskelige kroppe i form af fysisk og psykisk vold, indespærring, tortur og drab.

I et totalitært regime er selve definitionen af sandhed dét, der tjener regimet bedst. Mest tydeligt kommer denne pointe frem i novellen “Et gravmæle for Boris Davidovic”, som for mig også står som en af samlingens stærkeste.

Her portrætteres Boris Davidovic Novskij i novellens første del som en af det tidlige Sovjets revolutionshelte. På et tidspunkt i 1930’erne arresteres han imidlertid, anklages for kontrarevolutionær virksomhed og udsættes for nedbrydende tortur med henblik på at afæske ham en fuld tilståelse i overensstemmelse med systemets specifikke sandhedsbehov.

Torturbødlen Fedjukin, der er overordnet ansvarlig for Boris Davidovic’s tilståelse inkarnerer måske bedst af alle denne systemets iboende logik. For Fedjukin var det således en simpel og “ligefrem selvindlysende kendsgerning” at dette “at underskrive en tilståelse af pligthensyn” ikke blot var “en logisk, men også en moralsk handling og følgelig hæderværdig.”

Hvad der fremkaldte Fedjukins harme og oprigtige had, var netop de anklagedes sygelige selvoptagethed, deres patologiske trang til at bevise deres egen uskyld, deres egne små sandheder, denne neurotiske kredsen om såkaldte kendsgerninger ud fra meridianen i deres forstokkede hovedskal.

Boris Davidovic er mig bekendt en fiktiv person, men hans historie svarer til den faktisk dokumenterede historie for talrige af ofrene for Stalins udrensninger i 1930’erne.

Som litterært greb benytter Kiš sig af den historiske biografis form – med fodnoter, krydshenvisninger og detaljerede, nøgterne redegørelser for angivelige faktuelle detaljer, som ikke er umiddelbart relevante for hovedhistorien, men som blandt andet involverer faktiske, historiske personer og tildragelser, og som med deres arkivariske form giver teksterne et anstrøg af autencitet.

Og det er ikke kun et litterært formgreb, men en central del af bogens ærinde: Kiš vil vise, hvordan den totalitære magt opererer gennem konstruktion af fiktioner, som er mest effektive, når de blander fakta med fiktion, løgn og fordrejning. En mulig tolkning af Kiš‘ bog er således, at hans noveller i en vis forstand udgør eksempler på det totalitære systems teknik i praksis.

Samlingens øvrige noveller (på nær én) foregår også alle enten i eller i omegnen af Sovjetunionen i 1930’erne. Og temaet er grundlæggende det samme, selv om det behandles på forskellig vis:

“Kniven med rosentræskaftet” handler om, hvordan der inden for den kommunistiske bevægelse i Jugoslavien i 1930’ere var stikkere, der for at dække over egne konspirationer ikke stod tilbage for at arrangere bestialske mord på uskyldige partikammerater.

“Soen, som æder sine grise” beretter om, hvordan det sovjetiske hemmelige politi søgte at infiltrere og tilrane sig ledelsen af det spanske republikanske parti under den spanske borgerkrig og for at dække over det ikke stod tilbage for kynisk at lade en irsk spaniensfrivillig, der havde fået nys om det, bortføre, torturere og henrette.

I “De mekaniske løver” udstiller Kiš den sovjetiske propagandamaskine hykleri: Historiens anledning er, at Sovjetunionen får besøg af en fransk journalist, der angiveligt er positivt indstillet over for revolutionen, men bekymret for, hvordan den behandler præstestanden. På den baggrund får historiens hovedperson – for at sikre den unge, ateistiske sovjetrepublik positiv omtale i et fransk dagblad – i opdrag at foranstalte en falsk gudstjeneste med en ellers nedlagt ortodoks kirke som Potemkin-kulisse.

I samme historie refererer Danilo Kiš i øvrigt drillende og selvironisk til sin form ved i en parentes at få indskudt følgende i forbindelse med redegørelsen for de “kilder,” han har benyttet i fremstillingen:

Muligvis ville det have været klogere, om jeg havde valgt en anden udtryksform – et essay eller en monografi – hvori jeg havde kunnet bruge alle disse dokumenter på en mere gængs måde. Der er imidlertid to omstændigheder, der udgør en hindring for mig: det kan være upassende at benytte vederhæftige menneskers ægte, mundtlige udsagn som dokumentation; og for det andet: jeg er ikke i stand til at afstå fra den tilfredsstillelse, det giver en forfatter at fortælle. Herved får han den falske forestilling, at det er ham, der skaber verden, og som det siges, laver verden om.

Kun én af de syv historier i bogen er placeret i en anden tid end 1930’erne. “Hunde og bøger,” fortæller historien om en jødisk lærd, der i 1330’ernes Frankrig angiveligt blev anklaget for at have konverteret til kristendommen (for at undgå døden under en pogrom) for siden at være vendt tilbage til jødedommen – idet denne dobbelte omvendelse for de kristne inkvisitorer udgjorde denne største vederstyggelighed, langt værre end selve hans jødiskhed.

Kiš skriver i en såkaldt “anmærkning” til novellen selv, at historien er medtaget netop på grund af, at den har en påfaldende parallelitet med Boris Davidovic’s skæbne – og den tjener i konteksten da også tydeligvis til at illustrere, at de magtmekanismer, Kiš kan demaskere i 1930’erne Sovjetunionen ikke er unikke, men udgør universelle elementer i magtens undertrykkelsesstrategier til alle tider.

Dette er i øvrigt kun ét af mange eksempler på, at novellerne – udover den tematiske sammenhæng – er kædet sammen ved, at nogle af personerne går igen: En hovedperson i én historie optræder som biperson i en anden og nævnes en passant i en tredje. Endnu et træk, som bidrager til den illusion, Kiš forsøger at etablere af, at der er tale om biografiske tekster baseret på historiske arkivalier.

En grav til Boris Davidovic udløste ved udgivelsen tilbage i 1976 stor anerkendelse, især uden for Jugoslavien. Internt i Jugoslavien gav den imidlertid anledning til en voldsom debat, hvor Kiš blev anklaget for plagiat. Denne debat kan man læse meget mere om andre steder, men eftertidens kritikere synes at være enige om, at anklagerne primært var politisk motiverede – eller groet ud af en traditionel litteraturforståelse, som Kiš’ modernistisme harmonerede dårligt med.

Som helhed er En grav til Boris Davidovic ikke just egnet som afslapningslæsning ved poolen. Den arkivariske, dokumentariske stil gør den i en vis forstand tung og lidt utilgængelig. Men Kiš skriver også virkelig godt, her i Gunnar Nissens oversættelse til dansk fra serbokroatisk, og han formår at udnytte den på overfladen tørre stil til at levere den ene sproglige perle efter den anden. Ikke ulig Jorge Luis Borges, som Kiš da også ofte er blevet sammenlignet med. Og så er formen som litterært greb i sig selv effektfuld.

Jeg var væsentlig mere begejstret for at læse Boris Davidovic, end jeg var under læsningen af mit første møde med Kiš i form af den senere Encyclopedia of the Dead. Men skal jeg være ærlig, så kan det måske også skyldes, at jeg denne gang var bedre forberedt på Kiš‘ særlige stil. Og i retrospekt tror jeg måske også, at jeg på baggrund af Boris Davidovic nu i højere grad kan se, hvordan Kiš‘ også i Encyclopedia arbejder med den “fiktive litterære dokumentarisme” (hvis dét er et begreb?) som form og i det hele taget eksperimenterer med forskellige måder at demonstrere skriftens evne til både at fremvise, forfalske og forvrænge sandheder. Måske ville jeg have været gladere for Encyclopedia, hvis jeg læste den igen nu (man bør jo ikke være for stor til at indrømme, at man måske ikke fangede alle de finere nuancer i sin første læsning af en bog …).

Hvorom om alting er: Selv om En grav til Boris Davidovic på nogle måder kan være lidt tung i det, og selv om jeg ikke var lige begejstret for alle noveller, så er den så absolut anbefalelsesværdig. For Kiš’ særegne stil og for hans budskaber om totalitarismens sandhedsstrategier, som desværre stadig er relevante.

Den danske oversættelse er for længst ude af tryk, men den kan fås (i mere eller mindre ramponerede udgaver) på biblioteket.

K's vurdering: