Asako Yuzuki: Butter

En japansk thriller om mord og mad og madglæde – og om misogyni, fedmefobier og forkvaklede krops- og kvindeidealer i nutidens moderne Japan. Og smør! Rigeligt med smør!

Japanske Asako Yuzuki (f. 1981) debuterede som forfatter i 2008 og har adskillige noveller og romaner bag sig. Butter (opr. 2017, eng. 2024) er den første og hidtil eneste af hendes bøger, der er udgivet på engelsk, her i oversættelse ved Polly Barton. Og Butter rummer ikke kun rigeligt med smør, men også en hel del gode litterære kalorier.

Desværre er bogen alt for lang og overforklaret. Og så er jeg måske bare blevet for gammel til for alvor at interessere mig lige så meget for unge, japanske kvinders faderkomplekser, som Asako Yuzuki tydeligvis gør.

Butter kunne have fået fire stjerner fra mig, hvis den havde været 200-250 sider kortere. Med sine 452 sider er den imidlertid alt, alt, alt for lang. Det er ene og alene de sanselige, mundvandsløbsinitierende beskrivelser af oplevelsen ved at spise de forskellige retter, der serveres i løbet af romanen, som holder min samlede bedømmelse oppe på tre stjerner. Men de kan til gengæld også noget.

Romanens hovedperson er en 33-årig, kvindelig journalist, som forsøger at komme bag om historien om en seriemordsdømt kvinde, Kajii, som nu sidder i arresten og venter på, at hendes appelsag kommer for retten. Kajii er anklaget for via sin kogekunst at besnære ensomme, midaldrende eller ældre mænd for at lokke penge ud af dem og derefter myrde dem.

Journalisten Rika tiltrækkes af den i sensationspressen tæt dækkede mordhistorie på grund af den konsekvent misogynistiske vinkel. Kajii udskammes i offentligheden således ikke først og fremmest på grund af mordanklagerne som sådan. Det, der for alvor forarger, er hendes utilslørede madglæde, hendes skamløse glæde ved at have former og fedt på kroppen, hendes “ukvindelige” viljestyrke og egenrådighed – og så dette, at hun tilsyneladende har formået at fordreje hovedet på så mange mænd, selv om hun hverken er mager som en radiator eller i øvrigt lever op til skønhedsidealerne for japanske kvinder.

Den sigtede Kajii skal dog ikke nyde noget af at blive presset ind i en feministisk offerskabelon:

I learned from my late father that women should show generosity towards everyone. But there are two things that I simply cannot tolerate: Feminists and margarine.

Til gengæld vil hun gerne lære Rika noget om smør og madglæde.

Handlingsmæssigt er romanen bundet op på Rikas forsøg på at trænge ind til Kajii som person, kortlægge hendes opvækst og baggrund og måske ad den vej komme nærmere svaret på, om hun faktisk slog de tre mænd ihjel – og i givet fald hvorfor. Det forsøger hun via en kombination af samtaler med Kajii i arresthuset og sin egen sideløbende efterforskning.

Men møderne i arresthuset udvikler sig til en psykologisk kamp mellem de to kvinder, hvorunder den mordmistænkte Kajii fra sin celle lærer den ellers så sanseforskrækkede Rika ikke så lidt om mad og nydelse. Og romanen handler i øvrigt i virkeligheden meget mere om Rika selv og hendes veninde Reiko, end den handler om mordsagen.

Set-up’et sender på mere end én måde hilsner til “Ondskabens øjne” (“The Silence of the Lambs”). Her har den unge FBI-agent brug for hjælp fra den indespærrede Hannibal “The Cannibal” Lector, som imidlertid på snigende og skræmmende vis trænger ind i hendes sind og aflokker hende hendes dybest begravede hemmeligheder.

Butter er dog på ingen måde en gyser, og man behøver ikke at være bekymret for at møde kannibalisme, voldelige eller i det hele taget actionprægede scener.

Til gengæld møder man rigtig meget mad: Madopskrifter, detaljerede beskrivelser af madlavning og ikke mindst den sanselige og åndelige glæde ved at spise simpel mad tillavet af gode råvarer – og ved at spise så meget af den, man lyster.

Som betaling for at lade sig interviewe sender den seriemordmistænkte Kajii således journalisten Rika ud i verden på madmissioner for at tilberede og spise forskellige retter og derefter komme tilbage og fortælle om sine oplevelser ved at spise dem (for eksempel: saltet smørramen med haraganenudler og rigeligt med ekstra smør indtaget om natten på en bestemt kæderestaurant umiddelbart efter sex).

Her et uddrag fra Rikas oplevelse med den første og simple ret, hun bliver instrueret i at tilberede: Varm ris med soya og koldt smør af det franske luksusmærke Échiré:

      Just as instructed, she moved the butter and some rice to her mouth before the butter had a chance to melt.
The first thing Rika felt was a strange breeze emanating from the back of her throat. The cold butter first met the roof of her mouth with a chilly sensation, contrasting with the steaming rice in both texture and temperature. The cold butter clashed against her teeth, and she felt its soft texture right down into their roots. Soon enough, just as Kajii had said, the melted butter began to surge through the individual grains of rice. It was a taste that could only be described as golden. A shining golden wave, with an astounding depth of flavour and a faint yet full and rounded aroma, wrapped itself around the rice and washed Rika’s body away.

Det er sansemættede beskrivelser som denne, der gør bogen værd at læse.

Hvorvidt Kajii faktisk er morder, skal jeg ikke røbe her. Det ville jeg dårligt heller kunne – af den grund, at jeg faktisk allerede nu har glemt, hvordan den hang sammen, selv om det ikke er længere siden end i går, at jeg færdiggjorde bogen.

Det er meningen, at Kajii skal være en dragende, fascinerede, mystisk-gådefuld skikkelse. Ihvertfald postulerer romanen, at både dens hovedperson og mange andre lader sig indfange og nærmest absorbere af Kajiis angiveligt magnetiske tiltrækningskraft.

Jeg mistede imidlertid fuldstændig interessen for figuren og for hendes historie, inden jeg var nået halvvejs gennem bogen. Hvilket var én af grundene til, at den sidste halvdel føltes så lang.

En anden grund var, at stort set alle romanens kvindelige figurer absolut skal lide af varierende former for banale faderkomplekser, som Yuzuki bruger utroligt mange sider på at udfolde meget langsomt.

Og så har Yuzuki en kedende vane med at hamre alle sine pointer ind i panden på læseren med sømpistol og staveplade. Det er bare ikke særlig spændende at læse bøger, hvor alle tanker, følelser og relationer skal forklares for selv de mest tungnemme. Husk nu grundlæresætningerne fra forfatterskolen, føler man trang til at sige: Show it, don’t tell it og Less is more.

Romanen har til gengæld givet mig lyst til kaste mig ud i nye madlavningseksperimenter derhjemme, særligt med afsæt i det japanske køkken. Ja, jeg har sågar også fået lyst til at prøve at stege en klassisk, amerikansk Thanksgiving-kalkun, og det har jeg dog aldrig haft trang til før.

Og så får Yuzuki også taget livtag med de forkvaklede kvindelige kropsidealer, der er virksomme i moderne japansk kultur, ligesom hun i det hele taget får udstillet det tradtionelle kvindesyn, der i Japan fortsat indebærer, at en kvinde først og fremmest forventes at udleve sin kvindelighed via rollen som husmor, der passer sin mand (som opfattes som naturligt ude af stand til at lave sin mad selv).

Dette gør Yuzuki eftertrykkeligt og meget sympatisk. Havde hun dog bare gjort det noget kortere.

K's vurdering: